Foto: Pressefoto, TV 2
Det var store ændringer for både indlandsredaktionen og dokumentarområdet, som de ansatte på TV 2 torsdag blev præsenteret for på et fællesmøde.
Her fik de ansatte nemlig uddybet, at gravergruppen og indlandsredaktionen på TV 2 nedlægges i sin nuværende form, som Journalisten også kunne fortælle om tirsdag.
I stedet etablerer TV 2 fremover en ny såkaldt Dagsorden-redaktion under nyhedschef Jon Mikkelsen med det formål at lave undersøgende journalistik på store, fælles dagsordener.
Det forklarer Michael Nørgaard, chefredaktør for dokumentarområdet, til Journalisten:
”Kæmpestore fælles dagsordener rammer hele tiden medierne. Og for at ruste os til også at kunne lave undersøgende journalistik på de dagsordener etablerer vi nu en ny redaktion,” siger han.
Hvad er forskellen på den graverredaktion, I hidtil har haft, og så den nye redaktion, som skal lave undersøgende journalistik på fælles dagsordener?
”Gravergruppen på TV 2 har jo dygtigt sat egne dagsordner. Men vi befinder os i en virkelighed, hvor de store, særligt udenlandske dagsordener kræver, at vi også bruger ressourcer på at lave undersøgende journalistik på de dagsordener, vi ikke selv sætter. Og det vil den nye redaktion få til opgave,” siger Michael Nørgaard.
Fravælger blødere fakta-programmer
Ændringerne er en del af TV 2’s nye strategi, og her bliver en af de største ændringer på dokumentarområdet.
Området styrkes, og de internt og eksternt producerede dokumentarer lægges for første gang sammen i samme afdeling.
”Vi styrker den undersøgende dokumentarproduktion på TV 2. Og samtidig skærper vi profilen, så det fremover kun er undersøgende, dagsordenssættende dokumentarer, vi producerer. Vi skal ikke længere producere blødere faktaprogrammer,” fortæller Michael Nørgaard.
Det betyder ikke, at den slags programmer forsvinder fra TV 2. Men de vil i så fald blive produceret eksternt.
”Den nye dokumentarafdeling på TV 2 får et klarere fokus. Der er ting, som vi ikke længere skal producere. Vi foretager nogle strategiske fravalg og får i den nye afdeling et meget klart fokus på undersøgende og afslørende journalistik,” siger han.
Pressefriheden er under pres
Samlet betyder ændringerne, at graverjournalistikken fremover skal løftes to steder på TV 2: Med det lange aftræk i dokumentarområdet og det kortere aftræk i Dagsorden-redaktionen.
Chefredaktøren fortæller, at ambitionen med at samle og fokusere kræfterne i dokumentarafdelingen er at lave et såkaldt ”journalistisk kraftcenter”.
”Det bliver sværere at sætte dagsordener, som alle danskere taler om. Og hvis vi skal lykkes med det, så bliver vi nødt til at etablere et kraftcenter med et klart fokus og med branchens allerdygtigste og bedste medarbejdere,” siger Michael Nørgaard.
Han tilføjer, at den undersøgende journalistik aldrig har været vigtigere, men at den samtidig også er under pres.
”Vi oplever en stigende modstand fra kritiserede parter – nogle gange også fra myndigheder. Og det kræver bare, at vi samler branchens allerdygtigste og bedste folk et sted,” siger chefredaktøren.
En del af det ”journalistiske kraftcenter” på TV 2 vil bestå af den såkaldte Agenda-redaktion, som har til opgave at sikre gennemslagskraft på TV 2. Den vil også blive styrket med ændringerne.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Men er der ikke nogen af de pågældende medarbejdere fra Graverredaktionen, der er fyret nu?