Nogen sagde, at Per Stig Møller ville blive sur, når han læste Camilla Høys historie i Politiken. Det troede hun nu ikke selv. For Danmarks daværende udenrigsminister vidste jo godt, at Camilla var med som journalist på et profileret erhvervsfremstød i Beijing i 2006 for at »skrive sig tæt« på netop ham.

Det, ministeren måske ikke forudså, var, at Camilla skrev en stærkt personlig beretning om én uges fingervink, øjekast og charmeoffensiv, sat ind på skift af minister og journalist – og til sidst så åbenlyst, at reporter-kollegerne på turen gik »i børnehavestemning og nærmest sang: ’Under den hvide bro’«, som Camilla skrev i sin historie.

For hun vidste det jo også godt. Per Stig var minister. En intellektuel. Kendt i sit ministerium for kort tålmodighed med mennesker af ringere format end ham selv. Selv var hun praktikant. 24 år. Kulturjournalist. Men sendt til Kina på ministertungt erhvervsfremstød og i konkurrence om spørgetiden med politiske journalister fra sådan cirka alle landets store medier.

Hun måtte gøre noget andet.

»Og så kom den der forbindelse med ældre mand-ung pige, og hvis jeg grinede lidt koket, fik jeg en anden side af Per Stig,« siger hun i dag.

I sin karriere som politisk journalist har hun brugt kønnet til sin fordel. For eksempel i 1992, hvor ungdom, ynde og en stor orange blomst i håret skilte Annegrethe ud i kødranden af reportere til et pressemøde med daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen efter det danske nej til Maastricht-traktaten. Han så blomsten og lovede med et glimt i øjet, at Annegrethe fik et enestående interview, »hvis du tager blomsten på igen,« fortæller hun til Journalisten.

Annegrethe har også afstået fra at bruge sit køn. For eksempel da hun sagde nej til en tur på hotelværelset med en dansk EU-ambassadør, som tilbød at kvittere med fortrolige dokumenter.

Grundlæggende har hun mærket, hvordan journalistik kan være en klub, der er lukket for kvinder. Med herremiddage, golf og fællespis i kummen, der helt naturligt smækker damerne ude fra netværk og information og gør dem »skrøbelige som minoritet i faget«:

»Spørgsmålet er, om du kan bryde fri af den rolle? Som kvinde kan du vel ikke nødvendigvis gå og vente på, at der kommer ligestilling inden for faget. Og ja, hvad skal man så gøre – ikke?« spørger hun retorisk.

Akademikere siger, at journalister sætter køn og seksualitet i spil som professionelle virkemidler, når de charmer kilder på den måde.

Einat Lachover er lektor ved Sapir Academic College i Tel Aviv og en af de akademikere, der kan sætte begreber på erfaringer som Camilla og Annegrethes. Som en udløber af sin ph.d. publicerede hun i 2005 en videnskabelig artikel om »det kønnede og seksualiserede forhold mellem israelske journalister og deres mandlige nyhedskilder«, som titlen er.

Det er forskning, som også er gangbar i en europæisk sammenhæng, mener Einat selv:

»Jeg interviewede sekulære israelske journalister, som er hovedparten af israelsk journalistik. På mange måder er Israel ligesom andre vestlige lande. Israelere er mindre konservative end for eksempel amerikanere,« skriver hun til Journalisten.

Det teoretiske grundlag for Einats artikel er feministisk mediekritik. Af samme grund deltager kun kvindelige journalister, i alt er 32 interviewet i dybden, i stillinger fra juniorreportere til seniorredaktører på 10 forskellige aviser.

Hver tredje journalist beretter, at hun har oplevet kønsdiskrimination i mødet med sine mandlige kilder, der i Israel såvel som i Danmark udgør flertallet af nyhedskilderne.

Især taler journalisterne om to attituder, de møder, når de tager på interview.

Meidale betyder hej dukke på hebræisk, mens puzi muzi er slang for flirtesnak. Og begge er udtryk, reporterne bruger, når de beskriver, hvordan kilderne jævnligt møder dem med lummer-snak og småsjofle hilsner. Med andre ord – i rollen som et sexobjekt.

