
Flere journalister blev i weekenden anholdt i Moskva, mens de dækkede protester mod Ruslands krig i Ukraine. Foto: Evgenia Novozhenina/Reuters/Ritzau Scanpix
Rusland blokerer to uafhængige medier i Moskva, fordi de har spredt ”falske oplysninger” om den russiske invasion i Ukraine, skriver flere russiske nyhedsbureauer ifølge Ritzau.
Det er radiostationen Ekho Moskvi og tv-kanalen Dostj TV, der er gået i sort, efter at Ruslands anklagemyndighed har bedt landets tv-nævn, Roskomnadzor, om at blokere de to medier.
Mediernes hjemmesider blev ifølge Ritzau lukket, umiddelbart efter at deres sendetilladelser blev inddraget.
Ekho Moskvis chefredaktør, Aleksej Venediktov, bekræfter på det sociale medie Telegram, at hans radiostation er ramt.
”Ekho Moskvi er blevet fjernet fra æteren,” skriver han ifølge Ritzau.
Vil gå til domstolene
Ifølge anklagemyndigheden har Ekho Moskvi og Dostj TV på deres hjemmesider ”målrettet og systematisk lagt informationer op, som opfordrer til ekstremistiske handlinger og vold og med overlæg spreder falske oplysninger om de russiske styrkers aktioner som led i specialoperationen i Ukraine”.
Ekho Moskvis hjemmeside blev efter lukningen lidt senere genåbnet. Her skriver radiostationen, at det er grundløse anklager, der er blevet rettet mod den. Stationen vil derfor gå til domstolene for at få afgørelsen om lukning omstødt.
Ekho Moskvi blev berømt under det fejlslagne kup i 1991 mod den daværende præsident, Mikhail Gorbatjov. Som et af de få medier beskrev det kritisk – trods pres fra de kommunistiske kupmagerne – hvad der var ved at ske.
Russisk journalistformand bakker op om forbud
Roskomnadzor har ad flere omgange strammet grebet om de russiske medier og deres dækning af krigen i Ukraine og har blandt andet forbudt dem at betegne invasionen som ’invasion’ og pålagt dem at beskrive det som en ’specialoperation’ for at ’afnazificere’ og afvæbne Ukraine. Samtidig må medierne kun citere officielle russiske kilder i historier om krigen.
Forbryder medierne sig mod de regler, kan de blive pålagt at fjerne indhold og kan få en bøde på op til 400.000 kroner. I yderste konsekvens kan medierne blive lukket af de russiske myndigheder, som det er tilfældet med Ekho Moskvi og Dostj TV.
Det er regler, der har mødt kritik fra organisationer, der repræsenterer journalister og medier, men som får opbakning fra formanden for det russiske journalistforbund, Timur Shafir.
Timur Shafir er også vicepræsident i Det Internationale Journalistforbund (IFJ), og hans udtalelser har vakt skarp kritik fra kollegerne i Nordisk Journalistforbund.
”Ved at acceptere statscensur og restriktioner på arbejdet for frie medier risikerer Mr. Shafir at miskreditere IFJ,” skrev Nordisk Journalistforbund i en protestskrivelse til IFJ’s bestyrelse forleden.
”Den her udtalelse er skrevet for at udtrykke vores utilfredshed og understrege det faktum, at vi ikke kan acceptere, at et medlem af IFJ’s øverste bestyrelse bakker op om statscensur,” lød det videre.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.