Meta udøver censur af pro-palæstinensisk indhold på sine platforme ifølge Human Rights Watch. Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Siden starten af Israel-Hamas-krigen den 7. oktober har Meta, der blandt andet står bag Facebook og Instagram, udøvet ”systematisk og global” censur af pro-palæstinensisk indhold.
Det viser en ny rapport fra Human Rights Watch, skriver The Guardian.
I rapporten har organisationen dokumenteret, at Meta i oktober og november i mindst 1.050 tilfælde har fjernet indhold samt suspenderet eller permanent fjernet konti på Facebook og Instagram fra palæstinensere eller fra folk, som støtter dem.
Human Rights Watch kommer også frem til, at Meta udøver unødig censur af indhold, der støtter Palæstina eller palæstinensere.
Det sker blandt andet ved at fjerne opslag, stories og kommentarer, at begrænse brugeres mulighed for at interagere med andres opslag og ved at benytte shadow banning, hvor synligheden og rækkeviden af en brugers indhold bliver væsentligt reduceret.
”Censuren af indhold relateret til Palæstina på Instagram og Facebook er systematisk og global, og Metas inkonsekvente håndhævelse af dets egne politikker har ført til fejlagtige fjernelser af indhold om Palæstina,” skriver Human Rights Watch.
Meta afviser kritik
I en meddelelse til The Guardian vedkender Meta, at man begår fejl, som er ”frustrerende” for folk.
Men techgiganten afviser rapportens ”implikation om, at vi bevidst og systematisk undertrykker en bestemt stemme” og kalder påstanden ”falsk”.
”At hævde, at 1.000 eksempler – ud af hele den enorme mængde indhold, der er blevet postet om konflikten – er bevis på ”systemisk censur” kan være en god overskrift, men det gør ikke påstanden mindre misvisende,” lyder det endvidere i meddelelsen fra Meta.
Det er langtfra første gang, at Meta og andre sociale medier bliver beskyldt for at begrænse udbredelsen af pro-palæstinensisk indhold.
Historisk data underbygger
Tilbage i oktober beskrev blandt andre Al Jazeera og The Guardian, at brugere beskyldte verdens største sociale medier som Facebook, Instagram, X, YouTube og TikTok for aktivt at censurere eller reducere udbredelsen af pro-palæstinensisk indhold på deres platforme.
Og historisk set er der data, der underbygger, at palæstinensisk indhold i højere grad bliver censureret end israelsk indhold.
Det internationale konsulenthus BSR lavede sidste år en revision af Metas moderation af Facebook i 2021, hvor der senest var en større konflikt i Gaza.
”Rapporten fandt, at palæstinensisk indhold blev mere begrænset end israelsk indhold på platformen. Nu ser det igen ud til, at palæstinensisk indhold her to år senere i højere grad bliver censureret end israelsk indhold,” sagde Johan Wogensen Bach, projektleder for Mellemøsten hos International Media Support (IMS), til Journalisten tilbage i oktober.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.