Sådan kan Podimo ændre markedet for podcasts

I næste uge går podcasttjenesten Podimo i luften. Holdet bag vil grundlæggende ændre, hvordan markedet for podcasts fungerer. Men kan de overhovedet lykkes med det? Vi spurgte anmelder Christian Monggaard og podcaster Jakob Stegelmann

Det er i dag næsten umuligt at leve udelukkende af at lave en podcast.

Få tjener mange penge på det, og det sker oftest igennem sponsorater af programmet eller indtægter, som kommer fra andet end podcasten – for eksempel moderatorjobs eller andet mediearbejde.
Podcasts lægger mange med andre ord et sted imellem et hobbyprojekt og en brandingplatform.

Det vil den nye podcastplatform Podimo ændre på, når den går i luften 17. september. Der skal fremover være et økonomisk miljø, hvor folk betaler for podcasts – og måske på sigt så meget, at de mest populære podcastere kan leve af det.

Men kan podcastmarkedet overhovedet ændres så grundlæggende, at folk vil betale for noget, de kan få gratis mange steder? Kan det lykkes Podimo at blive et slags Spotify eller Netflix for podcast? Og hvordan skal de gøre det?

Jakob Stegelmann laver podcasten ‘Troldspejlet’ for DR. Han siger, at podcast-verdenen hidtil har været ”meget klondike”. Der er mange om buddet og meget få penge.

”De har typisk ikke nogen finansiering, bortset fra de store, som har en eller anden sponsoraftale.”

”Podimo kommer på et tidspunkt, hvor der allerede er uhyggeligt mange udbydere af podcast. Så spørgsmålet er, om det er for sent, man tilbyder sådan en platform,” siger Jakob Stegelmann.

Omvendt er det ikke så underligt, at Podimo kommer nu.

”Nogle skulle gøre det på et tidspunkt, for det er helt klart, at producenterne af alle de små podcasts ikke kan finde ud af at få dem finansieret,” siger han.

De professionelle kommer ind over

Med Podimos indtog sker der en professionalisering, hvor podcastere betales efter nogenlunde samme model, som Spotify betaler musikere. I Podimos model vil det sige efter antal lyttere, og hvor meget af sin tid den enkelte lytter bruger på en podcast.

Jakob Stegelman tror ikke, det vil vende op og ned på økonomien for flertallet af podcastere.

”Spotify har jo efter sigende været lidt af en skuffelse for mange kunstnere,” siger han.

Jakob Stegelmann siger, at mange podcasts i dag er produceret i en uhøjtidelig tone. Han frygter, at det vil forsvinde, når ”redaktører og professionelle folk” kommer ind over.

”Jeg er bange for, at det umiddelbare og personlige kan gå tabt, fordi man pludselig får besked fra en redaktør om, at man ikke skal tale så meget om det – eller at det ikke er så spændende. Det kan godt være, redaktøren har ret, men der kan komme noget ind i billedet, som fjerner umiddelbarheden,” siger Jakob Stegelmann.

På den anden side er der også for mange podcasts, som er for løse og uredigerede i formen.

”De er lavet af folk, der ikke kender begrænsningens kunst på nogen måde,” siger han.

Christian Monggaard, filmskribent og streamingekspert fra Information, siger, at hvis Podimo skal klare sig, kræver det, at brugerne oplever indholdet som uundværligt.

”Der skal være en grund til at abonnere på Netflix. Sådan er det med alle streamingtjenester, og sådan vil det selvfølgelig også være med Podimo.”

Det særlige ved Danmark er, at private podcastere er i direkte konkurrence med blandt andre DR og Radio24syv, der producerer nyt indhold hele tiden.

”De har mandskabet, infrastrukturen og ressourcerne.”

Og så er konkurrencen om brugernes opmærksomhed også international.

”Selvfølgelig vil vi gerne høre danske podcasts, men hvis man kan få det bedre fra USA eller England, vil man hellere lytte til det – især hvis man oven i købet får det gratis med indlagte reklamer,” siger Christian Monggaard.

Han siger, at Podimo nok skal skabe interesse blandt brugerne i opstarten.

”Pludselig vil der være et helt podcastunivers, så man kun skal gå et sted hen.”

Mindre freewheeling

Udfordringen bliver at fastholde brugerne, så de forlænger deres abonnement.

”Der skal hele tiden være noget nyt, som i kvalitet, mangfoldighed og genre kan konkurrere med det store, vide internet,” siger han.

Han ser, at podcastmediet bevæger sig derhen, hvor der kommer mere disciplin og ”en eller anden form for redaktionel proces”.

”Det skal ikke opfattes, som om alle skal bankes ind i de samme små firkantede rammer og redigeres helt ens. Men der er behov for en bevidsthed om, at man også servicerer et publikum. Lytterne er ikke derude bare for at lytte til ens egne personlige rablerier. Der skal være noget mere tyngde i det,” siger Christian Monggaard.

Han tror, at en professionalisering af indholdet kan tiltrække flere lyttere.

”Den der freewheeling-stil, som nogle gange giver nogle upolerede og fantastiske oplevelser, kan andre gange bare blive en gang sludder for en sladder. Det kan være underholdende nok, at to venner lave en podcast i 10 minutter, men kan det også bære to timer eller tre timer?”

0 Kommentarer