Fejl

TV 2 sendte breaking på ny overenskomstaftale – men den er ikke på plads

Omkring klokken 9 sendte TV 2 en pushbesked med ordene ’Breaking: Ny overenskomstaftale på plads for 200.000 statsligt ansatte, erfarer TV 2’.

TV 2 er ude med rettelak, efter at mediet i morges sendte en breaking-pushbesked om, at der er indgået aftale om en ny overenskomst på det statslige område.

Men der var ikke – og der er stadig ikke – indgået en aftale.

Og omkring 1,5 time efter breaking-beskeden har TV 2 skrevet en præcisering ind i sin liveblog om forhandlingerne.

”Overenskomstaftalen for de 200.000 statsligt ansatte er endnu ikke underskrevet. TV 2 har tidligere oplyst, at aftalen var på plads, men dette er ikke korrekt,” står der i præciseringen.

For hurtige på aftrækkeren

Der er ikke sendt en ny pushbesked om, at TV 2 har begået en fejl, og at overenskomsten ikke er på plads endnu. Det fremgår udelukkende i indlægget i livebloggen:

”Det, vi ved, er, at den overordnede ramme for en ny overenskomstaftale er på plads,” lyder forklaringen i indlægget.

Christina Agger, journalistisk chef på TV 2 Nyhederne, oplyser til Ekstra Bladet, at fejlen er korrigeret på nettet og på TV 2 News.

”Der er gået det galt, at vi har været for hurtige på aftrækkeren, meget mere kan jeg ikke sige til det,” siger Christina Agger til Ekstra Bladet.

Ifølge Mads Bisgaard, ledende redaktionschef for politik og business på TV 2, er der tale om en fejl, som TV 2 er helt vildt kede af, siger han til Journalisten.

”Vi lever af troværdighed og at være korrekte. Når vi begår den type fejl, tager vi det meget alvorligt.”

TV 2 har i forvejen retningslinjer for, hvordan de såkaldte erfarer-historier skal kvalitetssikres journalistisk.

”De er ikke blevet overholdt i det her tilfælde. Nu strammer vi op på de i forvejen stramme retningslinjer. Vi kan ikke garantere, at det aldrig sker igen. Men jeg kan love, at vi tager det meget, meget seriøst,” siger Mads Bisgaard.

Forhandler stadig

De mennesker, der sidder i forhandlingslokalet og forsøger at komme frem til en aftale for de 200.000 statsligt ansatte, kan slet ikke genkende det billede, TV 2 tegnede i morges:

”Der er ikke en aftale, før vi er færdige, og vi forhandler stadig,” siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og forhandler for lønmodtagerne, til B.T.

Ifølge Ritzau er der planlagt forhandlingsmøder her til eftermiddag.

Kort efter TV 2 havde sendt en breaking-besked om, at aftalen var på plads, begyndte der at tikke meldinger ind om, at det ikke var rigtigt.

”Det tager vi meget seriøst. Vi begynder at rette alle steder. Vi laver et nyt indlæg med præciseringen i livesiden og skriver det ind i samtlige indlæg,” forklarer Mads Bisgaard.

I har oprindeligt sendt en breaking-besked. Hvorfor ikke sende en ny pushbesked ud om rettelsen?

”Der er blevet foretaget en konkret vurdering af det vagthavende nyhedshold om, at det ikke var nødvendigt. Men retrospektivt set og ifølge mig er der gode argumenter for, at vi skulle have sendt en opfølgende pushbesked ud.”

Opdateret med interview med Mads Bisgaard klokken 13.55.

0 Kommentarer