DR havde ingen planer om at nævne navnet på Martin Brygmann, men forsøg på at forbyde dokumentaren og et Facebook-opslag ændrede på de planer. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Martin Brygmann kunne tilsyneladende helt have sluppet for at have fået sit navn frem i forbindelse med DR-dokumentaren ’Sexisme i musikbranchen’, som er blevet tilgængelig online her til morgen.
I dokumentaren er musikeren og entertaineren nemlig anonymiseret, og DR havde tænkt sig, at det skulle forblive sådan.
Men DR har altså ændret holdning, efter at Martin Brygmann i sidste uge ad rettens vej forsøgte at få bremset dokumentaren, som han mener indeholder ”udokumenterede freds- og ærekrænkende påstande” og i den forbindelse har skrevet et opslag på Facebook.
Det fremgår af en artikel på dr.dk. I den artikel fortæller otte kvinder, at de i ung alder har oplevet grænseoverskridende adfærd fra en mandlig, dansk artist. Manden, det drejer sig om, er anonymiseret i dokumentaren. Men det er Martin Brygmann, det handler om, fremgår det af artiklen på dr.dk.
Thomas Falbe, chefredaktør i DR Nyheder
Når mændene er anonymiseret i dokumentaren, handler det om, at DR ”ønsker et fokus på sexisme i musikbranchen frem for fokus på enkeltpersoner”.
”Men forud for publiceringen af dokumentarserien har entertaineren Martin Brygmann selv fortalt offentligheden i et opslag på sociale medier, at han er en af de anonymiserede mænd i dokumentarserien. Derfor har DR valgt at bruge hans navn i nyhedsdækningen,” fremgår det af artiklen.
Forsøgte at få forbud
Københavns Byret afviste i weekenden at nedlægge forbud mod dokumentaren, som Martin Brygmann ellers havde anmodet om.
Ønsket om forbuddet skyldes, at Martin Brygmann ikke mener, der er dokumentation for de påstande, der bliver bragt frem.
”Det er vigtigt for mig at tydeliggøre, at denne sag ikke blev anlagt for at skjule noget. Hvis jeg ville skjule mig, havde jeg ikke anlagt en sag i det offentlige rum, med risiko for den presseopmærksomhed, jeg nu får,” skriver Martin Brygmann på Facebook.
Her skriver han videre, at han gennem syv måneder har henvendt sig til DR og produktionsselskabet Impact TV mere end 10 gange:
”Påpeget og dokumenteret alvorlige faktuelle fejl og direkte manipulation, når jeg er blevet bedt om at komme med en kommentar. Jeg er blevet spurgt om ting, jeg skulle have sagt for 15-20 år siden, som har været helt umulige at skulle svare på, da jeg ikke har kunnet få udleveret dokumentation. Alligevel er der fastholdt en historie, som tegner et billede af mig, der er meget langt fra, hvem jeg er,” skriver han.
I samme opslag skriver han, at han vil blive genkendt på baggrund af udsendelsen, selv om hans navn ikke fremgår.
”Indholdet vil ikke efterlade nogen tvivl om, at det er mig, det handler om, ved en simpel søgning på internettet,” skriver han.
Havde planer om at holde det anonymt
Thomas Falbe, chefredaktør i DR Nyheder, forklarer til Journalisten, at det var DR’s plan ikke at nævne nogen navne på de kritiserede parter. Heller ikke i nyhedsdækningen.
For i bund og grund handler dokumentaren om de strukturelle forhold, der danner grobunden for de grænseoverskridende handlinger, som dokumentaren beskriver.
”Det kan vi gøre uden at beskrive konkrete personer eller oplevelser. Vi har valgt at anonymisere alle hele vejen igennem de to afsnit for at forsøge at holde fokus på den strukturelle debat fremfor personer eller enkeltsager. For det er ikke et spørgsmål om enkeltpersoner eller enkeltsager. Det er et meget bredere problem, som rækker langt ud over et enkelt individs handlinger,” siger Thomas Falbe.
Thomas Heurlin, direktør for Impact TV
Men tilgangen til anonymiseringen ændrede sig i løbet af sidste uge, da Martin Brygmanns advokat i sidste uge udtalte sig til Ritzau om, hvorfor hendes klient ønskede et forbud mod dokumentaren. Og så kom Martin Brygmanns opslag på sociale medier til hen over weekenden.
Og med det opslag koblede den kritiserede part sin egen person til dokumentaren, siger Thomas Falbe.
”Med den kobling, han selv foretager, giver det ikke mening at opretholde den anonymiserede form i nyhedsdækningen, når han selv har udtalt sig om det,” siger han og fortsætter:
”Derfor har vi i nyhedsdækningen valgt at nævne navnet for at give et troværdigt billede af, hvad der foregår.”
Så det hænger – som jeg hører dig sige det – også sammen med, at nu har han selv udlagt sin side af sagen, og så er I forpligtet til at fortælle, hvad det er, han forholder sig til?
”Præcis. Vi har jo forsøgt gennem syv-otte måneder at få kommentarer til den kritik, der bliver fremsat i dokumentaren, for at kunne bringe dem, som vi skal i henhold til god presseskik.”
”Det har ikke været muligt, og han har ikke ønsket at stille op. Det, han mener, er vigtig information, har han nægtet, at vi kunne anvende i redaktionel sammenhæng. Og når han udtaler sig sådan, er det vores eneste mulighed for at bringe det genmæle, som adresserer de forhold.”
Du nævner selv, at I bringer det her for at sætte fokus på branchen generelt og de strukturelle udfordringer. Kan man ikke risikere, at Martin Brygmann bliver en slags ansigt på det her, og at det kommer til at handle om ham fremfor noget strukturelt?
”Det tror jeg, der er en risiko for. Det er en svær balance. Vi forsøger at gøre vores for at holde debatten med den intention, vi har lagt fra land med. Vi er ikke herre over, hvad alle andre gør.”
Føler sig dårligt anonymiseret
Martin Brygmann skriver i sit opslag, at man med en hurtig søgning ville kunne identificere ham som ”den mandlige artist”, der bliver beskrevet i anonym form i dokumentaren.
Men DR og Impact TV har ifølge Thomas Falbe gjort, hvad de kunne for at holde ham anonym.
”Det er en balance, fordi vi også er nødt til at omtale de konkrete forhold og lokationer for at gøre det muligt at give et troværdigt billede af, hvad det handler om. Så langt vi har kunnet inden for de rammer, har vi fastholdt en anonymisering. Det er også det, dommeren i forbudssagen lægger til grund for at bringe dokumentaren: At den anonymisering er fuldt dækkende,” siger Thomas Falbe.
Fra Impact TVs side lyder det da også, at det er Martin Brygmanns egen skyld, at han nu står med navn:
”Det var nøjagtig det samme, da vi lavede dokumentaren med TV 2. Her var det også kun Jes Dorph, der blev nævnt med navn, fordi han selv valgte at stå frem og angribe de kvinder, der fortalte om deres oplevelser. Nu er det bare Martin Brygmann, der gør sig til offer,” siger Thomas Heurlin, direktør for Impact TV, til B.T.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.