Den anden tilgang er lige så gammel som det patriarkalske samfund selv: Reporterne oplever, at kilderne opfatter dem som svage, nok lidt dumme og i hvert fald som piger, der har brug for en mands beskyttelse.

Men Einat fik en overraskelse, når hun spurgte til kvindernes reaktion. For næsten ingen taler om sig selv som ofre for den chauvinisme, de møder.

I stedet genkender reporterne straks den stereotype rolle, de castes i, og i samme sekund identificerer de situationens professionelle potentiale.

»Når det går op for dem, at deres mandlige kilder opfatter dem som sexobjekter, bliver de klar over en seksuel spænding i forholdet, der ansporer kilden til at forsøge at imponere dem som kvinder og på den måde giver dem, hvad de vil have som journalister,« skriver Einat i sin artikel.

Attituden til kvinden som et barn åbner lignende chancer: »De forstår, at han ser dem som ufarlige. Og de fatter øjeblikkeligt, at fra nu af vil det blive lettere at opnå information fra den kilde.«

Reporterne er kvinder, men de er først og fremmest journalister. Og er historien vigtig nok, kan de vælge at danse til den chauvinistiske taktstok og på den måde tage kontrollen over den stereotyp, de er tildelt.

»De gør, hvad de kan for at ændre situationen fra mænds kontrol over kvinder til kvinders kontrol over mænd,« som Einat skriver

Det var en strategi, der var klapset af og godkendt helt hjemme på Rådhuspladsen.

»Det var et helt bevidst valg at være lidt mere loose end vanligt, og jeg gik meget strategisk ind i det. Men det var nu også ægte, vi havde det ret sjovt,« forklarer hun.

Flirt er ikke en taktik, Camilla Høy generelt benytter sig af, understreger hun. Men en anden gang har hun forsøgt at spille rollen som kvinde over for entreprenøren Janus Friis. Dét var kun udtryk for ægte desperation.

»Jeg gik sagligt til ham i mit interview, men jeg kunne mærke, at han syntes, jeg var en klaphat. Det var et sidste, desperat træk, jeg faldt tilbage på. Men han stod slet ikke på,« husker hun.

Mandlige reporteres flirt burde også have en plads i denne artikel. Desværre er den ikke stor. Dels fordi den viden, der overhovedet foreligger, har et feministisk udspring og dermed kvinder som genstand. Dels fordi mænd historisk har haft bukserne på.

»Det er jo først for nylig, at vi har fået anseelige antal af kvindelige erhvervsledere, militære ledere, topplacerede embedsmænd og politikere, som mandlige reportere kan flirte med for at opnå information,« konstaterer Linda Steiner, professor ved University of Maryland og forsker i køn og kønnets betydning på nyhedsredaktioner.

For grundreglen er, at jo ringere mulighed en reporter har for at fungere kun i kraft af sin faglighed, jo mere udtalt er strategien.

Linda ser særligt to stofområder, hvor køn og seksualitet jævnligt er på spil i jobbet: I krig og sport, hvor maskuliniteten står stærkt, og kroppen er kildernes naturlige fokus.

I mere end 15 år har Luna Christofi dækket Champions League for TV3, og hun rapporterer desuden om Formel 1. Her er kønnet som journalistisk strategi kun på fremmarch, mener hun:

»Jeg ser et klart skifte i tiden blandt de kvindelige journalister, der kommer ind i faget. De har en anden profil end for 20 år siden. Der bliver lagt meget mere vægt på udseende og en flirtende tilgang.«

Kun få gange har Luna oplevet diskrimination af en kilde, fordi hun var kvinde, og af samme grund har hun aldrig haft behov for at spillet kønnet som værn, siger hun: »Folk spørger tit, hvordan det er at være kvinde i en mandeverden. Men det er faktisk den eneste grund til, at jeg selv har tænkt over det.«

Alligevel ser Luna klart de idéer, der styrer rekrutteringen af især sydeuropæiske og latinamerikanske kolleger, og som har indflydelse på deres journalistik.

De sydeuropæiske kolleger er næsten altid ganske små af vækst. Tynde, langhårede og lyshårede. Når de rapporterer fra Formel 1, taler de tit engelsk med fed fransk eller italiensk accent.

