Færre klik

Strategien virker: Dr.dk har mistet 23 procent af sidevisningerne på et år

Trafikken er faldet på dr.dk, men tilfredsheden blandt brugerne er vokset, siger chefredaktør Thomas Falbe

På blot et år – fra januar 2021 til januar 2022 – er antallet af sidevisninger på dr.dk raslet ned fra 211 millioner til 163 millioner visninger. Det svarer til et fald på 23 procent.

Til sammenligning faldt B.T. kun med 7 procent, Ekstra Bladet mistede fire procent, mens TV2.dk i samme periode steg med 2 procent flere sidevisninger.

Det er dog ikke et fald, der bekymrer chefredaktør i DR Nyheder Thomas Falbe. Han mener, at der er flere forklaringer på udviklingen.

”Januar 2021 var en meget nyhedsheftig måned med en enorm trafik blandt andet på grund af stormen på den amerikanske kongres. Samtidig har vi skruet ned for antallet af daglige historier på dr.dk, og det har også påvirket vores trafik,” siger Thomas Falbe.

Men først og fremmest afspejler tallene ifølge Thomas Falbe, at DR satser mindre på sidevisninger.

”Hvis vi gik mere op i sidevisninger, skulle vi have gjort noget andet,” forklarer han.

For eksempel ligger de daglige coronatal i dag på forsiden af dr.dk og ikke i en artikel.

”Det ville have givet os mere trafik at lægge det om på en underside, men det ville ikke give brugerne større værdi,” siger han.

Fem udgivelser

Tilbage i oktober 2020 ændrede DR strategi med færre historier, der skulle udkomme i fem såkaldte ’udgivelser’ i løbet af dagen lidt ligesom Radioavisen og TV Avisen.

Dengang sagde Thomas Falbe, at hvis det resulterede i færre klik, var det en konsekvens, DR Nyheder var parat til at tage.

”For os er værdien for brugerne vigtigere end trafiktallene,” sagde han dengang.

Hvordan kan I måle, at brugerne synes, at I gør det bedre nu?

”Det gør vi ved at kigge på andre tal end sidevisninger. Brugerne fortæller os, at deres oplevede værdi af dr.dk er stigende, og læsetiden og loyaliteten er også gået op. Så meget af det, som vi satte os for med omlægningen, er vi lykkedes med,” siger han.

Konkret viser en værdimåling foretaget af Kantar Gallup blandt 3.000 danskere, at 86 procent siger, at dr.dk skaber værdi for dem. Tilfredsheden er på 85 procent. I samme periode før omlægningen var den på 84 procent og 81 procent.

Og så bliver hver artikel læst lidt grundigere.

”Den gennemsnitlige læsetid er steget med 10 procent. Det er sket, samtidig med at artiklerne er blevet kortere,” forklarer Thomas Falbe.

0 Kommentarer