Radio Loud ændrer i ledelse og timenyheder

Der er blevet brugt alt for mange ressourcer på at lave timenyheder, siger programdirektør Simon Andersen

Posen er i gang med at blive rystet på Radio Loud, der for nyligt fik Simon Andersen som ny programdirektør.

Nu har kanalens ledelse valgt at stoppe samarbejdet med Ole Mølgaard, der som konsulent har hjulpet Radio Loud med at opbygge partnerskabsaftaler. Det bekræfter Ole Mølgaard over for Journalisten.

I stedet skal opgaven fremover varetages af Rasmus Mark Pedersen, der indtil nu har været digital direktør på kanalen.

Derudover nedlægges radiokanalens selvstændige afdeling for sociale medier, som i stedet samles under marketingchef Sara Rønning-Bæk.

Timenyheder nedprioriteres

Redaktionelt er der også forandringer på vej på redaktionen i Svendborg, der indtil i dag har produceret de timenyheder, som Radio Loud ifølge sendetilladelsen skal have.

”Vi har brugt omtrent otte til ni årsværk plus praktikanter til udelukkende at lave timenyheder, og de har meget, meget begrænset værdi for Radio Loud, som skal leve af stærke programmer og egen journalistik,” siger Simon Andersen om omstruktureringerne.

I stedet skal redaktionen i Svendborg bruge tid på at lave selvstændig, kritisk journalistik, som også knyttes til fladens øvrige programmer.

De påkrævede timenyheder kommer stadig til at køre, men bliver i langt højere grad automatiseret, så det kræver langt færre ressourcer, siger Simon Andersen.

Samme som 24syv

Hvis man kender sin nyere mediehistorie, så minder det om nogle af de forandringer, der blev indført, da Simon Andersen blev nyhedschef for det nu lukkede Radio24syv.

”Det er fuldstændig det samme. Da jeg kom ind på Radio24syv brugte man de samme kræfter og havde ingen nævneværdig tradition for selvstændig journalistik, og det lykkedes med en omrokering,” siger han.

I søndagens udgave af ’Presselogen’ på TV 2 News kunne Simon Andersen også fortælle om øvrige mærkbare ændringer på Radio Loud. I sin første tid på kanalen har han udvidet målgruppen for Radio Loud fra at gælde 15-32-årige til nu også at inkludere personer op til 44 år.

Den beslutning baserer han på, at Radio Loud i sin oprindelige ansøgning skriver, at kanalen vil henvende sig til den del af Danmarks befolkning, der er født efter 1980.

0 Kommentarer