Det var næppe kun Kamala Harris-tilhængere som hende her, der onsdag vågnede op med en hel del mismod over Donald Trumps valgsejr. Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
Hvis du havde svært ved at holde modet oppe, da du onsdag vågnede til nyheden om, at Donald Trump havde vundet valget i USA, så er du sikkert ikke den eneste.
Ifølge det tyske meningsmålingsinstitut Europe Elects er Danmark det land i Europa, hvor færrest støtter Donald Trump. Hele 96 procent af danskerne ville stemme på Kamala Harris, hvis de fik muligheden, mens kun fire procent ville stemme på Donald Trump.
Zetland-holdet
Men som bekendt gik det ikke efter danskernes næse.
Donald Trump og republikanerne vandt valget, og herhjemme fik det onsdag Zetland til at gå i sort i den forstand, at mediet mødte sine læsere med et sort tæppe ned over hele forsiden og en tekst fra ”Zetland-holdet” med ordene:
”Vores arbejde med at lave avis bliver tungt, når verden er så hård”, efterfulgt af det retoriske spørgsmål:
”Når selv journalister får lyst til at slukke for verden, hvad gør man så?”
Har selv bøvlet med spørgsmålet
Journalisten har taget dét spørgsmål videre til docent i journalistisk filosofi ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) Ejvind Hansen.
For hvad stiller man egentlig op som en nyhedsjournalist, der forventes at dække virkeligheden neutralt og upartisk, hvis man samtidig er så desillusioneret over udsigten til fire år mere med Trump, at man ligefrem har lyst til at slukke for verden?
Ejvind Hansen, DMJX
”Det er da også et spørgsmål, jeg selv har bøvlet med. Det tror jeg faktisk, at mange journalister har,” begynder Ejvind Hansen.
”Men jeg tror, vi er nødt til at indse, at mange af de journalistiske idealer om neutral dækning er under forandring og bliver udfordret i de her år. Og jeg synes virkelig, at valget af Trump kalder på en radikal refleksion over, hvad journalistikken og den fjerde statsmagt skal,” siger han.
Ny retning vinder mere frem
Ejvind Hansen opridser, hvordan der i mange år har været to retninger inden for journalistikken.
Den ene retning holder på, at journalistikken har en særlig troværdighed, som medier skal værne om ved at dække verden så neutralt og tilstræbt objektivt som muligt.
Den anden retning vinder mere og mere frem.
”Den anden retning har en alternativ måde at opbygge tillidsforhold på. I den tilgang står man mere ved, at her hos os har vi den eller den farvning, som vi ser verden med – og hvis du også har det, så skal du komme til os for at få at vide, hvordan verden ser ud herfra,” siger Ejvind Hansen.
Og kalder præsidentvalget så på, at vi som journalister i højere grad skal stå ved vores farvning?
”Jeg har i virkeligheden foreslået en tredje vej. En tilgang, hvor man står ved sin farvning og ud fra den spørger: Hvorfor er der nogen, der mener det modsatte?”
Ikke nok at gå i sort
I det konkrete tilfælde med det amerikanske valg foreslår Ejvind Hansen, at man som journalist går på jagt efter at forstå, hvorfor så stor en del af den amerikanske befolkning stemmer på en mand som Trump.
”Det er jo ikke nok bare at gå i sort – det er kun første skridt,” siger han.
”Hvis man som journalist i dag synes, at verden er håbløs, så må man jo prøve at finde ud af, hvorfor det ser sådan ud. Jeg er ikke Trump-tilhænger, men hvorfor er der så mange, som er det – hvad er det, der driver dem? Ens journalistiske arbejde er at lade sig drive af den forundring, som man jo deler med mange borgere i Danmark.”
Ejvind Hansen, DMJX
Mange medier vil nok sige, at det gør de allerede, når de tager på reportager og møder Trump-tilhængere …
”Det er jo rigtigt, at vi for eksempel har set reportager fra republikanernes konvent. Men ofte har dækningen haft et lille smil om læben, så det bliver udleverende snarere end ægte forundring,” mener Ejvind Hansen.
Handler det også om at lægge sin farvning og personlige undren helt frem?
”Det kan i hvert fald være en vej i det. Ens blinde vinkler kan i virkeligheden gøres til en drivkraft, hvis man trækker dem helt frem i lyset og siger: Jeg har den her blinde vinkel, og jeg tror ikke, jeg er den eneste,” siger Ejvind Hansen.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Men jeg synes præcis som Funding, at det er meget lidt relevant, hvad man som journalist mener om Trump og hans handlinger - man skal dække dem både med det kritiske blik, som de ofte kalder på, men også ud fra almindelige nyhedskriterier.
Hvordan man føler og har det i den forbindelse er - råt og brutalt sagt - ligegyldigt. Man kan være ked af det når man kommer hjem.
Men udfordringen for danske journalister går langt dybere end det her.
Og den er i min optik, at danske journalister i mange år - omtrent siden vi overgik fra mesterlære til en mellemlang uddannelse - stort set er blevet rekrutteret fra den samme baggrund - den pæne del af middelklassen.
Bare for en ordens skyld - jeg er selv en af dem, uddannet fra DJH 1985.
Men det kommer til at betyde, at mange af os bor, lever og arbejder langt fra den virkelighed, som mange andre mennesker oplever - groft sagt i de reservater i og omkring de store byer, hvor en stor del af middeklassen lever.
Det betyder også, at vi i mine øjne i mange år har haft omtrent blinde vinkler i forhold til de mennesker, der f.eks. stemmer på partier som Dansk Folkeparti eller Danmarksdemokraterne.
Og i udlandsdækningen har det i høj grad betydet, at vi har de samme blinde vinkler i vores forståelse for de mennesker, der er tilhængere af Brexit eller stemmer på Trump - og før ham for f.eks. George W. og helt tilbage til Reagan.
Jeg synes Zetland laver mange fine ting, men jeg bryder mig ikke om den bedrevidenhed og arrogance, der gør, at man tror sig i stand til at tro, en del af befolkningen har patent på den gode moral og den rigtige forståelse af demokratiet.
Der bliver også handlet udemokratisk og umoralsk på den anden side. En del af det oplevede vi i mine øjne herhjemme under minksagen.
Det er måske i den arrogance, som jeg vil tro man genfinder blandt journalister i metropoler som New York og London, man i virkeligheden skal finde en af kilderne til den splid i befolkningen, som man i øjeblikket i ekstrem grad oplever i USA.
Venlig Hilsen
Christian Barfoed