
Ifølge Anne Britt Andreasen skyldes hjemsendelsen, at hun har hjulpet TV 2 med kontaktoplysninger på pårørende til nogle af plejehjemsbeboerne. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Anne Britt Andreasen, der er TV 2’s hovedkilde i dokumentaren ’Opråb fra plejehjemmet’ er blevet hjemsendt fra sit arbejde plejehjemmet Nørremarken i Køge.
Det oplyser hun til regionalmediet sn.dk.
Ifølge Anne Britt Andreasen skyldes hjemsendelsen, at hun har hjulpet TV 2 med kontaktoplysninger på pårørende til nogle af plejehjemsbeboerne.
”Jeg har givet nogle numre til pårørende til TV2, men det er numre, som ligger frit fremme og den journalist, der optager med skjult kamera, har også selv haft adgang til det. Men kommunen synes åbenbart, at det er mere alvorligt, at jeg videregiver nogle telefonnumre, end at omsorgssvigten foregår,” siger Anne Britt Andreasen til sn.dk.
Den uddannede socialpædagog Anne Britt Andreasen havde fire gange uden held forsøgt at råbe skiftende ledere på plejehjemmet Nørremarken i Køge op.
Opråbene handlede om, at der i hendes øjne foregår omsorgssvigt af boerne på Nørremarken, hvor hun er ansat.
TV 2-chef forventer ”bestemt ikke fyring”
Det er de omsorgssvigt, der ifølge eksperter bliver dokumentereret i TV 2-dokumentaren ’Opråb fra plejehjemmet’, som TV 2 har brugt skjult kamera til at afdække.
Anne Britt Andreasen bidrager sideløbende med sine erfaringer på plejehjemmet og filmer små klip med sig selv på de arbejdsdage, hvor frustrationen bliver for stor. Samtidig har hun også haft hjulpet TV 2 med at skaffe numre på nogle pårørende til beboere på plejehjemmet.
Det har ifølge Anne Britt Andreasen selv været årsagen til, at hun nu er sendt hjem, mens kommunen finder ud af, hvad der er op og ned i sagen, som skal drøftes ved en tjenestelig samtale i næste uge.
Redaktionschefen for dokumentargruppen hos TV 2, Troels Jørgensen forklarer, at TV 2 støtter hende, ”så godt vi kan”, men vil for nuværende ikke uddybe, hvad den støtte består i.
”Jeg forventer bestemt ikke, hun skal fyres, da det er helt vildt modigt af hende at råbe op om de her forhold,” siger han.
Vigtig kontakt til pårørende
Han bekræfter, at TV 2 har bedt Anne Britt Andreasen om at udlevere telefonnumre på nogle af de pårørende til beboere på plejehjemmet.
”Vi har set det som rigtig vigtigt at komme i kontakt med de pårørende, så vi har kunnet orientere dem om forholdene og have en dialog med dem om optagelser. Så det her været rigtig vigtigt, at vi har kunnet komme i kontakt med dem.”
Men burde TV 2 ikke have kunnet gøre det, uden at Anne skal stå i en situation, hvor hun risikerer at have brudt GDPR-reglerne?
”Jeg er i tvivl om, hvorvidt vi skulle kunne skaffe dem. Og jeg mener heller ikke, at hendes eventuelle brøde ved at have givet os de oplysninger er særlig stor i forhold til vigtigheden af de her fortællinger,” siger Troels Jørgensen.
Journalisten har forelagt den kritik, Anne Britt Andreasen rejser i forhold til personalesagen. I et skriftligt svar oplyser kommunen, at:
”Som arbejdsgiver kan Køge Kommune ikke kommentere på en personalesag i pressen. Kommunen ser med stor alvor på de situationer, der vises i TV 2’s dokumentar, og der er sat flere tiltag i gang for at løse problemerne. Køge Kommune skal overholde de grundlæggende regler og principper, der gælder i den offentlige sektor, og det gælder både ansatte og kommunen som myndighed.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.