Krisekommunikation

Rådgivere: Brygmanns strategi mangler en undskyldning

Martin Brygmanns angreb på DR-dokumentaren kunne godt have virket. Men det går galt i udførelsen, lyder det samstemmende fra tre k-rådgivere

Først forsøgte skuespilleren og entertaineren Martin Brygmann at gå rettens vej og få DR-dokumentaren ’Sexisme i musikbranchen’ bremset.

Da retten lørdag afviste kravet om at bremse dokumentaren, gik Martin Brygmann på Facebook og Instagram for at få dokumentarens billede af ham bremset. Eller i hvert fald nuanceret. Og han gjorde det vel at mærke, inden DR bragte dokumentaren.

”Efter at have arbejdet med underholdning i 35 år, kender jeg godt til mediebranchen. Men jeg er alligevel overrasket over, hvor voldsomt der skrues op og vinkles for at sikre seere og klik. Jeg ved også godt, at flere dokumentarprogrammer har fået voldsom kritik for at bryde pressens egne regler, men at det kunne være så manipulerende, er jeg virkelig rystet over,” skriver han blandt andet i det lange opslag.

Angrebet på DR’s dokumentar forud for premieren kunne sagtens være en klog strategi, lyder det fra flere sider.

”Taktisk synes jeg, det er det rigtige at gøre. Det er fint, i hvert fald til en start, at gå ud og prøve at – om ikke styre narrativen – så forsøge at sætte scenen for noget af det efterfølgende,” siger Lars Volle, partner i Lead Agency.

Først på talerstolen

Jeppe Veddinge, seniorrådgiver hos Geelmuyden Kiese, kalder det en ”strategi om at være først på talerstolen”. Og den giver visse fordele.

”Han får lov til selv at skabe narrativen eller i hvert fald præge det. Han får givet sin version af, hvad der er sket, inden vi ser det i tv. Derudover mobiliserer han sine støtter,” siger Jeppe Veddinge.

Han fremhæver, at kommentarsporet til Martin Brygmanns Facebook-opslag i starten var domineret af sympati-tilkendegivelser og folk, som stillede sig på skuespillerens side.

I ’Sexisme i musikbranchen’ står otte kvinder frem og fortæller om grænseoverskridende adfærd fra en mandlig, dansk artist, som er anonymiseret i dokumentaren, fordi DR i første omgang ønskede ”fokus på sexisme i musikbranchen frem for fokus på enkeltpersoner”.

Efter Martin Brygmanns SoMe-opslag om dokumentaren har DR imidlertid valgt at sætte navn på ham i sin nyhedsdækning. Herfra bliver Martin Brygmanns navn altså tydeligt koblet sammen med dokumentarens beskrivelser af sexisme i musikbranchen. Den risiko har han kalkuleret med, vurderer Mads Byder, stifter af Help.

”Martin Brygmann løber en risiko ved at gå først ud. Det giver mere presse og mere fokus på eget navn. Det kalkulerer du med, når du går først ud,” siger han.

Lars Volle hæfter sig ved, at Martin Brygmanns navn blev koblet til sexisme-dokumentaren, da fogedsagen og forsøget på at få bremset dokumentaren blev kendt.

”Det er klart, at når man nedlægger fogedforbud, og når Berlingske og Ekstra Bladet finder ud af, at det er Martin Brygmann, så skal han ud at kommunikere,” siger han.

En fejl at gøre sig til offer

Ingen af de tre er til gengæld imponerede over udførelsen og formuleringen af Martin Brygmanns opslag på Facebook og Instagram.

De hæfter sig blandt andet ved afsnittet, hvor han skriver: ”Jeg har gennem mine sange, humor og musik, aldrig lagt skjul på, at jeg var en kikset, ranglet, usikker fyr, og at den kvindelige opmærksomhed, som pludselig berømmelse gav mig, til tider var svær at styre” samt formuleringen: ”Jeg er formet af 70’erne, og et anti-hierarkisk friskolemiljø”.

Og de hæfter sig ved fraværet af en dyb undskyldning til kvinder, der giver beskrivelser af krænkende eller grænseoverskridende opførsel fra Martin Brygmann i dokumentaren.

