Kommunikatører navigerer dagligt efter tonsvis af regler og love. Embedsmandsdyderne, markedsføringsloven, forvaltningsloven og straffeloven blot for at nævne nogle. Derudover har mange kommunikationsafdelinger interne retningslinjer og et stærkt fagligt miljø, hvor man drøfter gråzoner og etik – og afvejer form og indhold.
De diskussioner er langt vigtigere og mere udviklende end endnu et regelsæt, der risikerer at individualisere ansvar og reducere faglighed til en tjekliste.
Det er paradoksalt, at det netop er Journalistforbundet, der misforstår, hvad kommunikatørens rolle er. Vi er ikke journalister. Vi skal ikke være uafhængige vagthunde, men derimod agere som professionelle rådgivere og formidlere, som understøtter organisationens drift og udvikling.
Vi laver borgerinformation, skriver om kernevelfærd og skaber overblik over komplekse indsatser. At kopiere presseetikken og overføre den til en helt anden faglighed svarer til at bruge lægeløftet som rettesnor for ingeniørers arbejde. Begge professioner har etisk ansvar – men de arbejder med vidt forskellige metoder, mål og konsekvenser.
At kopiere presseetikken og overføre den til en helt anden faglighed svarer til at bruge lægeløftet som rettesnor for ingeniørers arbejde.
Cecilie Winding, pressechef
Den mest kritisable del af forslaget handler for mig om placeringen af ansvar. For hvis et nævn i stil med Pressenævnet skal kunne give en næse eller et gult kort, så kræver det en navngiven ansvarlig udgiver på alt fra plejehjemmets velkomstpjecer til kampagner for rygestop. Og hvad med videoen, hvor en borgmester eller en rådmand er med til første skoledag, og det efterfølgende tolkes som promovering?
Kommunikatører arbejder i et felt, hvor det samme budskab kan tolkes som både oplysning og skæv politikerprofilering – afhængigt af kontekst og øjne, der ser.
Etikken er ikke fraværende i vores fag – tværtimod. Hos os diskuterer vi jævnligt, om eksempelvis talenoter til en lokal vælgerforening ligger inden for skiven. Det er netop de løbende drøftelser, der udvikler faget. Ikke rigide regler uden klar konsekvens – og uden nogen legitim instans. For hvad er straffen i et ’Kommunikationsnævn’? Et dementi på LinkedIn?
Det er kritisabelt, at journalistforbundet med sit forslag er med til at mistænkeliggøre kommunikatører og underminere den faglighed, der arbejdes ud fra. Forslaget kommer ikke til at give rygdækning i situationer, hvor der bliver stillet urimelige krav. Og forslaget forsøger i sin essens at presse kommunikatører ned i en kasse, der passer til redaktionerne på JP og Berlingske.
Kommer der et nævn for kommunikatører, spår jeg den samme succesrate som det frivillige Influentnævn. Jeg tror også, journalistforbundet får svært ved at lave et sæt ens retningslinjer, når spændvidden mellem at arbejde med marketing og reklame i det private er noget helt andet end at være kommunikatør på et hospital eller i en kommune. Så herfra skal lyde et pænt, men bestemt nej tak til et kommunikationsnævn. Vi klarer os fint uden!
Cecilie Winding er pressechef for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Din skepsis er både legitim og værdifuld – og præcis den slags kritik, vi har brug for, når vi skal diskutere vores faglige felt.
Men måske er der en vigtig fællesnævner midt i uenigheden: Vi ønsker at styrke kommunikationsfaget. Du advarer mod at kopiere presseetikken direkte over i en anden faglighed – og det har du fuldstændig ret i. Det skal vi ikke. Vi skal ikke være journalister, ligesom vi ikke er influencere, ingeniører eller læger. Vi er kommunikatører. Og derfor har vi brug for vores egne pejlemærker. Tilpasset vores virkelighed. Vores dilemmaer. Vores ansvar.
I dag står mange kommunikatører i komplekse situationer: Hvad gør man, når man bliver bedt om at forskønne tal, skjule kritik eller vinkle sager strategisk med fx indhold til sociale og digitale platforme, som skævvrider forhold. Det er spørgsmål, jeg mener, vi som fagforbund for kommunikatører kan være med til at svare på, så vi står stærkere.
Derfor er idéen ikke at indføre en ny kontrolinstans med løftede pegefingre. Det handler om at skabe et fælles sprog og en faglig platform, hvor vi som kommunikatører kan hente støtte, råd og klare etiske rammer – især når vi står i krydspres. Og det gør mange af os.
Det er ikke et angreb på kommunikatørernes dømmekraft. Det er et udtryk for tillid til, at vi som faggruppe kan løfte ansvaret sammen og stille os på mål for, hvordan vi kommunikerer – ikke bare effektivt, men også etisk.
Så i stedet for at afvise tanken, vil jeg invitere dig og andre indenfor: Vær med til at præge det, vi skal bygge. Lad os sikre, at det ikke bliver et klodset forsøg på at kopiere presseetikken (for det er ikke og skal ikke være det samme), men et kvalificeret, fælles bud på, hvordan vi kommunikatører kan stå stærkere – sammen.
Igen: Tak for at bidrage!
Mona Louisa F. Bastholm
Forperson, DJ Kommunikation