Skoleopgaver

Så er det den tid på året igen: Journalist træt af uforberedte skoleelever

Journalister bliver i disse uger bestormet af spørgsmål fra skoleelever. To elever skrev til journalist Johanne Mygind, at de ”beundrede” hendes arbejde. Men de kunne ikke selv pege på en eneste tekst, hun havde skrevet

Så er det igen sæson for skriftlige opgaver for folkeskolens ældste klasser. I 9. klasse har eleverne en uge til at lave en projektopgave. I 10. klasse skal de lave en obligatorisk selvvalgt opgave (OSO), og opgaverne bliver åbenbart nogle gange løst ved at skrive til en journalist og stille en række mere eller mindre kvalificerede spørgsmål. Sådan oplever mange journalister det i hvert fald.

Tidligere har Journalisten beskrevet, at elevernes spørgsmål ofte er så brede og velkendte, at det ville være lettere for skoleeleverne at google sig frem til svaret.

Vi beundrer virkelig dit mod til at bruge din stemme til at udtale dig om feminisme og tænkte derfor, at du ville være den rette person at snakke med vedrørende vores emne.
Mail til Johanne Mygind fra to skoleelever

For nylig modtog journalist, forfatter – og feminist – Johanne Mygind imidlertid en henvendelse fra to elever i 9. klasse, der viste gode takter.

De to piger ville skrive om feminisme, mere specifikt om patriarkatet og giftig maskulinitet.

”Vi beundrer virkelig dit mod til at bruge din stemme til at udtale dig om feminisme og tænkte derfor, at du ville være den rette person at snakke med vedrørende vores emne,” skrev de.

Tekster var ikke relevante

Johanne Mygind forklarer, at hun får mange henvendelser om skriftlige opgaver, og hun plejer at afsætte 10 minutter til et hurtigt interview.

”Men der var noget ved deres måde at skrive – at de beundrede mig – som provokerede mig. Jeg tror bare, at de havde googlet mit navn. Og mailen var nok noget, deres klasselærer havde skrevet for dem,” siger Johanne Mygind.

Så hun skrev til eleverne, at hun gerne ville medvirke, hvis blot de ville læse mindst én af de tekster, hun har skrevet om feminisme.

Til det svarede de to piger:

”Vi har læst igennem dine tekster, og vi tænker ikke, at de er relevante for vores emne. Hvis der er mulighed for det, så vil vi høre dine holdninger som feminist, siden det var vores intentioner.”

Johanne Mygind siger om pigernes svar, at hun både har skrevet en roman om rødstrømpebevægelsen og mange kommentarer om køn og ligestilling i blandt andet Weekendavisen.

De voksne skal svare børnene

Da Journalisten i 2018 første gang beskrev irritationen over skoleelevers skriftlige opgaver, havde journalist Ditte Giese netop fået 27 forskellige henvendelser fra skoleelever – og hun var ikke imponeret over kvaliteten.

”De vil bare gerne have deres research serveret af mig. Det er nemlig nemt. Faktisk skal jeg helst lave deres lektier for dem,” forklarede Ditte Giese dengang.

Omvendt sagde journalist Miki Mistrati, at han svarede på alle elevernes spørgsmål.

“De stiller ofte mange og meget tekniske spørgsmål. Det tager vildt lang tid, men jeg svarer på alt,” sagde Miki Mistrati til Journalisten.

Egentlig er det Johanne Myginds holdning, at voksne som udgangspunkt skal stille sig til rådighed for børns nysgerrige spørgsmål.

”Da jeg selv gik i skole, fik jeg lov til at tale med både Tine Bryld og forfatteren Thøger Birkeland. Det husker jeg som store oplevelser,” siger hun.

Johanne Mygind har også gode oplevelser med skoleopgaver, men generelt skal folkeskolen blive bedre til at forklare eleverne, hvordan man henvender sig til mennesker, man ikke kender i forvejen.

”Det er ikke børnene, der fejler, men de har ikke lært at søge information,” siger hun.

Hvis man ikke gider være med, kan man jo bare sige pænt nej tak.
Susan Knorrenborg, debatredaktør, Politiken

WTF bare ringer

Susan Knorrenborg, debatredaktør på Politiken, forstår ikke irritationen blandt journalister over de mange henvendelser fra skolebørn.

Hun får selv en del henvendelser fra elever, og hun medvirker gerne, hvis hun har noget at sige.

”Andre gange foreslår jeg, at de prøver nogle andre. Men det mod, som de kommer med – det beundrer jeg,” siger hun.

Susan Knorrenborg kan slet ikke hidse sig op over henvendelserne.

”Mange unge er tilbageholdende med at kontakte andre mennesker, og det gælder også unge journalistpraktikanter, fordi de er bange for at falde igennem. Men her er der nogle, som bare hopper ud i det,” siger Susan Knorrenborg.

”Jeg kan godt lidt, at de WTF bare ringer til en forfatter, der er 20 år ældre. Hvis man ikke gider være med, kan man jo bare sige pænt nej tak,” siger Susan Knorrenborg.

Hvordan endte det så med Johanne Mygind og de to skoleelever?

I lang tid hørte Johanne Mygind ikke noget fra dem, men kort før deadline på denne artikel vendte pigerne faktisk tilbage, at de gerne vil tale med hende i næste uge.

”Det gav åbenbart pote, det jeg skrev til dem,” siger Johanne Mygind.

0 Kommentarer