Foto: Thomas Samson/AFP/Ritzau Scanpix
”Det er et kuriøst og meget tydeligt eksempel på, at uafhængigheden i sportsjournalistikken nogle gange kan være lidt svær at få øje på.”
Sådan siger Søren Schultz Jørgensen, der er docent i medievidenskab på DMJX og som i en årrække har beskæftiget sig med journalisters forhold til sport og idræt. Han henviser til den tatovering af ’Mads P’, som Eurosport-journalist Anders Mielke forleden fik efter et indgået væddemål med den danske cykelrytter Mads Pedersen.
Den meget omtalte tatovering har været katalysator for en kritik af den nuværende Tour de France-dækning og dens ifølge kritikernes manglende kritiske journalistik.
Blandt andre fra Euroman-klummeskribenten Mikkel Tofte Langerhuus, der i en klumme skriver, at ”tv-dækningen af verdens største cykelløb er blevet én stor rygklapperklub, og cykelsporten har ikke set skyggen af en kritisk, dansk tv-kanal, siden Michael Rasmussen blev taget ud af Tour de France i 2007.”
Og netop Michael Rasmussen siger til Journalisten, at han mener, det er svært for journalisterne at opretholde en kritisk vinkel, fordi ”mange af de journalister, der er afsted, selv er hobbycyklister. Beundringen for de her fantastiske atleter er så stor, at de har lyst til at være venner med dem.”
“Pr-agenter for arrangementet”
Ifølge Søren Schultz Jørgensen er det en velkendt sag, at sportsjournalistikken dyrker fascinationen og hylder stjernerne – og at den kritiske sans indimellem er sat helt ud af kraft.
Og det bliver helt tydeligt, når man i tv-dækningen ser ryttere, tidligere ryttere og sportsjournalister mænge sig på kryds og på tværs, mener han.
”Spørgsmålet er, om man overhovedet kan kalde tv-dækningen af Tour de France for journalistik. Underholdnings- og fascinationselementet er så stor en del af de daglige transmissioner, at det snarere er event-kommunikation, hvor sportskommentatorerne reelt bliver pr-agenter for arrangementet.”
John Jäger, chefredaktør på cykelsport på TV 2
Det behøver i sig selv ikke at være et problem, mener Søren Schultz Jørgensen:
”Hvis bare der parallelt også findes en kritisk journalistik, der kaster et uafhængigt lys på begivenheden, hypen, økonomien, dopingen og alle de andre væsentlige aspekter af så stort et arrangement.”
”Sportsjournalistikken har historisk altid haft fokus på historieformidlingen, fascinationen, heltedyrkelsen, sejrene og nederlagene. Men hvis sportsjournalisterne i deres passion smelter helt sammen med begivenheden, kan de jo ikke dække den kritisk og uafhængigt. Derfor er det vigtigt, at fascinationsdækningen ikke er den eneste dækning, vi får,” siger Søren Schultz Jørgensen.
John Jäger, der er ansvarlig for cykeldækningen på TV 2, har gennem 25 år lavet Tour de France til de danske tv-skrærme.
Og det er langt fra første gang, at han oplever, at nogle mener, at underholdnings- og fascinationselementet overskygger den kritiske dækning.
”Det er naturligvis et helt relevant og væsentligt spørgsmål, og noget vi er meget opmærksomme på, men det er mildt sagt ikke en ny holdning at lægge for dagen,” siger han.
”Når det er sagt, så må jeg indrømme, at jeg efter at have lavet Tour de France i 25 år kan blive lidt træt af, at man et par gange under dette års tour skal forholde sig til sådan en letkøbt holdning. Jeg ville ønske, at dem, der har sådan et synspunkt, havde set mere cykelløb gennem årene. For så ville de se, at vi beskæftiger os rigtig meget med de emner, der er interessante,” lyder det fra John Jäger.
Fascinationen fylder mere
Olav Skaaning Andersen, der er forlagsdirektør på Momenta og tidligere chefredaktør på B.T. og sportschef på DR Sporten, siger til Berlingske, at han ikke ubetinget er enig i kritikken om, at den danske cykelpresse har forvandlet sig til et stort heppekor. Han stod bag talrige indslag, artikler og en dokumentar, der pegede i retning af, at Bjarne Riis havde taget doping. Noget, som Bjarne Riis senere indrømmede, han havde.
