Interview

TV 2 på vagt inden Putin-interview: Tucker Carlson er ikke objektiv

”Vi må nok sige, at Tucker Carlson ikke kan betragtes som en objektiv journalist, og man må ikke lægge sin kritiske sans på hylden, når man ser det eller hører det,” lyder det fra TV 2. Berlingske vil bruge avisens udlandskyndige reportere til at analysere og faktatjekke påstande i interviewet

Den amerikanske tv-vært Tucker Carlson udkommer ved midnatstid dansk tid med et længere interview med Ruslands præsident, Vladimir Putin, om krigen i Ukraine.

Og det bliver en delikat sag at håndtere for andre medier i verden, da både Tucker Carlson og præsidenten er kontroversielle skikkelser.

Hos TV 2 kommer man højst sandsynligt til at bringe uddrag fra interviewet, lyder det fra nyhedschef Jacob Kwon, selv om TV 2 af gode grunde ikke har set interviewet endnu:

”Det bliver med masser af varedeklaration om Tucker Carlsons historik, og at vi ikke kender betingelserne for interviewet,” siger han.

”Er der for eksempel spørgsmål, han ikke må stille? Eller er der omvendt spørgsmål, han skal stille? Det ved vi ikke, og det er usædvanligt. Det ville vi normalt ikke bringe,” siger Jacob Kwon.

Stor nyhedsværdi

Når I normalt ikke ville bringe den slags, hvorfor så gøre det i det her tilfælde?

”Det gør vi, fordi det er væsentligt også at høre Vladimir Putins version, og bare det, at han stiller op til interview med en vestlig journalist, er så usædvanligt, at nyhedsværdien i sig selv nærmest er så stor, at det skal bringes.”

Derudover fremhæver Jacob Kwon, at interviewet i sig selv vil blive genstand for så meget debat, at offentligheden har en interesse i at vide, hvad der bliver sagt i det.

Putin har jo tidligere forklaret, hvad der ligger til grund for krigen. Hvorfor har det nyhedsværdi nu?

”Jeg kan ikke huske, at en vestlig journalist har haft adgang til ham før, så alene det er usædvanligt. Vi ved ikke, om Tucker går kritisk til ham. Men det, at han bliver spurgt ind til krigen og argumentet for den, er i sig selv interessant for os.”

Ifølge Tucker Carlson er hans motivation for interviewet, at ingen andre vestlige journalister har ”gidet interviewe” Vladimir Putin. En påstand, som er blevet undsagt og kaldt ”absurd” af profilerede værter på CNN og BBC, der har haft efterspurgt interviews med præsidenten.

Ikke en objektiv journalist

TV 2 kommer ikke til at bringe hele interviewet, og der kommer til at være en deklaration, hver gang det bliver omtalt, om det så er på tv eller nettet.

”Det bliver deklareret, at vi ikke kender til omstændighederne for interviewet, og hvem Tucker Carlson er. Vi må nok sige, at Tucker Carlson ikke kan betragtes som en objektiv journalist, og man må ikke lægge sin kritiske sans på hylden, når man ser det eller hører det,” siger Jacob Kwon.

På Berlingske fortæller udlandsredaktør Kristian Pedersen, at det med danske briller langtfra er et oplagt tidspunkt, som Tucker Carlson har valgt.

”De danske medier har jo ikke mange brugere efter midnat,” som han siger.

Men det giver til gengæld god tid til at afsætte reportere på Berlingske til at gennemlytte interviewet, som ifølge de indledende meldinger er op til to timer langt.

Vil gå analytisk til værks

Helt grundlæggende er det også en vigtig historie for Berlingske, da den både handler om det politiske spil i USA og hele Vladimir Putins håndtering af krigen i Ukraine.

”Vi kommer først til at kigge på den som helt straight nyhed: Hvad siger Tucker Carlson, hvad siger Putin? Og så går vi i analysemode bagefter,” fortæller Kristian Pedersen.

Det vil altså blandt andet være en form for faktatjek, hvor Berlingske konkret vil sætte USA-korrespondent Jacob Heinel Jensen til at stå for den amerikanske vinkel, mens avisens Rusland-kyndige reportere vil dissekere meldingerne fra Vladimir Putin.

Han beskriver det som en kæmpe historie, som Berlingske af gode grunde skal dække:

”Vi dækker det, fordi det betyder noget i forhold til, hvad vi kan se ind i det amerikanske forhold til Europa, Rusland og krigen i Ukraine. Derfor er vi nødt til at tage stilling til interviewet,” siger han.

Et nyt mediebillede

De har dog ikke taget endelig stilling til, hvorvidt Tucker Carlson skal holdes ud i strakt arm i sin rolle som ”journalist”:

”Vi har egentlig ikke snakket om, hvad vi skal kalde Tucker Carlson. Jeg tror, at vi vil kalde ham tv-vært eller tidligere Fox-vært. Og der ligger det i det, at en tv-vært i amerikansk kontekst måske er mere politiserende, end hvis det var en dansk tv-journalist,” fortsætter Kristian Pedersen.

Overordnet set finder Kristian Pedersen det også interessant, at Tucker Carlson har fået så omfattende omtale som enkeltperson.

”Det er jo bare det nye mediebillede, hvor enkeltpersoner kan gå ind og spille en rolle på et niveau, vi slet ikke er vant til. For tidligere havde man brug for at have en platform i ryggen. Og her har han bare en social medieplatform i form af X,” siger han med henvisning til Elon Musk, der har lovet, at interviewet vil blive bragt i fuld længde på det sociale medie.

Ifølge planen bliver interviewet sendt direkte på Tucker Carlsons platform på X klokken 00.00 dansk tid i aften.

0 Kommentarer

Læs også

Interview

TV 2 på vagt inden Putin-interview: Tucker Carlson er ikke objektiv

08. FEBRUAR 2024