Adskillige medier er lige nu i gang med at kulegrave artikler skrevet af freelancejournalisten Lasse Skytt, efter at Kristeligt Dagblad i sidste uge opdagede, at freelanceren har plagieret i adskillige artikler.

Lasse Skytt er ikke den første – og formentlig ikke den sidste, der tager lige vel flittigt fra andre medier og pynter på, hvem der er blevet talt med.

Vi giver dig status på den sag og et overblik over andre store sager med lignende forseelser gennem de seneste 20 år her:

Februar 2024: Freelancer kopierer og omdøber andres kilder

Kristeligt Dagblad har siden fredag afpubliceret i alt 14 af de 49 artikler, Lasse Skytt har skrevet for avisen.

Freelancejournalisten har for eksempel skrevet et længere interview med den tidligere islandske præsident Ólafur Ragnar Grímsson, hvor samtlige citater ifølge Kristeligt Dagblad har kunnet henføres til artikler i islandske og engelsksprogede medier, hvoraf nogle af artiklerne har været op til to år gamle.

Freelanceren har også i en artikel taget citater fra amerikanske NPR og ændret navnene og nationaliteterne på kilderne, da de blev gengivet i Kristeligt Dagblad.

Flere andre medier er i gang med undersøgelser af freelancerens artikler, og Jyllands-Posten afpublicerede mandag tre artikler efter sin indledende undersøgelse.

Over for både Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad har freelanceren erkendt forseelserne. Journalisten har siden fredag forsøgt at få et interview med eller en kommentar fra Lasse Skytt. Han er ikke vendt tilbage på nogen af henvendelserne.

Januar 2024: Influencer og anmelder var ”doven”

Sagen om Lasse Skytt kommer, kort efter at Berlingske havde afsluttet sin undersøgelse af influencer og litteraturanmelder Katherine Diez’ arbejde for avisen. En undersøgelse, der var sat i værk på baggrund af mistanke om plagiat i flere af hendes tekster.

13 gange har anmelderen og klummeskribenten Katherine Diez i større eller mindre grad plagieret andres arbejde i de i alt 94 artikler, hun har skrevet for Berlingske, lød konklusionen.

Det er hovedsageligt i anmeldelserne, at der optræder passagerer, som i store træk er kopier af tekster, som andre har skrevet tidligere.

”Det vidner om intet andet end dovenskab, foragtelig mangel på selvindsigt og en sørgelig, altoverskyggende frygt for at blive afsløret som det, jeg har brugt det meste af mit liv på at flygte fra: At være et helt almindeligt, usikkert menneske,” lød det fra Katherine Diez i en skriftlig kommentar i den forbindelse.

Berlingske tog i den forbindelse kontakt til freelancere tilknyttet avisens kulturredaktion og orienterede dem om Berlingskes retningslinjer og grundlæggende etik, herunder citatpraksis. Chefredaktionen vil dog ikke indføre en plagiatkontrol, da man så sagen som en enlig svale:

”Det er svært at sikre sig 100 procent mod sådan noget her. Det sker jo en gang imellem rundt omkring i danske og udenlandske medier. Men netop fordi vi har en omgangsform, der bygger på en grundlæggende tillid, tror jeg ikke, at der ville være mange journalister, hverken fastansatte eller freelancere, der ville bryde sig om, at man kørte alle artikler igennem en plagiatkontrol,” sagde Tom Jensen.

Oktober 2021: KoPio – kopiskandale på Netavisen Pio

Det var et af de mest grelle eksempler på ren copy-paste-journalistik, professor i journalistik og leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet, Peter Bro, havde set.

Sådan lød det i oktober 2021, da Ekstra Bladet i oktober 2021 kunne løfte sløret for ’KoPio’-sagen. En medarbejder på Netavisen Pio havde i mindst 39 artikler mere eller mindre kopieret fra andre medier. Der var dog henvist til den originale artikel hver gang.

Netavisen Pio iværksatte en undersøgelse af skribentens artikler. Undersøgelsen endte med at omfatte 41 artikler.

Efter undersøgelsen fratrådte journalisten bag historierne efter gensidig aftale.

December 2015: Freelancer fyret tre gange på en uge

Det lykkedes i december 2015 freelancejournalisten Annegrethe Rasmussen at blive fyret hele tre gange på en uge.

Det var Altinget, der i første omgang opsagde samarbejdet med USA-korrespondenten, der havde skrevet en klumme, som havde store sproglige sammenfald med en leder i The Economist dagen forinden.

”Vi er blevet gjort opmærksomme på, at der er et stort sprogligt sammenfald – plagiat, kan du også sige – og sammenfald mellem holdninger og vurderinger med en leder i The Economist. Og så har vi fundet ud af, at det bryder så meget med vores etiske grænser, at vi ikke kan leve med det,” sagde daværende redaktør på Altinget Rasmus Nielsen.