Han mener ikke, at der i den daglige dækning mangler kritiske spørgsmål, men han er ikke i tvivl om, at fascination af sporten og cykelrytterne spiller en større rolle end tidligere.
”Fascination har i mange tilfælde slået den kritiske journalistik af banen. Man kan også sige, at der ikke er den samme åbenlyse doping i cykelsport, som der har været tidligere. Derfor er det nok også sværere at grave de historier op,” siger han til Berlingske.
For tæt forhold
Kigger man isoleret set på Eurosport-journalist Anders Mielkes tatovering, så er der ifølge Søren Schultz Jørgensen ingen tvivl om, at forholdet mellem journalist og kilde er blevet for tæt.
”Der er ingen tvivl om, at han er inhabil – altså hvis hans opgave er at bedrive journalistik. Hvis man har en så nær relation til nogen, at man vædder om resultater og har den personlige relation, så har man ikke den fornødne distance til at kunne arbejde journalistisk. Men man er sikkert en god reklamesøjle for Mads Pedersen, hans hold og Tour de France.”
”Uafhængigheden – altså distancen mellem kilde og journalist – er en basal forudsætning for at man kan udøve nogenlunde hæderlig journalistik.”
Søren Schultz Jørgensen har intet imod, at man i en sportsdækning dyrker fascinationen. Han sidder selv klistret til tv-skærmen under de store etaper. Men han understreger, at det kan være problematisk, når journalister og kilder kommer for tæt på hinanden.
”Det er et problem, når mediefolk direkte eller indirekte bliver reklamesøjler eller pr-agenter for cykelryttere, hold eller hele den kommercielle begivenhed, de snakker så positivt om timevis hver dag. Under alle omstændigheder skal man som journalist – og tv-station – være enormt varsom med ikke at bidrage til en blind markedsføring af det mega-event, de dækker.”
Journalisten ville gerne have haft et interview med Anders Mielke, men han har ikke ønsket at udtale sig.
Men det har hans chef, Guy Voisin, der er seniordirektør for cykling på Warner Bros. Discovery.
”Anders (Mielke, red)voksede op sammen med Mads Pedersen, hvor de boede få hundrede meter fra hinanden. De har kendt hinanden siden de var seks år gamle. Hans job under Touren er ikke at lave kritisk journalistik om rytterne – han er der for at analysere ruten og af løbet,” siger han og understreger, at han som chef intet problem har med den omtalte tatovering:
”Hvis jeg skulle analysere alle de tatoveringer, som mine reportere har, kunne jeg ikke lave andet. Han har fået den lavet i sin fritid, og jeg har intet problem med tatoveringen.”
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Desværre er jeg ikke tryg ved de svar TV 2 giver mig. Det skyldes, at det står uklart for mig, hvem eller hvad kanalen egentlig først og fremmest tager hensyn til: Arrangørerne ASO, de deltagende hold, rytterne eller måske endda seerne. Eller til TV2 selv gennem at tale den begivenhed op, stationen har sendetilladelsen til. Journalisterne på kanalen har naturligvis kun den ene forpligtelse at være seernes advokater. De skal udfordre rytterne, holdene og arrangørerne, stille de kritiske spørgsmål, som seerne sidder med. Men når den i øvrigt fagligt velformulerede og velforberedte journalist Dennis Ritter ustandseligt taler ASO begivenheden op, når han hver dag prøver at hyre abonnenter til TV2 Play og når han stiller op som konferencier ved holdpræsentationen i Tivoli ved sidste års tour, kommer jeg i tvivl om hans uafhængighed. Hvor aviserne har vandtætte skotter mellem salgsafdeling og redaktion, er det svært at se, hvem der er sælgere og hvem, der er journalister på TV2. Kanalen kører sit eget ugennemskuelige løb. Den har efterladt lidende seere halsende efter uafhængig oplysning om det fascinerende show i det franske.