I en kampagne har Sundhedsstyrelsen indgået samarbejde med influenceren Mette Helena for at sprede det budskab, at unge under 18 år ikke anbefales at indtage alkohol. I et opslag på Instagram fortæller influenceren, at det ”kom bag på” hende, at Sundhedsstyrelsen anbefaler unge under 18 år slet ikke at drikke alkohol.
RadioIIII har imidlertid afsløret, at samme influencer også har reklameret for alkohol på sin profil.
Ifølge RadioIIII har Mette Helena blandt andet reklameret for Menu-vin, Erikson Vin og Cocktailkonsortiet, ligesom en bruger i en af kommentarerne til hendes opslag gør opmærksom på, at hun i en tidligere video har drukket alkohol med sin datter, hvilket Mette Helena i en kommentar til brugeren ikke afviser.
Til gengæld skriver hun, at hun er ”enig” og også har gjort sig overvejelser om, om hun er den rette til at være afsender på budskabet i kampagnen.
Sundhedsstyrelsen har svaret RadioIIII, at de ikke kendte til Mette Helenas tidligere opslag.
”Det er naturligvis ikke i tråd med Sundhedsstyrelsens retningslinjer, så det er forståeligt, at det vækker undren,” skriver styrelsen.
De lover, at de fremover vil være ”ekstra opmærksomme”, når de indgår samarbejder med influencere. Mette Helena har ikke ønsket at kommentere.
Tidligere har Niels Sandø, som var chef for Sundhedsstyrelsens kommunikation under coronakrisen, sagt til Journalisten, at styrelsen bruger influencere for at nå ud til de rigtige målgrupper med deres budskaber.
Præciseret 28.08.24: Det fremgik tidligere at Mette Helena har "beklaget" at have drukket alkohol med sin datter.