»Det er også en lillepige-ting. Det er et charmeelement, der bringes ind: »Her står jeg med min mikrofon og ser op på dig, for du er så fantastisk.« Flirten ligger jo meget i udseendet,« beskriver Luna.

Hun forstår godt, hvad der er på spil for disse kolleger. Kulturen er bare mere macho i de sydeuropæiske og latinske lande, og den må man tækkes som kvinde – især fordi kvinderne først for nylig overhovedet har fået adgang til jobs som fodboldjournalister.

»I Danmark går vi først og fremmest efter en god formidler. Mod syd har de så valgt nogle andre kriterier, og en brasiliansk eller italiensk kvinde får ikke lov at være reporter, hvis hun ikke ligner en halv million. Du skal ligne en model,« konstaterer hun.

Men strategien er ikke uden faldgruber. Inden for krigsjournalistikken var Marguerite Higgins en berømmet, amerikansk reporter, som blandt andet dækkede Anden Verdenskrig, Koreakrigen og krigen i Vietnam. Maggie havde store blå øjne, puffet, blondt hår og en præcis fornemmelse for, hvordan hun kunne udnytte sit udseende til at rapportere fra de macho, militære miljøer.

»Faktisk var Marguerite Higgins så bevidst om sine kvindelige virkemidler, at hun har dedikeret et helt kapitel i sine memoirer til, hvordan hun brugte dem i krig,« siger Linda Steiner.

Forskeren sætter en fed streg under, at kvinder langt oftere beskyldes for at tage den sexede genvej, end virkeligheden berettiger. Senest har hun talt med kvindelige reportere på job i Irak og Syrien, hvor kollegerne udlagde grundige, daglange interviews, som om reporterne manipulerede kilderne med deres køn.

Også Marguerite Higgins blev offer for skøge-stigmaet. Nok skrev hun sig ind i pressehistorien, men en del af fortællingen handlede om en kvinde, der notorisk brugte plirrende øjnevipper og indladende snak som tvivlsom strategi. Men det var redskaber i arbejdet, der måske var lige så nødvendige, som de kan være problematiske:

»At flirte er en måde at udligne spillebanen og kompensere for nogle ulemper, som kvindelige reportere oplever i forhold til mænd,« konstaterer Linda.

Fodboldjournalisten Luna bliver »ærgerlig«, når hun nogle gange ser, at udseende trumfer viden om sport og det journalistiske håndværk.

Akademikerne Einat og Linda bliver decideret bekymrede.

For det første er det slet ikke alle, der trives i rollespil med deres køn, når de er på arbejde. Einat afslutter sit studie med at spørge de israelske nyhedsreportere, hvordan de selv ser på den flirt, de bedriver. Nogle føler sig som fisk i vandet.

»Hun var et es, når det gjaldt om at spille et hvilket som helst spil, der kunne hjælpe hende med at malke en kilde,« fortæller én redaktør begejstret om en ganske ung tidligere medarbejder. Redaktøren fortsætter:         »Hun vidste altid, hvordan hun skulle veksle mellem forskellige roller, og nogle gange var hun to roller på én gang. Hun var simpelthen … jeg tager hatten af, hun var en dronning.«

Men andre føler et udtalt ubehag ved at påtage sig en opførsel, der slet ikke stemmer overens med deres personlighed.

»Jeg lukkede mine øjne og tog en antiafsky-pille,« siger én reporter metaforisk om sin lede ved at trække kvindekortet i kontakten med politiske kilder.

Tre reportere mener ligefrem, at forholdet til mandlige kilder er det vanskeligste problem i deres professionelle liv, og én endte med at skifte job af samme grund.

For det er som at tisse i bukserne, når reporterne lapper på uligheden med en flirt – det luner først, men understøtter i virkeligheden de strukturer, flirten faktisk forsøgte at udligne.

»Som (radikal) feminist mener jeg ikke, at strategien leder til grundlæggende social forandring, men den er brugbar for dem, der bruger den,« som Einat skriver til Journalisten.

Professor Linda lufter samme miks af sympati for reporterne og betænkelighed ved metoden.

»Det er en ufattelig smal sti, kvinder må betræde – mellem at være professionelle og bruge den fordel, de har som kvinder, til deres fordel,« siger hun.

*Puzi Muzi er hebræisk slang for flirtesnak

Illustration: Julie Asmussen