Lokaljournalistik

Redaktør om lokalmedier: ”Nærhed er netop dét, folk har brug for lige nu”

Efter flere år præget af tilbagegang oplever flere lokalmedier vind i sejlene. Lokale medier kan tilbyde nærhed i en tid, hvor udenrigspolitikken stjæler dagsordenen, forklarer tre redaktører.

De seneste år har lokalmedier ikke fyldt meget i det danske mediebillede. Lokale redaktioner er lukket ned, og flere steder har den lokale journalistik haft sværere vilkår.

Fra 2020 til 2025 lukkede 70 lokalmedier i en historisk stor nedgang.

Men noget tyder på, at interessen for de lokale historier vender tilbage.

For flere lokalmedier oplever succes og opblomstring, og redaktørerne på HvidovreNyt, TjekFredensborg og SønderborgNYT peger uafhængigt af hinanden på nærhed som en mulig forklaring.

”Jeg tror, vi som lokalmedier lykkes med at være tæt på de historier, der betyder noget for folk. Det har en stor betydning, at vi stadig kan være fysisk til stede i lokalsamfundet, når der sker ting, der har betydning for de mennesker, der bor i de mindre byer,” siger Steffen Slot, redaktør på TjekFredensborg.

Kan noget, andre ikke kan

Ifølge Thomas Hoffmann, redaktør på HvidovreNyt, har lokaljournalistikken en særlig mulighed for at fortælle historier, som læserne kan genkende og identificere sig med.

”Jeg har mulighed for at skrive en reportage om en skoleklasse, der åbner en udstilling på et museum eller en historie om den lokale politik på rådhuset. Det er eksempler på historier, som folk forstår og kan relatere til,” siger Thomas Hoffmann.

Og historierne behøver ikke handle om store begivenheder. Det afgørende er, at de har en direkte forbindelse til det område, læserne bor i.

Når det kommer til, hvilke historier læserne især interesserer sig for, er svaret klart:

”Det kan være så godt som alt, blot det har et lokalt omdrejningspunkt,” siger Thomas Hoffmann.

Det samme billede tegner Steffen Slot. På TjekFredensborg handler lokaljournalistik ikke kun om at fortælle, hvad der er sket. Det handler også om at komme tættere på menneskene og de faktuelle årsager bag historierne.

”Det giver mening at tage sig tiden til at forklare baggrunden, så folk rent faktisk får historikken med, når de læser en journalistisk historie. Og det har lokalmedier mulighed for, da det er en ekstra ting, nærheden bringer. Nemlig muligheden for at følge historier og mennesker tæt igennem mange år,” siger Steffen Slot.

Det siger tallene

Ifølge Michael Kjær, der er redaktør på lokalmediet SønderborgNYT og formand for Foreningen af lokale, fritstående journalistiske internetmedier, findes der ikke en samlet opgørelse over, hvor mange lokalmedier der findes, eller hvordan antallet har udviklet sig.

Antallet af medier, der har modtaget Ugeavispuljen fra Kulturministeriet, kan dog give en indikation af udviklingen.

På Journalisten har vi selv foretaget en optælling over modtagere af Ugeavispuljen. Den viser, at der i 2023 var 117 modtagere af Ugeavispuljen, mens tallet var steget til 133 i 2026.

Det svarer til en stigning på lidt over 10 procent på tre år.

Michael Kjær understreger dog, at der er stor forskel på, hvilke medier der modtager Ugeavispuljen, hvilket gør det svært at sammenligne medierne.

”Men fælles for langt de fleste lokalmedier er det dog, at sammenhængskraft skabes, når der skrives om noget, der er nærværende for folk. Og den kan altså være alt fra at følge en udvikling i byrådet til den kommende byfest,” siger Michael Kjær.

Lokaljournalistik i en tid med store historier

Lokalmediernes mulige fremgang skal ses i en tid, hvor nyhedsbilledet i høj grad er præget af store nationale og internationale historier.

”Måske skal en del af forklaringen på, at lokaljournalistikken igen har fået større betydning, ses i relation til en tid, hvor historierne på de store linjer fylder meget. Jeg tror derfor, at nærhed er netop dét, folk har brug for lige nu,” siger Thomas Hoffmann.

”I en medieverden, hvor blandt andet krig og international politik fylder meget, kan lokalmedierne tilbyde en anden måde at opdage historier på. Her kan læserne møde historier, der tager udgangspunkt i det lokalsamfund, de selv er en del af, og det kan vi alle sammen have brug for,” siger Michael Kjær.

0 Kommentarer