
Skjult kamera var ifølge redaktionschef den eneste måde at dokumentere forholdene på plejehjemmene. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, ved ikke, om han er mest vred eller mest ked af det. Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre, sidder tilbage med ”en stor knude i maven”, og ældreminister Astrid Krag (S) kalder det fuldstændig uacceptabelt.
Reaktionerne fra de tre politikere kommer, efter TV 2 i en ny dokumentar ’Opråb fra plejehjemmet’ blotlægger, hvad eksperter overfor kanalen betegner som omsorgssvigt og i et enkelt tilfælde decideret overgreb på beboerne på plejehjemmet Nørremarken i Køge.
Dokumentaren bygger i høj grad på udsagn og videodagbøger fra den uddannede socialpædagog Anne Britt Andreasen, der flere gange har forsøgt at råbe ledelsen på plejehjemmet op.
Men den bygger i mindst lige så høj grad på skjulte optagelser, som journalistpraktikant på TV 2 Emilie Myrup har foretaget som muldvarp på plejehjemmet.
Hvordan søren kan det dokumenteres?
I første omgang var det fortællinger fra Anne Britt Andreasen, der fik TV 2 til at fokusere på plejehjemmet Nørremarken. Det fortæller Troels Jørgensen, redaktionschef for dokumentargruppen på TV 2.
”Og så går vi ind og kigger på, hvordan søren vi skaffer dokumentation for det, Anne siger. Det her er selvfølgelig en sag af stor offentligt interesse, og vi taler også med en anden ansat og en tidligere ansat, der bekræfter hendes udlægning,” siger Troels Jørgensen og fortsætter:
”Men hvis det bare er de ansatte, der fortæller det, risikerer vi, at det bliver en ord-mod-ord-situation, hvis vi ikke selv dokumenterer det.”
TV 2 beslutter, at Emilie Myrup skal søge job som afløser på plejehjemmet.
Troels Jørgensen, redaktionschef
Emilie Myrup møder op på plejehjemmet, banker på lederens dør og efter en kort samtale bliver hun ansat som ufaglært afløser på plejehjemmet.
”Hun skal indhente dokumentation for, hvordan plejen er for de ældre på Nørremarken, og finde ud af, om Anne har ret i sine oplevelser. De borgere, der bliver svigtet, lider langt hen af vejen af demens eller har ikke noget sprog, så de kan ikke selv fortælle om deres oplevelser,” siger Troels Jørgensen.
”Faktisk mener jeg, at vi som medie har en ekstra forpligtelse til netop at fortælle om forholdene for den gruppe af borgere, der ikke har nogen stemme,” tilføjer han.
Dokumentation kunne ikke findes andre steder
Hvad lederen af plejehjemmet og en række af de ansatte på Nørremarken ikke ved, er, at Emilie Myrup er udstyret med skjult kamera, og at hun efter hver vagt fører videodagbog.
”Vi tænker meget over, om det er den rigtige måde at gå ind på. Jeg kan ikke se andre måder at få dokumentation for den historie uden skjult kamera,” siger dokumentarchefen.
Af vejledningen til brug af skjult kamera, som fremgår af DMJX’ hjemmeside, fremgår det, at den ”fornødne journalistiske dokumentation ikke eller kun meget vanskeligt skal kunne skaffes på anden måde herunder gennem navnlig åben research”. Og det mener Troels Jørgensen, at TV 2 lever op til.
”Den åbne research, vi har kunnet lave ved blandt andet tjekke ved at se på de forskellige tilsyn, viser, at de har ikke fået påbud. Så de svigt, som Anne fortæller om, er ikke noget, som tilsynene fanger. Derfor kan jeg stadig ikke se, at der anden måde at indhente dokumentationen på,” siger han.
Vil ikke lægge ansvar fra sig
Det skjulte kamera er ifølge Troels Jørgensen et journalistisk redskab, som ikke kan overlades til en ansat som Anne Britt Andreasen.
”Det ville kunne sætte Anne i så mange problematiske situationer. Vi skal tage det ansvar og de overvejelser, der er forbundet med brug af skjult kamera, så det er også os, der skal stå på mål for det,” siger han.
Kan I med en muldvarp uden erfaring på det her område være med til at sænke fagligheden yderligere på det plejehjem?
”Det tror jeg ikke er tilfældet. Både de ansatte og beboerne udtrykker også, at de har været meget glade for Emilies arbejde. Og ældreplejen er jo i forvejen fyldt med ufaglærte som Emilie.”
”Det er jo også en selvstændig pointe i programmet, at det er svært at rekruttere medarbejdere til ældreplejen,” siger Troels Jørgensen.
Roser kommunen for dialog
Det er ikke første gang, TV 2 opererer med skjult kamera på et plejehjem i Danmark. Det gjorde tv-kanalen også for to år siden i forbindelse med dokumentaren ’Plejehjemmene bag facaden’ om forhold på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.
Dokumentaren, hvor 92-årige Else og hendes pårørende medvirkede, blev forsøgt standset af kommunen, der ville have et fogedforbud mod den, og kommunen ville have udleveret råbåndene til dokumentaren.
Og noget har TV 2 taget med sig fra dengang.
”Det har været os magtpåliggende, at de ældre i den her sag er fuldt anonymiseret, især når det handler om så sårbare situationer. Det er måske den vigtigste læring fra sidst,” siger Troels Jørgensen.
Til gengæld oplever han også en noget anden reaktion fra Køge Kommune i tilfældet med den nye dokumentar.
”Jeg vil faktisk gerne rose Køge Kommune for at tage imod den rejste kritik på den måde, de har gjort. De er gået ind i indholdet, og jeg har haft en rigtig god kommunikation med kommunen løbende,” siger Troels Jørgensen.
Mens TV 2 er sluppet uden indgriben fra kommunen, ser det anderledes ud for Anne Britt Andreasen.
Hun fortæller til regionalmediet sn.dk, at hun er blevet hjemsendt med den begrundelse, at hun har hjulpet TV 2 med kontaktoplysninger til pårørende til nogle af plejehjemsbeboerne, og at hun skal til tjenestelig samtale i næste uge.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.