Foto: TV 2
TV 2 foretager nu en række ændringer på nyhedsområdet, som kommer til at føre til opsigelse af fire medarbejdere.
Det har TV 2-nyhedsdirektør Ulla Pors netop orienteret alle medarbejdere om i en intern skrivelse, som Journalisten er i besiddelse af.
Blandt andet vil man koncentrere kræfterne i dokumentarproduktionen og nedlægge graverredaktionen, som den er i dag.
”Den nye strategi indebærer både til- og fravalg for os i Nyhederne, og det betyder, at der bliver oprettet nye stillinger og satsninger, men desværre også, at der er medarbejdere, vi skal sige farvel til,” lyder det.
Konkret skyldes opsigelserne et øget fokus på at lave ”større og færre” dokumentarer, som ifølge nyhedsledelsen skal sætte et stort aftryk.
”Vores fokus bliver på de undersøgende og afslørende dokumentarer, ’Operation X’ og krimiprogrammer, mens vi ikke længere internt skal udkomme med blødere faktaprogrammer eller programmet ’Kernen’,” skriver Ulla Pors om ændringerne.
TR bekræfter
Hovedtillidsrepræsentant Lennart Sten bekræfter dagens meldinger over for Journalisten:
”Det er korrekt, at der er fire kolleger, som bliver opsagt i morgen. Og så er der en række medarbejdere, som også får nogle nye stillinger, og det tror jeg, at de som udgangspunkt bliver glade for. Og hvis ikke tager vi den derfra,” siger hovedtillidsrepræsentant Lennart Sten.
Tillidsværket vil i morgen stå til rådighed for at hjælpe de kolleger, der opsiges eller tænkes forflyttet til andre afdelinger.
Meldingen fra ledelsen er fortsat så ny, at han ikke har nået at tale bredt med medarbejderne om den:
”Men det er klart: Vi er 650 i nyhedsafdelingen, og det kan godt være, at det er et lille antal i en kæmpe afdeling, men for de pågældende er den lille prik her en kæmpe livsomvæltning, og vi bliver alle sammen kede af at miste kolleger, vi holder enormt meget af. Så alle er præget af alvoren, og det kan man mærke,” siger han.
Nedlægger gravergruppen
Af mailen fra Ulla Pors fremgår det også, at en række medarbejdere vil få ændrede roller og opgaver i Nyhedsafdelingen, og at ledelsen vil afvikle individuelle samtaler med dem onsdag.
Det fremgår også, at TV 2 vil prioritere flere undersøgende kræfter til den daglige nyhedsjournalistik, og at man dermed nedlægger graverredaktionen, som den er i dag:
”Vi har i en årrække haft en dygtig og højt værdsat gravergruppe, der har lavet en hel række vigtige og opsigtsvækkende bidrag til News og på TV2.dk,” skriver Ulla Pors:
”Men vi skal udkomme på nye måder og derfor organiseres anderledes. Indland/Gravergruppen fortsætter ikke i sin nuværende form, og graverjournalistikken skal enten løftes med langt lys i store dokumentarer eller med kortere aftræk i takt med de store nyhedsdagsordener,” skriver hun.
Blandt andet skal kræfterne fra gravergruppen bruges i en ny ’Dagsorden’-redaktion, som ifølge brevet fra Ulla Pors skal styrke TV 2’s journalistik på de største danske dagsordener.
”Den nye redaktion skal fungere som en journalistisk motor, der kan sikre perspektiv og videreudvikling på tidens store historier. Vores ambition er altid at være nyhedsførende. Også i den turbulente tid, vi lever i nu,” lyder det.
Af skrivelsen fremgår det også, at News-programmet Business Class ikke fortsætter, og at man vil oprette fem stillinger i et såkaldt ’Play Lab’ til at udvikle nye digitale tv-formater.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.