Også Journalisten og Information afbrød deres samarbejder med Annegrethe Rasmussen, og Weekendavisen bragte en artikel, hvor avisen i yderligere seks tilfælde anklagede freelanceren for ”et påfaldende sprogligt sammenfald med udenlandske medier”, og Psykologforeningens magasin beklagede et interview af Annegrethe Rasmussen.

Freelanceren forklarede efterfølgende i et interview med Journalisten, at hun havde dækket over sandheden, da Altinget i første omgang spurgte hende til klummen, og hun svarede, at hun slet ikke havde læst lederen i The Economist. Efterfølgende sagde hun, at det var en forglemmelse ikke at referere til den. Hun mente dog ikke, at hun var den eneste, der kunne blive taget i den slags:

”Du må gerne citere mig for, at jeg har fået masser af artikler tilsendt, hvor andre har gjort det samme som mig. Men jeg tvivler på, at andre journalister vil blive endevendt og set på, som jeg nu bliver set på,” sagde hun til Journalisten.

Senere kom det frem, at redaktøren på Weekendavisens historie om Annegrethe Rasmussen – Søren Willemoes – selv blev taget i plagiat.

”90 pct. af mine informationer er hentet fra artiklen i Thinkprogress. Jeg skulle have kildehenvist, og det er en regulær fejl fra min side,” sagde Søren Willemoes.

December 2015: Qureshi afsløret i at opdigte kilder

I december 2015 afslørede TV3 Sport, at sportsjournalisten Michael Qureshi i stor stil havde opdigtet kilder. Han havde slet og ret citeret kilder, der ikke fandtes i virkeligheden.

På det tidspunkt arbejdede Michael Qureshi for Ekstra Bladet, der i oktober havde bragt et interview med en Napoli-spiller. Men interviewet viste sig aldrig at have fundet sted.

Og det var ikke første gang, det var sket, skulle det vise sig. Egmont Publishing trak mere end 500 artikler tilbage. De var blevet bragt i magasinet Goal, B.T. trak 283 artikler tilbage.

Historien var den samme hver gang: Enten havde Michael Qureshi opdigtet kilderne, eller også havde kilderne i artiklerne aldrig sagt det, de var citeret for.

Michael Qureshi har efterfølgende forklaret, at han har ladet sig inspirere, mens han som ganske ung fodboldkorrespondent i udlandet arbejdede sammen med internationale sportsjournalister.

”Jeg blev fascineret af nogle metoder, hvor man har sagt, at det var okay, hvis det bare er rugbrødet. Dine solohistorier skal være i orden, men når du er presset, så er det okay at bruge de her metoder. Det blev jeg fascineret og påvirket af på en eller anden måde,” sagde Michael Qureshi til TV2 Nord i maj 2016 og tilføjede:

”Det er selvfølgelig ikke i orden, og der har jeg måske været for ung og for påvirkelig. Jeg blev simpelthen blind på, hvad der er rigtigt og forkert.”

Michael Qureshi var frem til 2015 en anerkendt sportsjournalist med en stor følgerskare. Han blev bortvist fra Ekstra Bladet som følge af hans opdigten, ligesom han blev smidt ud af Danske Sportsjournalister og Journalisterne i Dansk Journalistforbund. I dag er han direktør for Min By Media A/S, der driver lokale onlinemedier i en række danske byer.

2004: Journalists bog var mere eller mindre afskrift

Den nu afdøde DR-journalist Frank Esmanns bog ’Kissinger’ nåede at blive solgt i 700 eksemplarer, før den blev trukket tilbage efter anklager om plagiat.

Bogen var et portræt af den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger, der i 1992 blev portrætteret af Walter Isaacson, der høstede anmelderros for sin bog.

I tilfældet med Frank Esmanns bog var der ikke megen ros at høste fra anmelderne. De hæftede sig nærmere ved, at den danske bog i høj grad mindede om Walter Isaacsons. Der var godt nok 70 henvisninger til bogen fra 1992, men der var adskillige andre eksempler. Bogen blev rettet til af forlaget og sendt i butikkerne igen med en seddel indeni, der henviste til en hjemmeside med en udvidet liste over noter.

Frank Esmann afviste at lade sig interviewe om sagen – og for at have plagieret.

Til Berlingske skrev han, at han ”har svært ved at se, at det skulle være kritisabelt”.

”Det er faktuelle, almindeligt tilgængelige oplysninger,” lød det.

Gyldendals daværende direktør, Stig Andersen, betegnede sagen som et problem for forlagsbranchens troværdighed og erkendte, at forlagene har problemer med at kontrollere bøgerne.

Lektor Steffen Krogh fra Aarhus Universitet brugte 3,5 måned på at finkæmme bogen, og forfatterens plagiat viste sig at være mere omfattende end først antaget: I 350 forskellige tilfælde havde Frank Esmann mere eller mindre skrevet af fra Walter Isaacson, lød konklusionen.