Den Sorte Svane

TV 2: Amira Smajic lækkede journalists notesbog til politiet og stjal drev

Nyt afsnit af ’Den Sorte Svane’ viser Amira Smajic dele informationer om journalister og redaktionelle processer til politiet. Dybt problematisk, siger TV 2-redaktør

I den spæde fase af produktionen af TV 2-dokumentaren ’Den Sorte Svane’ var Amira Smajic ofte på besøg på redaktionen, hvor hun bidrog med den indledende research til de voldsomt populære tv-programmer.

Men ud over at hjælpe med researchen havde Amira Smajic også en anden opgave, som var skjult for journalisterne.

Ad flere omgange delte hun nemlig uden deres viden materiale fra redaktionen med sine kildeførere i politiet.

Det kan TV 2 nu afsløre i et sjette afsnit af programmet, som udkom her til morgen.

På baggrund af korrespondancer på en krypteret app mellem Amira Smajic og hendes kildeførere, som mediet har verificeret, åbnes døren dermed til endnu ikke offentliggjorte korrespondancer.

Tog fotos af journalists notesbøger

Som det mest opsigtsvækkende har Amira Smajic delt fotografier med politiet af en af TV 2-journalisternes notesbøger samt sendt en kopi af et eksternt drev, som tilhørte en anden af redaktionens journalister.

I dokumentaren ser man kildeførerne reagere med begejstring i chattråden, mens eksperter til citat ryster på hovedet over afsløringen og kalder det et lovbrud, som umiddelbart er uden hjemmel.

”Da vi indledte samarbejdet med Amira Smajic, havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, at vi indledte et samarbejde med en mediespion,” siger chefredaktør for TV 2’s dokumentarer Michael Nørgaard til Journalisten.

”Men det viser sig nu at være den bedrøvelige sandhed, at politiet har brugt en meddeler til at få kildebeskyttet materiale ud af frie og uafhængige medier,” tilføjer han.

Frygter ”chilling effect”

Ifølge Michael Nørgaard har politiet og NSK ikke haft hjemmel til at gå ind i det redaktionelle rum for at efterforske kriminalitet, da der ikke har været en dommerkendelse.

”Så det store spørgsmål er, hvad det er for nogle vilkår, vi som journalister arbejder under, hvis politiet er med på en kigger gennem en meddeler,” siger han.

Han frygter, at afsløringen kan få en såkaldt ”chilling effect” på kilder.

”Hvis vi skal op på den helt store klinge, kan jeg have en frygt for, at der efter det her program vil være kilder med væsentlig, samfundsrelevant information, der ikke tør henvende sig til os journalister og medier, fordi de er nervøse for, at deres identitet bliver kompromitteret af politiets mediespioner,” siger Michael Nørgaard.

Af programmet fremgår det af korrespondancen mellem Amira Smajic og kildeførerne, at der særligt er fokus på, hvilke kilder journalister har hos politi og efterretningstjenester.

TV 2 har også vist korrespondancerne til en norsk politiekspert, en retsekspert og en sikkerhedsekspert. Alle tre er rystede over materialet, som de ikke mener er tilvejebragt på lovlig vis.

Det virker uendeligt problematisk

Når Michael Nørgaard kalder den ene journalists drev for ”kildebeskyttet materiale”, er det ensbetydende med, at journalisten har lovet kilder beskyttelse.

Er der kilder, der er blevet kompromitteret, fordi Amira har videregivet informationer fra jeres redaktion?

”Jeg kan konstatere, at NSK har haft en interesse i at finde ud af, hvem journalister taler med. Om det er lykkedes for NSK, er et spørgsmål, du må rette til dem. Men det er ekstremt bekymrende som journalist.”

Hvorfor kan du ikke svare på, hvorvidt det har kompromitteret kilder?

”Det er et meget omfattende og kildebeskyttet materiale, og hvordan de har brugt det, og hvad de har gjort, ved jeg i sagens natur ikke. Men alene at den bekymring kan opstå om, hvorvidt journalister kan beskytte deres kilder, er meget væsentligt at få ud.”

Kan I være sikre på, at kildeførerne ikke bare ”spiller med” for at få Amira Smajic til at levere mere til dem?

