Swingerklub-journalist: Jeg havde ikke forventet, min familie ville høre det

Radio4-journalist Louise Fischer er overrasket over, hvor meget debat hendes reportage fra en swingerklub – hvor hun selv deltog i sexakten – har vakt

Journalist Louise Fischer blev i sidste uge kendt både inden for og uden for Danmarks grænser, da Radio4 i morgenradioen sendte hendes reportage om genåbningen af swingerklubben Swingland, hvor hun som en del af dækningen havde sex med en af klubbens gæster for åben mikrofon.

Selv om Radio4 er en landsdækkende kanal, er den store opmærksomhed, som reportagen endte med at få, kommet bag på den 26-årige journalist.

”Jeg havde regnet med, at redaktøren havde hørt det, og at han måske lige ville give lidt feedback, men jeg havde ikke engang forventet, at min familie eller mine veninder ville bruge tid på at høre det,” lyder det fra Louise Fischer.

Ville gerne have taget lytteren mere ved hånden

Louise Fischer er primært blevet mødt med positive reaktioner fra folk, der har skrevet til hende og rost hende for hendes mod og for at turde gå forrest.

De kritiske kommentarer og spørgsmål er kommet fra kolleger i mediebranchen. Blandt andet fra tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen, der ikke mener, at Louise Fischer rent journalistisk tilføjer reportagen noget ekstra, som hun ikke kunne have fået ved en mere observerende rolle.

”Jeg synes overordnet, at det har været en megagod og konstruktiv debat. Der er enkelte kritiske tilgange, som jeg på ingen måde forstår. For eksempel spørgsmål om, om jeg så også ville stikke mig selv i armen med en heroinnål, eller om jeg som journalist ville affyre et maskingevær i Gaza for at fortælle en historie om krig,” lyder det fra Louise Fischer, som uddyber:

”For mig er der kæmpestor forskel på at dyrke sex med nogen, man har det godt med, og hvor alle er indforstået med det, og så på at lave ulovlige handlinger eller medvirke i krig eller tage stoffer.”

Louise Fischer er dog enig i den del af kritikken, der handler om det journalistiske udbytte af hendes sexdeltagelse.

”Jeg kan godt se nu – især med al den omtale, det har fået – at jeg måske skulle have taget lytteren lidt mere ved hånden og lavet en form for live on location speak undervejs.”

”Det var da svært at multitaske”

Louise Fischer forklarer, at hun under sexakten koncentrerede sig mere om at arbejde og lave et stykke journalistik, end hun koncentrerede sig om at have sex og nyde det.

”Det var da svært at skulle multitaske. Men det er ikke sværere, end da jeg for en måned siden stod og drak en halv liter fadøl på live-tv til genåbningen af barerne. Eller når jeg skal springe ud fra et fly med faldskærm og samtidig lige fortælle, hvor vi er, og hvad der sker.”

Det var Louise Fischers egen idé at deltage i swingerklubbens aktiviteter, og hun kunne tydeligt mærke, at hendes deltagelse åbnede op for at få swingerklubbens gæster i tale.

”Før sexakten var det udelukkende bestyreren, der ville tale med mig. Under selve sexakten taler jeg så med nogle andre, men efter sexakten er folk pludselig så trygge ved mig, at de selv startede samtaler om lige præcis det, jeg gerne ville spørge dem om, uden at jeg stillede spørgsmålene,” forklarer hun.

Hvad så nu?

Louise Fischer beskriver sig selv som en, der bruger sig selv meget i sit arbejde, og hendes mange eksempler på gonzo-journalistik dækker blandt andet over faldskærmsudspring, parkour og indtagelse af alkohol for åben skærm.

Oplevelsen i swingerklubben og de efterfølgende reaktioner har åbnet Louise Fischers øjne for, at hun i fremtiden gerne vil fokusere sit arbejde og indsats mere, og fortsat bruge sig selv aktivt.

”Jeg har lært så mange ting af det her. Personligt har jeg lært at tro 100 procent på mig selv og blive ved med at stå ved den, jeg er. Det har jeg egentlig godt vidst, men nu er jeg kun blevet bekræftet i, at det er sådan, det skal være,” fortæller hun og uddyber:

”Journalistisk er jeg blevet bekræftet i, at jeg vil skabe debat og udfordre folk med min journalistik. Nu har jeg tusind idéer til ting, jeg gerne vil, som jeg ikke vidste før, at jeg gerne ville.”

 

0 Kommentarer

Læs også

Swingerklub-journalist: Jeg havde ikke engang forventet, at min familie eller veninder ville bruge tid på at høre det

Swingerklub-journalist: Jeg havde ikke forventet, min familie ville høre det

01. JUNI 2021