Nattevagter

TV 2 rykker nattevagter til Texas og Seoul

TV 2 dækker nu to tredjedele af deres nattevagter med nyhedsovervågning og morgenforberedelse fra Texas og Sydkorea. Efter planen bliver der også tid til at lave egenhistorier fra steder, hvor TV 2 normalt ikke er til stede.

Verden står ikke stille, bare fordi vi sover i Danmark.

I erkendelse af, at det kan være både dyrt for arbejdsgiveren og surt for medarbejdere at have solotjansen på en dansk nyhedsredaktion om natten, forsøger TV 2 sig nu med en ny løsning.

”Vi har løbende set på, om vi kunne gøre nattevagten til et mere spændende og tåleligt job, så det bliver mere eftertragtede stillinger og også giver mulighed for at udvikle medarbejderne,” siger redaktionschef på TV 2 Udland Daniel Østa.

Så fra midten af oktober har journalisterne Louise Lind og Agnete Wismer passet en del af TV 2’s nattevagter fra henholdsvis Seoul i Sydkorea og Fort Worth i Texas, USA.

Ikke klassiske korrespondenter

Daniel Østa forklarer, at de to skal gå i rotation med medarbejdere i Danmark, så to tredjedele af alle nattevagterne bliver dækket fra udlandet.

Udgangspunktet er, at de skal nyhedsovervåge, klippe historier, lave pakker og oplininger til morgenfladen. Og så skal de kunne gå i breaking på både News og tv2.dk og om nødvendigt purre redaktionen, hvis der sker noget virkelig stort i ind- eller udland i nattetimerne.

”Vi tager en deskvagt og flytter ud i verden,” siger Daniel Østa.

Han har på forhånd talt med de to om, at det kan være frustrerende, at de ikke kommer ud som egentlige korrespondenter, der på klassisk vis skal dække det land, de bor i.

”Deres primære opgave er at være nattevagter. Så de ved godt, at det er det, der finansierer gildet. Det er supervigtigt at have den forventningsafstemning,” siger redaktionschefen.

Tid til egne historier

Men der bliver efter planen også tid til indimellem enten at lave egne historier eller til at rykke ud, hvis der er store historier i regionen.

Med Louise Lind øger TV 2 tilstedeværelsen i Asien.

Og med Agnete Wismer får TV 2 for eksempel i forbindelse med det amerikanske midtvejsvalg også flere muskler til at dække USA fra en anden del af landet end Washington og New York, hvor korrespondenterne Lotte Mejlhede og Celina Liv Danielsen har base.

”Det handler også om at se, hvilke muligheder og hvilken agilitet det mere journalistisk giver os ude i verden. Det skal give os noget mere handlekraft, hvis der sker noget stort tæt på dem,” siger Daniel Østa.

Texas og Seoul er ikke kun valgt, fordi de ligger i tidszoner, der gør det muligt at arbejde i dag- og aftentimerne, når det er nat i Danmark. Men også fordi det placerer dem to steder, hvor det indimellem også kan være relevant at lave egne historier fra.

Daniel Østa beskriver de to lokationer som vigtige i forhold til udviklingen inden for AI.

”Det er to af de hotteste steder i verden lige nu,” siger han.

Et år på prøve

Den nye model er TV 2’s egen version af den udlandsbaserede nattevagt, som Ritzau introducerede, da nyhedsbureauet i 2012 rykkede sin natredaktion til Sydney i Australien. I 2023 gjorde DR det samme.

Men Daniel Østa understreger, at TV 2 har valgt en anden model.

Dels fordi det ikke er alle nattevagter, der bliver flyttet ud. Og dels fordi man ikke opretter en egentlig redaktion, men i stedet vælger at placere én reporter mod øst og én mod vest.

De to natreportere er i første omgang udsendt for et år. Det er endnu ikke besluttet, hvad der skal ske, når deres tid rinder ud.

Men Daniel Østa siger, at det som udgangspunkt er tænkt som en form for rotation, der også kan bruges til at udvikle medarbejdere. Hvis ordningen fortsætter, er det derfor heller ikke givet, at det stadig vil være fra Texas og Seoul.

0 Kommentarer