”Nej, og det spørgsmål bør man rette til NSK. Der er flere eksperter i programmet, som forholder sig meget kritisk til politiets ageren og siger, at de slet ikke skal tage imod materialet. Og de nøjes ikke med at tage imod materialet, men roser også Amira for at have stjålet materialet, og tilbyder også en gennemgang af materialet på harddisken. En af kildeførerne, som så ikke er med til gennemgangen af harddisken, siger, at han hører, at ”hun var god i dag” – altså underforstået, at hun har udført et godt stykke arbejde. Det virker uendeligt problematisk for os som journalister.”

I dokumentaren ser man også Amira Smajic dele mere tilfældige observationer fra redaktionen med politiet.

Blandt andet deler hun fotos af to forskellige personer, som har deres gang på redaktionen. I det ene tilfælde deler hun også personens telefonnummer, email-adresse og et fotografi af personens arbejdstaske med politiet af uvisse årsager.

Amira Smajic har ikke ønsket at stille op til interview med TV 2, men oplyser i et skriftligt svar til mediet, at hun har arbejdet for NSK og PET, imens hun samarbejdede med TV 2, og har indberettet oplysninger til myndighederne om mulige kriminelle forhold.

Amira Smajic: TV 2 fordrejer det

Journalisten har også forsøgt at få Amira Smajic i tale. Gennem filminstruktøren Meta Louise Foldager Sørensen, som hun arbejder på et filmprojekt med, har Amira Smajic sendt et skriftligt svar, hvor hun siger, at TV 2 fordrejer billedet af hende i den nye udsendelse:

”Det samlede billede, TV 2 tegner af blandt andre mig i deres programrække ’Den Sorte Svane’, er forkert, fordrejet og til TV 2’s og dramaturgiens bedste,” skriver hun og tilføjer, at eksperterne i programmet dermed udtaler sig på et ”forkert” og ”fordrejet” grundlag.

Hun afviser også TV 2’s melding tirsdag om, at Berlingskes historie er falsk, og at en meget omtalt korrespondance mellem Amira Smajic og TV 2’s journalister i virkeligheden handlede om adgangen til en mailkonto, og ikke hacking af en revisors klientkonto.

Hun skriver, at hun aldrig har brugt det kodeord, som fremgår i korrespondancerne, til sine egne mails. Derudover påstår hun, at det var TV 2’s idé at stille en ”ren” computer til rådighed for hende, og fastholder, at TV 2 bad hende om at tilgå en revisors arkiv fra et offentligt netværk ved at bruge den pågældende revisors kodeord.

”Som jeg kendte, fordi jeg havde arbejdet for ham. Det var ikke for at hente mine egne mails med mit eget kodeord. TV 2’s narrativ er slet og ret forkert, med formålet at beskytte sig selv og deres medarbejdere,” afsluttes den skriftlige udtalelse fra Amira Smajic.

NSK afviser spionage

NSK oplyser i et skriftligt svar til Journalisten, at man ikke i skrivende stund har haft mulighed for at se programmerne:

Helt generelt kan NSK dog oplyse, at brugen af kilder er et vigtigt værktøj for politiets efterforskning.

”Af hensyn til kilders sikkerhed udtaler politiet sig ikke om spørgsmål, der vedrører vores konkrete arbejde på kildeområdet. Det skyldes både hensynet til kildernes sikkerhed og hensynet til politiets opgavevaretagelse,” lyder det.

NSK tilføjer, at man hverken kan be- eller afkræfte, om Amira Smajic har været kilde:

”Det gælder, uanset om personen selv offentligt har oplyst at have været det.”

NSK stiller også op til interview med TV 2, hvor politidirektør Lasse Boje Nielsen ikke vil kommentere konkret på TV 2’s oplysninger. Generelt afviser han dog, at NSK har spioneret mod medier.

1 Kommentar

Mogens Rubinstein
11. JUNI 2025
Det forekommer mig uforståeligt at tale om brud på journalisters ret til kildeBESKYTTElSE at lade en person som den sorte svane, som man ved samarbejder med NSK og PET, være alene med en harddisk med følsomt indhold.
Bare for at nævne et af flere ubesvarede spørgsmål i det senest viste afsnit i TV2-serien.
Som gammel tv-journalist vil jeg også gerne kende (fra)klippet i den alvorligste klage i programmet , nemlig i politiets påståede opfordring til falsk forklaring for retten. Om ikke andre bør DUP have den fulde sammenhæng omkring redigeringen
Mogens Rubinsten

Læs også

Den sorte svane

TV 2 retter skytset mod Berlingske: Derfor var Amira Smajic-historie falsk

10. JUNI 2025
Den Sorte Svane

Stort dansk filmnavn står på Amira Smajics billet til aflyst show

20. JANUAR 2025