Aarhus Universitetshospital får alvorlig kritik for patienthistorier på Instagram. Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
De danske regioner vil nu i samlet flok gå i dialog med Datatilsynet, som i en principiel afgørelse vil forhindre hospitalerne i at vise billeder af patienter på sociale medier som Instagram.
I et skriftligt svar til Journalisten oplyser direktøren i Center for Politik og Kommunikation i Region Hovedstaden, Marie Kruse, at man sammen med Region Midtjylland vil indlede dialogen på vegne af alle de øvrige regioner:
”Personligt vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn ved den del af tilsynets afgørelse om, at patienter altid er sårbare og ikke har ret til selv at beslutte, om de vil medvirke i opslag på sociale medier,” lyder det fra Marie Kruse i det skriftlige svar.
Problematisk samtykke
Sagens kerne er Aarhus Universitetshospitals brug af billeder af patienter på hospitalets Instagram-profil, som ifølge Datatilsynet er problematisk, og som har udløst en ”alvorlig kritik”.
Selv om hospitalet indhentede skriftligt samtykke fra patienterne forud for publiceringen, vurderer Datatilsynet, at sådan et samtykke ikke er frivilligt i lovlig forstand, da der mellem patienten og hospitalet er tale om et uligevægtigt magtforhold.
Datatilsynet vurderer altså, at patienter typisk er i en sårbar situation under indlæggelse eller behandling, hvilket kan medføre, at patienten føler sig presset til at give samtykke.
”Vi ser frem til, at Datatilsynet kommer med en afklaring af offentlige organisationer og myndigheders brug af billeder med samtykke på de sociale medier,” lyder det videre fra Marie Kruse.
Ifølge hende giver sagen også anledning til, at Region Hovedstaden nu vil gennemgå afgørelsen for at se, om regionen skal ændre den nuværende praksis på sociale medier:
”Det er for tidligt at svare på, hvilke konsekvenser afgørelsen i den konkrete sag får for vores kommunikation på sociale medier,” tilføjer hun.
Borger klagede
I Region Syd er det også for tidligt at svare på, hvorvidt afgørelsen vil få konsekvenser for regionens brug af sociale medier, oplyser kommunikationsdirektør Søren Braun i et skriftligt svar:
”Afgørelsen kommer som en overraskelse for os, da vi gør meget for at sikre, at patienterne har givet et udtrykkeligt samtykke til at medvirke på vores forskellige platforme. Og det er vores klare indtryk, at vores ansatte ude på sygehusene er rigtig gode til at vurdere, hvilke patienter der kan medvirke på fotos eller lignende, og som giver udtrykkeligt samtykke hertil,” svarer han.
Flere regioner har i forlængelse af afgørelsen understreget, at det altid vil være muligt for de pågældende patienter at trække et samtykke tilbage på et senere tidspunkt, og at regionen i så fald vil slette opslaget fra sociale medier.
Sagen opstod på baggrund af en klage til Datatilsynet fra en borger, der optrådte på Aahus Universitetshospitals Instagram-profil, hvorefter Datatilsynet sidst i 2022 iværksatte en større undersøgelse af Region Midtjylland for behandlingen af personoplysninger på kontoen, der fines på instagram.com/auhdk.
Til Journalisten oplyste Datatilsynet i sidste uge, at tilsynet også håber, at de øvrige regioner vil bruge afgørelsen til at genoverveje brugen af sociale medier. I samme omgang oplyste Region Midtjylland i et skriftligt svar, at man har efterkommet afgørelsen og vil gå i dialog med Datatilsynet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.