Navneskifte

TV 2 Kosmopol har optaget ulovlige lån

Hård kritik af TV 2 Kosmopol fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt

TV 2 Kosmopol har i strid med reglerne optaget lån til markedsføring af navneændringen fra TV 2 Lorry til TV 2 Kosmopol.

Sådan lyder det fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i et svar til Folketinget.

I svaret fremgår det, at TV 2 Kosmopol har finansieret en del af projektet gennem optagelse af tillægslån på omtrent 10 millioner kroner i ejendommen Allégade 7-11's friværdi.

”TV 2 Kosmopol har anvendt en del af lånet til markedsføring af navneændringen til TV 2 Kosmopol, hvilket er imod reglerne, da de regionale TV 2-virksomheder ikke må optage lån til drift,” udtaler Jakob Engel-Schmidt i svaret.

Skal opsige lånet

Her siger Jakob Engel-Schmidt også, at han har svært ved at forstå sagen, og at TV 2 Kosmopol skal opsige de omtrent fem millioner kroner, som er anvendt til drift:

”Jeg havde og har stadig svært ved at forstå, hvorfor det skulle være nødvendigt at ændre TV 2 Lorrys navn til TV 2 Kosmopol, og jeg har særligt svært ved at se behovet for en brandingkampagne. Nu viser det sig så også, at en del af finansieringen af kampagnen er ulovlig. Det er en situation, som TV 2 Kosmopol selv har bragt sig i, og jeg har derfor bedt TV 2 Kosmopol om at få orden i sagerne og opsige den del af lånet, som er anvendt til drift,” lyder det.

I svaret oplyser Jakob Engel-Schmidt også, at omtrent fem millioner kroner af lånet er benyttet til anlægsinvesteringer, hvilket er i overensstemmelse med reglerne.

Fakta: Her er paragraffen

§24, Stk. 6. De regionale TV 2-virksomheder kan ikke optage lån til finansiering af driften. Almindelige driftskreditter betragtes ikke som lån. Operationel leasing betragtes ikke som lån, forudsat at leasingperioden er væsentligt kortere end aktivets levetid. Kautions- og finansielle leasingforpligtelser sidestilles med lån.

Kilde: Bekendtgørelse om vedtægt for de regionale TV 2-virksomheder

”Meget forundrede”

TV 2 Kosmopols administrerende direktør, Morten Kjær Petersen, oplyser i en sms til Journalisten, at hverken ledelse eller bestyrelse har kommentarer, før bestyrelsen har været samlet senere på ugen.

”Vi er meget forundrede og overraskede over ministerens svar, som vi fik fredag eftermiddag,” lyder det dog fra Morten Kjær Petersen.

I svaret understreger Jakob Engel-Schmidt, at TV 2 Kosmopol ligesom de øvrige TV 2-regioner er selvstændige institutioner, der ledes af en bestyrelse.

”Bestyrelsen har det overordnede programansvar og ansvaret for at leve op til gældende lovgivning, herunder lov om radio- og fjernsynsvirksomhed mv., der regulerer de regionale TV 2 virksomheder.”

Bestyrelsen på TV 2 Kosmopol ledes af formand Mads Kæmsgaard Eberholst, som også er lektor i journalistik ved RUC.

Over for Journalisten har Morten Kjær Petersen tidligere givet udtryk for, at millionerne til relanceringen var godt givet ud:

”Det håber jeg. Tiden må også arbejde for os. Men når jeg ser på, hvordan folk har taget imod det produkt, vi laver, så synes jeg, at det er givet godt ud,” lød det fra Morten Kjær Petersen.

0 Kommentarer