TV 2’s tillidsfolk i intern mail: Tre kolleger blev presset af chef i grønlandssag

Tillidsfolkene på TV 2 opfordrer journalisterne til at kontakte dem, hvis de føler sig ”presset urimeligt af en chef”. Det sker efter Ekstra Bladets afdækning af den historie, som TV 2 bragte om Múte B. Egede i foråret

”I påsken oplevede tre af vores kolleger at blive udsat for et ret kraftigt pres fra en chef om at producere og publicere en historie på TV2.dk. En historie, som de ikke syntes var i orden – den såkaldte grønlandssag.”

Sådan skriver TV 2’s tillidsfolk i et nyhedsbrev, som Journalisten er kommet i besiddelse af, til stationens medarbejdere.

Mailen kommer, efter at Ekstra Bladet har afdækket flere problematiske forhold ved en artikel om kandidat til landsstyreformandsposten Múte B. Egede, som redaktionschef på TV 2 News Ulla Østergaard skal have presset på for at få udgivet.

”Efterfølgende har TV 2 fået drøje hug for historien i både ’Presselogen’ og sidenhen i Ekstra Bladet, Politiken og Berlingske. En historie, TV 2 har måttet berigtige, beklage og trække tilbage,” står der i mailen.

Artiklen blev udgivet 2. april – fire dage før valget i Grønland – og handlede om Múte B. Egede, der på det tidspunkt var kandidat til posten som landsstyreformand og i dag er Grønlands landsstyreformand. I artiklen stod der, at han tidligere havde undladt at erklære sig inhabil i to sager.

”Vi kan skærme dig”

Men der var ikke hold i de anklager, og TV 2 har ikke kunnet dokumentere anklagerne, som Múte B. Egede har afvist efterfølgende. Múte B. Egede var nemlig ikke blevet forelagt kritikken og givet mulighed for at svare på den. Det skete først, flere dage efter at artiklen blev bragt. Først dagen efter valget blev artiklen trukket tilbage og beklaget.

Artiklen var skrevet af to journalister, og ifølge Ekstra Bladet forsøgte de at gøre indsigelser mod den. Ifølge tillidsfolkene på TV 2 følte en tredje medarbejder sig også presset, og de opfordrer derfor til at henvende sig til dem, hvis nogen skulle blive udsat for lignende situationer.

”Hvis du føler dig presset urimeligt af en chef, så ring endelig til en af dine tillidsfolk. Vi kan gå ind og skærme dig i en sådan situation. Vi kan endvidere hjælpe dig med at vurdere situationen, vende den og hjælpe dig videre til en anden chef … Du har som medarbejder altid ret til at sige fra over for en historie – kan du ikke selv gøre det, eller har du brug for support, så ring til en af dine tillidsfolk,” står der videre.

Hovedtillidsmand på TV 2 Lennart Sten ønsker ikke at kommentere mailen eller sagen over for Journalisten.

Sygemeldt

Forløbet omkring artiklen har fået massiv kritik af blandt andre SF’s grønlandsordfører, Karsten Hønge, der har opfordret TV 2 til at sætte navn på den kilde, historien kommer fra. Det har TV 2 afvist.

Múte B. Egede selv har kaldt historien for et forsøg på at påvirke valgets udfald, og i går meldte hans modstander Erik Jensen, formand for det klart største oppositionsparti, Siumut, at han ønsker en tilbundsgående undersøgelse af forløbet op til og efter udgivelsen af artiklen.

”Det er skadeligt for demokratiet at forsøge at påvirke folkets opinion, og derfor skal et medie være klar til at stå frem og give de oplysninger, når man har fejlet, som vi ser i denne beklagelige sag,” skrev Erik Jensen i går til Berlingske.

Kritikken af historien førte i går til, at Ulla Østergaard blev sygemeldt.

0 Kommentarer

Læs også

TV 2-chef sygemeldt efter kritik af usand historie om Múte Egede

15. JUNI 2021

TV 2-chef sygemeldt efter kritik af usand historie om Múte Egede

15. JUNI 2021