
Erfaringerne viser, at det giver DR Nyheder et klart tab i trafik, når brugerne ikke kan sige deres mening. Foto: Sara Galbiati
For snart et halvt år siden traf DR en beslutning om at lukke for alle kommentarspor under opslag fra DR Nyheder på Facebook.
Forklaringen lød, at mængden af grove kommentarer og grovheden af kommentarerne simpelthen var steget så meget, at det ofte skadede DR’s publicistiske omdømme. Derfor var ledende redaktionschef i DR Nyheder Anders Emil Møller også parat til at tabe ”masser af trafik” på at droppe kommentarsporene.
Og det er da også præcis, hvad der er sket.
Siden DR Nyheder lukkede for kommentarsporene, er antallet af sidevisninger på dr.dk fra Facebook halveret. Det fortæller Anders Emil Møller, der har sammenlignet perioden siden lukningen med de foregående ni måneder af 2022.
”Men trafiktabet er ikke noget, der bekymrer os. Tværtimod er vi glade for ikke længere at bidrage til den svovlpøl af vrede, der blandt andet på grund af Facebooks algoritme ofte brusede frem over DR Nyheders artikler på Facebook,” siger han.
Udgør kun en dråbe af den samlede trafik
Ud over at lukke kommentarsporene har DR Nyheder også skruet ned for frekvensen af artikler, de lægger på Facebook. Fra over 12 artikler om dagen før ændringerne til under otte i dag.
Anders Emil Møller tror dog ikke, at der er en direkte og lineær sammenhæng mellem antallet af artikler og trafikken fra Facebook.
”Mit bud er, at lukningen af kommentarsporet har stået for langt størstedelen af faldet. Men det er gætværk – kun Facebook kender svaret,” siger han.
Selv om en halvering af sidevisninger fra Facebook lyder voldsomt, er det dog ikke noget, der påvirker den samlede trafik til dr.dk nævneværdigt, understreger Anders Emil Møller.
”Før ændringerne udgjorde trafikken fra Facebook en lille dråbe i havet af sidevisninger for dr.dk. Og nu udgør de en mindre lille dråbe i havet,” siger han og tilføjer:
”På den måde er vi meget fortrøstningsfulde. Og vi synes, det var en lille pris at betale for noget, der har fået ret stor effekt.”
Mindre ondt i maven
Anders Emil Møller forklarer, at effekten af ændringerne på positivsiden er, at DR Nyheder ikke længere skal bruge ressourcer på at monitorere og moderere debatten under sine artikler på Facebook.
”Den opgave og den dårlige samvittighed og ondt i maven over de kommentarer, der florerede, har vi ikke længere. I stedet kan vi fokusere på vores egen platform og på at give vores brugere en bedre oplevelse,” siger han.
Tilbage i september sagde Anders Emil Møller, at de ressourcer, DR Nyheder kom til at spare på især på moderation på sociale medier, skulle bruges på noget andet. Præcist hvad de er brugt på, kan han dog ikke svare på.
”Det indgår jo i den samlede økonomi af DR Nyheder. Og vi er glade for, at vi nu kan fokusere al vores energi på at skabe det bedst mulige indhold og den bedst mulige oplevelse på vores egen platform. Det er det, vi bruger ressourcerne på,” siger han.
Har I formået at flytte debatten og interaktionen med brugerne et andet sted hen, så de fortsat kan komme til orde, som de før kunne i kommentarsporene?
”Nej, det har vi ikke kigget på. Og jeg vil også betvivle den præmis. For det, vi fandt ud af, var, at den slags kommentarer, der var på Facebook, faktisk tit afskrækkede folk fra at deltage i kommentarsporet. Men vi gør fortsat en dyd ud af at invitere læserne ind og komme i dialog med vores korrespondenter og analytikere, når vi har store journalistiske satsninger,” siger Anders Emil Møller.
Siden DR Nyheder besluttede at lukke kommentarsporene, har Jyllands-Posten siden 1. december gjort det samme. Det skete som et led i avisens spareplaner og ville ifølge chefredaktør Marchen Neel Gjertsen næppe være et tab for demokratiet.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Touché DR og JP.