ledelse

Thomas Funding bliver ny direktør for TV 2 Fyn

Det bliver Thomas Funding Therkildsen, der i dag er politisk redaktør på Jyllands-Posten, der skal stå i spidsen for regionalstationen

Thomas Funding Therkildsen bliver fra 1. februar 2025 administrerende direktør for TV 2 Fyn.

Det skriver regionalmediet i en pressemeddelelse.

Den nye direktør kommer fra en stilling som politisk redaktør hos Jyllands-Posten, hvor han har været ansat siden foråret. Inden da var han chefredaktør hos TV 2, hvor han primært havde ansvaret for tv-stationens nyhedsproduktion i Odense.

”Vi er rigtig glade for at kunne præsentere Thomas Funding Therkildsen som ny direktør. Thomas’ ledelsesmæssige erfaring, hans empatiske væsen og visionære mindset gør, at vi i bestyrelsen er enige om, at han er den rette direktør for TV 2 Fyn”, udtaler bestyrelsesformand Peter Zinck i pressemeddelelsen.

TV 2 Fyn har været på jagt efter en ny direktør siden juli, hvor den daværende direktør Esben Seerup fik sparket efter en intern undersøgelse i kølvandet på fyringen af chefredaktør Lasse Hørbye.

Siden har økonomidirektør Dorthe Buekjær Jørgensen været konstitueret som både administrerende direktør og chefredaktør for TV 2 Fyn, der de seneste år har været ramt af tumult i ledelsen.

”Det er en kliché at tale om et drømmejob, men i dette tilfælde er det sandheden. Jeg ser rigtig meget frem til det arbejde, der ligger foran os med at fremtidssikre public service på Fyn og for fynboerne, ikke mindst sammen med de dygtige medarbejdere på TV 2 Fyn,” siger Thomas Funding i pressemeddelelsen.

600.000 kroner på ledelsesudvikling

Da chefredaktør Lasse Hørbye Nielsen i sommer blev fyret, udløste det ifølge tillidsrepræsentant Signe Ryge Petersen chok og frustration blandt medarbejderne, og chefredaktøren var den sjette chef, der inden for få år forlod TV 2 Fyn.

Selv sagde Esben Seerup på det tidspunkt, at der var tale om en personalesag, som han ingen kommentarer havde til.

Journalisten kunne tidligere på året fortælle, at TV 2 Fyn har brugt omkring 600.000 kroner på ledelsesudvikling, der skulle ryste chefgruppen bedre sammen. Forløbet var en reaktion på, at regionalstationens top kom under beskydning i en undersøgelse på arbejdspladsen. Her var kritikken kras og gik blandt andet på en for høj grad af topstyring.

Medarbejdernes hårde dom over ledelsen kom ifølge direktøren som resultat af en periode i løbet af 2022, hvor flere faktorer spillede ind. Det drejede sig om en ”strategiproces”, et folketingsvalg og ”udefrakommende hændelser i chef- og ledelseslaget”.

”Samtidig blev det tydeligt, at jeg som direktør og leder havde haft for lidt fokus på det indbyrdes samarbejde mellem cheferne og dynamikken i chefgruppen og med mig som direktør. Det er jo mit ansvar,” sagde Esben Seerup i den forbindelse.

0 Kommentarer