Lokalmedier

Historisk stor nedgang: ”Vi er der, hvor man ikke kommer op igen”

På bare fem år er 70 lokalmedier lukket. Det er en historisk stor nedgang, og det er svært at se, hvordan udviklingen kan vendes.

Der bliver færre og færre lokale journalister og fotografer.

Så meget ved vi allerede.

Nu er der også tal på, hvor mange lokalmedier der er lukket fra 2022 til i dag. Og det er en mere dramatisk udvikling, end hvad Kulturministeriet kom frem til tidligere i år.

Tallene kommer fra en analyse, som Patrick Arendal Fahlström, der til daglig arbejder med mediedækningen hos Retriever, det gamle Infomedia, og som på siden driver mediedatabasen Media Scale, har udarbejdet.

”Det er en historisk nedgang. Der har aldrig lukket så mange lokalaviser på så kort tid som i de sidste fem år,” siger han.

Intensiveret helt vildt

Ved udgangen af 2020 var der 220 fysiske lokalaviser i Danmark. Her i slutningen af 2025 findes der bare 150 fysiske lokalaviser.

Det svarer til, at der er blevet lukket 14 lokalaviser årligt i den periode. Og det er altså markant højere end i perioden fra 2002 til 2020, hvor der lukkede 60 lokalmedier på de 18 år, med et gennemsnit på lige godt tre lukninger årligt.

”Der lukkede rigtig mange i løbet af de 18 år, og så har det intensiveret helt vildt de sidste fem,” konstaterer Patrick Arendal Fahlström.

For Patrick Arendal Fahlström vidner tallene om, at lokalmedierne virkelig har kæmpet og holdt ud, måske endda længere, end man har kunnet forvente.

”Det er virkelig flot, at de har holdt ved og holdt stand, når man ser på grafer over annoncemarkedet, men nu er vi nået til vendepunktet,” siger han.

”Jeg tror ikke, at alle lokalmedierne forsvinder. Men vi er der, hvor man ikke kommer opad igen. Det er svært at se, at det skulle vende,” fortsætter han.

Kan handle på fakta

Kulturministeriet gjorde det i efteråret klart, at det ikke har haft kendskab til en kontinuerlig og samlet statistik over antallet af lokale fysiske og lokale digitale medier.

Kulturministeriet kom alligevel frem til, at antallet af trykte ugeaviser var gået fra 184 i 2020 til 135 ugeaviser i 2025. Altså en nedgang på knap 50 udgivelser på fem år.

Så da Patrick Arendal Fahlström delte analysen på LinkedIn, adresserede han også kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) direkte.

”Ministeriet har selv været ude at sige, at man ikke ved, hvordan udviklingen har været de sidste fem år. Det er sådan her, det ser ud nu. Det giver en mulighed for at handle på baggrund af fakta,” siger han.

Det er ikke første gang, Patrick Arendal Fahlström har beskæftiget sig med netop det område. Han opdaterede Media Scale jævnligt indtil for et par år siden, men den har stået mere eller mindre i dvale de senere år.

”Nu er der behov for, at der blev kigget på det her. Så i stedet for at sidde på hænderne kan jeg komme med noget fakta. Når der er et videnshul, kan jeg komme med mit besyv, og jeg vil gerne bidrage til diskussionen om, hvordan vi skal støtte de lokale medier,” siger han om baggrunden for analysen.

Tallene bør lede til politiske drøftelser, mener han:

”For det første om, hvordan man skal støtte det eksisterende, men særligt om, hvordan man kan skabe muligheder for vækst på det digitale område for lokalmedier,” siger Patrick Arendal Fahlström.

0 Kommentarer

Læs også

Lokaljournalistik

Hver tredje lokale journalist og fotograf er forsvundet siden sidste kommunalvalg

13. OKTOBER 2025