Saad Ahmad har gjort alt det, som politikerne gerne vil have, at en ung mand med anden etnisk baggrund end dansk skal gøre.

Han har taget en lang videregående uddannelse som journalist, og han har efterfølgende landet et job på et af Danmarks store medier.

Men alligevel lader det til aldrig at være nok for de mange, der hver måned sender had direkte i hans indbakke.

”Skrid hjem til, hvor du eller dit ophav kom fra – du kan ikke blive her, kriminelle og klamme ven!” lyder det for eksempel i en besked, som Saad Ahmad forleden modtog i sin indbakke.

”Dit navn er ikke dansk. Du skal ikke splitte Danmark ad. Rejs hjem Saad. Alluh akbar,” lyder det i en anden.

”Så ring til dine venner i Hamas. Tænker en så central figur i propaganda-apparatet må have en direkte linje … Du er jo nærmest deres Riefenstahl,” lyder det i en tredje med henvisning til den tyske filminstruktør Leni Riefenstahl, der blev berømt for at lave filmisk propaganda for Adolf Hitler og nazisterne.

Vant til had i indbakken

Som journalist på Se og Hør og tidligere journalist på Ekstra Bladet er Saad Ahmad blevet vant til at få had rettet mod sit ophav direkte i indbakken.

Og særligt efter at konflikten i Mellemøsten spidsede til i oktober, har han oplevet en stigende mængde had.

”Jeg havde jo ikke fået dem, hvis jeg ikke havde det her navn,” siger Saad Ahmad om hadbeskederne, der kommer umotiveret i kølvandet af historier, der slet ikke handler om konflikten.

Han er klar over, at det kan føre til yderligere kritik at stille sig frem med dette opråb.

”Men glasset er ved at være fyldt helt op for mig. Det her er altså noget, vi bliver nødt til at snakke om,” siger han.

Få minoriteter i mediebilledet

Saad Ahmad er billedet på, at vi i det danske mediebillede har et problem med repræsentativitet.

Først og fremmest fylder de etniske minoriteter meget lidt som kilder i nyhederne, og derudover kom det sidste år frem, at blot én af de 225 optagne på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole havde anden etnisk baggrund end dansk.

”Jeg var indforstået med det, inden jeg startede i den her branche,” fortæller Saad Ahmad, som ikke har et bud på, hvad man kan gøre for at bekæmpe hadet i indbakken.

”Men jeg håber, at man kan gøre noget ved at råbe op om det her. Og hvis der for eksempel er andre med anden etnisk baggrund, der uddanner sig til journalister, kan jeg måske dele mine erfaringer, så man ikke er så alene om det,” siger han.

Personlige angreb

For Saad Ahmads kolleger med danskklingende navne er det absolut heller ikke unormalt at få had i indbakken. De kan både beskyldes for at være Hamas-tilhængere eller for venligt stemt over for Israel.

For Saad Ahmad består forskellen i, at kritikken er mere personlig, og at han altid bliver angrebet på sit navn og sin baggrund.

Som eksempel nævner han en artikel, han skrev som journalist på Ekstra Bladets kriminalredaktion. Her kvitterede en bruger med mail, hvor der stod: ”Er det dine fætre, der har gjort det?”

På sportsredaktionen skrev Saad Ahmad senere en artikel om, at Kasper Hjulmand blev rygtet til Everton. Artiklen udkom i begyndelsen af 2022, hvor landsholdets popularitet var enorm.

”Jeg fik de værste mails efter den artikel. ”Du skal ikke komme her og skrive om vores land”, ”hvad bilder du dig ind at komme her og ødelægge vores fællesskab” og den slags,” fortæller Saad Ahmad.

Amnesty: Hadtale påvirker

Amnesty har tidligere ved hjælp af en meningsmåling udført af Kantar Public konstateret, at syv ud af ti danskere afholder sig fra ytringer på sociale medier på grund af hadtale.

”Og i Danmark har vi særligt et problem i forhold til minoriteter. Majoritetsdanskere kan også blive udsat for had, men det er særligt kvinder og minoritetsetniske borgere, det går ud over,” siger Dina Hashem, jurist og politisk rådgiver om køn og antiracisme i Amnesty International Danmark, på baggrund af øvrige undersøgelser, der indikerer, hvem der i særlig grad er udsat for hadtale.

Ifølge hende er der også en juridisk udfordring, da eksempelvis hadefulde beskeder i mailindbakken er svære at få dømt for hadtale, da de ikke er fremsat i offentligheden.

”Vi er i gang med at kigge på retssikkerheden for dem, der udsættes for hadtale, som i vores optik ikke hverken beskyttes tilstrækkeligt eller lever op til vores internationale forpligtelser,” siger hun.

Befolkningen skal opdrages

Men én ting er Amnestys forsøg på at påvirke lovgivningen. Dina Hashem mener videre, at der er brug for en opdragende effekt i befolkningen, hvis man vil bekæmpe hadtalen. Og så skal flere danskere være bevidste om, at det har store konsekvenser for minoriteter at optræde i det offentlige rum.

”Vi mangler helt klart en grundlæggende forståelse af, hvordan man rammes ekstra meget som minoritet eller dobbeltminoritet. Og vi mangler en forståelse af, hvad man kan gøre selv. For en ting er at anmelde det, men vi skal også alle sammen hjælpe med at sige fra over for hadtale,” mener hun.

Selv om mange afholder sig fra at deltage i debatten, skræmmer hadet i indbakken ikke Saad Ahmad væk fra branchen:

”Overhovedet ikke. Det slår mig ikke ud. Jeg ved godt, hvorfor jeg er blevet journalist, og sådan nogle kommentarer kommer aldrig nogensinde til at få mig ned med nakken.”