Guide

Sådan forbereder du dig bedst til den årlige lønsamtale

Det gælder om at have sine argumenter i orden, hvis man skal have succes til sin lønsamtale, lyder det fra forhandlingsrådgiver

En gang om året kan de fleste af os se frem til en forhandling, som kan få stor betydning for ens arbejdsliv det næste års tid: Lønsamtalen.

Men det er ikke altid lige nemt som fastansat at få overbevist sin chef om, at man har fortjent mere i løn, mere ferie, bonus, eller hvad man nu kunne ønske sig.

”Det gælder først og fremmest om at have sine argumenter i orden,” lyder det fra Tine Almegaard, der er juridisk konsulent i Dansk Journalistforbund. Her rådgiver hun og resten af den juridiske afdeling blandt andet om individuel forhandling for medlemmerne, når det kommer til løn.

Den juridiske afdeling i DJ rådgiver lønmodtagere, freelancere og selvstændige.

Medlemmerne kan få hjælp til blandt andet individuel forhandling af ansættelsesvilkår og løn, prissparringer, opsigelse, diskrimination, medie- og ophavsret, inkasso, tilbudsgivning og rådgivning om aftaler.

Kontakt gerne jura@journalistforbundet.dk eller ring på 3342 8000.

Herunder kommer Tine Almegaard med fem konkrete råd til, hvordan du bedst forbereder dig til den årlige lønsamtale.

Hvad har jeg leveret?

”Man skal starte med at stille sig selv spørgsmålet: Hvad har jeg egentlig leveret for pengene i år? For det er nødvendigt for dig at vide, hvis du skal overbevise chefen om, at du fortjener en lønforhøjelse,” siger Tine Almegaard.

Det gælder altså om at genopfriske chefens hukommelse om de gange, du har gjort noget ekstra, til lønsamtalen.

”Det kan være eksempler, hvor du har leveret over forventning, været meget fleksibel eller for eksempel brugt tid på oplæring af en ny kollega.

Tine Almegaard anbefaler, at man kan lave en liste til sig selv med 10 eksempler, hvor man har gjort noget ekstra i årets løb. Det kan man efterfølgende koge ned til de tre bedste eksempler, som du på skrift kan tage med ind til selve lønsamtalen.

”Det er godt, hvis man kan komme med eksempler fra årets løb, hvor chefen har rost én, man har løftet nogle ekstraopgaver eller leveret på virksomhedens særlige fokusområder.”

Hvordan går det i virksomheden?

Forud for forhandlingen er det en god idé at stikke fingeren i jorden og tjekke op på, hvordan det går økonomisk i din virksomhed.

For det kan nemlig have stor betydning for, hvilken økonomisk ramme man bevæger sig i, understreger Tine Almegaard.

”Går det dårligt økonomisk, og der i øvrigt har været en fyringsrunde, så vil man højst sandsynligt blive mødt med sætningen: ”Der er ikke nogen penge”.

Er der andet end løn at forhandle om?

Det bringer os til næste punkt i ens forberedelse – punktet, hvor du tænker over, om der er andet end realløn, der kunne være interessant for dig.

Det kunne eksempelvis være en bonus i form af en engangsbetaling. Eller ekstra feriedage og omsorgsdage, foreslår Tine Almegaard.

”Man kan tænke i at forhandle sig til goder, som betyder, at virksomheden ikke umiddelbart eller varigt skal have ekstra penge op af lommen.

Man kunne også bede om at komme på et efteruddannelseskursus, som er dyrere end et, man normalt ville få.

”Hvis man normalt får tildelt en efteruddannelse til en værdi af 10.000 kroner, kunne man eksempelvis bede om et til 30.000 kroner, som indeholder flere elementer af noget, der er interessant for dig og dit cv. Generelt skal lønforhandling dog ikke handle om efteruddannelse.”

”I det hele taget skal man tage en palet af muligheder med til lønsamtalen. Og en prioritering af, hvad der er vigtigt for dig. Er det lønnen, fleksibilitet eller flere feriedage?” siger Tine Almegaard.

Hvor ligger jeg i forhold til statistikken?

For din egen forberedelses skyld kan det være en god idé at finde ud af, hvordan du ligger i statistikken lønmæssigt.

Ligger du under gennemsnittet, betyder det dog ikke, at det i sig selv er et godt argument over for chefen, mener Tine Almegaard.

”Der vil altid være nogen, der skal ligge under gennemsnittet i en statistik. Der skal være ret meget tyngde i forskellen, før man for alvor kan slå på det i forhandlingen.”

Du kan eksempelvis dykke ned i DJ’s lønstatistik, som du kan finde her.

Får du nej til alt? Plant frø til næste år

Den årlige lønsamtale er ikke ensbetydende med en garanteret lønstigning eller en form for bonus. Langtfra faktisk.

Får du ikke lønstigningen, som du drømte om, er der flere ting at gøre ifølge Tine Almegaard.

Først og fremmest skal du gøre opmærksom på, at lønforhandlingen ikke endte, som du forventede.

”Du kan spørge om, hvad det er, der skal til, før du kommer i betragtning til en lønforhøjelse? Hvad lægger ledelsen vægt på? Er der nogle kompetencer, som mangler? Hvad skal jeg gøre mere af?  Og hvordan kan du sikre en udvikling i din løn?

”På den måde får man plantet et frø til den næste lønforhandling. Hvis de eksempelvis beder dig om at være mere fleksibel, og du om et år kan bevise, at det har du været, så bliver det sværere for ledelsen ikke at give dig noget.”

0 Kommentarer