Musikanmeldelser

Smukfest trækker i land: Alle journalister er velkomne

Det var lidt for friskt at true med at give journalister afslag på akkreditering, hvis de skriver nedsættende, siger festivalens talsperson

I sidste uge veg Smukfests talsperson Søren Eskildsen ikke tilbage for at trække en skarp linje i sandet, da han annoncerede, at festivalen vil sætte spot på, hvordan anmelderne skærer deres sprog om Smukfests artister.

Han sagde til Journalisten, at Smukfest ikke ville ”udelukke at give afslag på akkreditering til anmeldere eller journalister, som vi mener har skrevet diskriminerende anmeldelser”.

Men nu trækker han i land på den skarpe linje.

”Alle journalister er velkomne, uanset hvordan de skriver,” forklarede Søren Eskildsen således i ’Presselogen’ søndag på TV 2 News.

Søren Eskildsens første udmelding om måske at afslå akkreditering til visse anmeldere mødte skarp kritik fra blandt andre adjunkt i journalistik på Roskilde Universitet Troels Søgaard Henriksen, der kaldte det en slags præventiv censur.

”Det er ikke Smukfests rolle,” sagde Troels Søgaard Henriksen til Politiken.

I JydskeVestkysten spurgte chefredaktør Peter Orry i en leder, om anmelderne for eksempel heller ikke må skrive det, hvis Lars Lilholts stemme er blevet for rusten på grund af alder.

”Det er næppe tilfældet, det er et tænkt eksempel, men skulle en journalist skrive det, kan hun eller han få afslag på at blive akkrediteret,” skrev Peter Orry.

En unødig sanktion

I ’Presselogen’ erkendte Søren Eskildsen, at hans udtalelse om at give afslag på akkrediteringer havde været ”lige lovlig frisk”. Han beskrev truslen som ”en unødvendig sanktion, som er for ultimativ i det her tilfælde”.

”Alle anmeldere er som altid velkommen på Smukfest, og det er de også i 2023, og det har hele tiden været intentionen,” sagde Søren Eskildsen.

Han fastholdt, at det fortsat er Smukfests overbevisning, at det er muligt at skrive kritiske anmeldelser, uden at de er personrettede og nedladende.

Smukfest har blandt andet nævnt ordet ”skrigeskinke” som et eksempel på en beskrivelse, festivalen kan undvære.

”Skrigeskrinke er en metator”

Men det er hverken sexistisk eller diskriminerende at bruge ordet ”skrigeskinke”, sagde Asger Juhl i sidste uge til Journalisten.

”Ordet ”skrigeskinke” er en metafor for at synge på en bestemt måde. Vi bruger metaforer og sammenligninger for at beskrive kvaliteten af en koncert. Når det kommer til at skrive noget om seksualitet eller udseende i en anmeldelse, så gør vi det, når det er en del af sceneshowet og en måde, hvorpå musikeren kommunikerer,” sagde Asger Juhl.

0 Kommentarer