”Problemet med opslaget er, at det kommer til at lyde, som om det er ham, der er offeret. Hvis der er noget, der kan trigge os som retfærdighedssøgende væsner, så er det, hvis den, der bliver fremstillet som skurken i en historie, kommer til at lyde som et offer,” siger Jeppe Veddinge.

Han vurderer, at rækken af vidnesbyrd fra kvinder i dokumentaren sammen med rettens afgørelse om, at DR kan bringe dokumentaren, tilsammen placerer Martin Brygmann i en skurkerolle.

”Så skudt ved siden af”

Heller ikke Lars Volle mener, at det er en klog strategi at fremstille sig som offer. Det finder han ikke klogt i en situation, hvor flere kvinder stiller sig frem med ansigt og navn og giver detaljerede beskrivelser af deres oplevelser, og en situation, hvor DR har rettens ord for, at de kan bringe dokumentaren.

”Han forholder sig ikke til, at der er nogle kvinder, som har haft en ekstremt dårlig oplevelse i en branche, som de sikkert knuselsker og har kæmpet for. Det, han ikke forholder sig til, er, at han har været i en magtrelation. Han har været en af dem, man gerne ville hænge ud med,” siger Lars Volle.

Han mener, Martin Brygmann er ude af trit med den nutid, han kommunikerer i.

”Du kan ikke længere i denne her type sager gå ud og sige; ’jeg var kejtet’, ’jeg var fuld’, eller ’sådan gjorde man i 80’erne’. Det går simpelthen ikke længere. Det er så skudt ved siden af. Du er nødt til at kommunikere om fortiden gennem en nutidsoptik,” fortsætter han.

Mads Byder siger, at han ligefrem er ’overrasket’ over, hvor meget Martin Brygmann går i rette med dokumentaren.

”Der er jo ikke engang en sprække af selverkendelse, beklagelse eller noget. Det er meget lidt 2024,” siger han.

Men hvad hvis han ganske enkelt skriver det, han mener og føler?

”Han har forhåbentlig også set Jon Stephensen, det er mit svar.  Tiderne har ændret sig.”

Flyverskjul duer ikke

Martin Brygmann har valgt ikke at give interviews til medierne om de beskyldninger, dokumentaren bærer frem om ham, hverken i dokumentaren eller i nyhedsdækningen om den.

Set med Lars Volles øjne kan det være klogt nok fra skuespillerens perspektiv at lade være med at stille op i selve dokumentaren.

”Det er svært at svare på, om han skulle være stillet op i selve dokumentaren. Nogle gange kan det være klogt nok at sige, at historien lige skal lande, og så er det tid til at gå ud,” siger Lars Volle.

Han synes til gengæld, at Martin Brygmann stiller sig bedst ved på et tidspunkt at give et interview om dokumentaren som en del af nyhedsdækningen af den.

”Det går ikke at gå i flyverskjul. Det er også en form for kommunikation. Han skal stille op, om det så er i DR eller et andet medie. Jeg vil altid synes, det er mest fair, at man går til det medie, som ruller med historien,” siger Lars Volle, som dog ikke mener, Martin Brygmanns nuværende kommunikationslinje holder.

”Han gør sig selv til offeret, mens han i virkeligheden er magtmennesket. Derfor er han i min optik nødt til i sin næste kommunikation at lægge sig fladt ned og sige undskyld. Det burde han have gjort fra start,” tilføjer han.

Omvendt ville Jeppe Veddinge råde ham til at lade tiden arbejde for sig, når det kommer til medieinterviews.

”I det spor, han har lagt, så er det nok det klogeste at lade det blive ved det opslag, han har postet.”

”Det kommer til at lyde meget kynisk, men han kommer ikke til at vinde noget ved at stille op. Lige nu opfatter rigtigt mange mennesker ham som et monster. Og et monster har man ikke lyst til at se mere til. Det nærer bare tanken om, at han er et monster.”

Journalisten har spurgt Martin Brygmann og hans advokat, om de ønsker at kommentere kommunikationsstrategien. De er ikke vendt tilbage inden deadline.

0 Kommentarer