En af TikTok-videoerne på profilen er fra dette arrangement, hvor Mette Frederiksen serverer hotdogs fra en pølsevogn. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Har Socialdemokratiet og Mette Frederiksen kastet sig strategisk over det sociale medie TikTok som kommunikationskanal eller ej?
Svaret blafrer i vinden, men det er nemt at konstatere, at der figurerer små, hyggelige videoer med statsministeren overalt på profilen @mette_insider.
Socialdemokratiet vil dog ikke have siddende på sig, at det er en officiel profil. Til DR oplyser de, at profilen drives privat af en ansat i partiet, og at den ikke har noget med partiets øvrige profiler på sociale medier at gøre.
Alligevel gør den private TikTok-profil brug af præcis samme mikrofonudstyr, som benyttes til Socialdemokratiets officielle Instagram-profil, der hedder @mette.
Men hvordan det hænger sammen, ønsker Socialdemokratiet ikke at forklare Journalisten.
Samme udstyr
Helt konkret kan man se det samme produktionsudstyr blive benyttet i et opslag på Instagram 15. oktober, og i en separat video fra samme event på TikTok 16. oktober.
Her mødes Mette Frederiksen med Louise Søltoft, som er blevet europamester i blomsterbinding ved konkurrencen ’Euroskills’.
Journalisten har vist de to videoer til Steven Feraru, som er medstifter af firmaet Højkant, der blandt andet leverer efteruddannelse i produktion af videoer til sociale medier gennem DMJX.
Han konstaterer, at Mette Frederiksen i begge videoer taler i en clipmikrofon fra mærket DJI.
”Lyden går direkte ind i receiveren, og det ligner klart det samme produktionssetup,” lyder vurderingen fra ham.
”Vi har ikke yderligere”
Journalisten ville gerne høre Socialdemokratiets svar på, hvordan produktionssetuppet kan være det samme, hvis den ene profil er privat, og den anden profil tilhører Socialdemokratiet.
I en mail svarer teamleder i Socialdemokratiet Sebastian Carstensen:
”Vi har ikke yderligere.”
Rent teknisk ville det ikke være svært at skifte DJI-receiveren mellem to telefoner, og det ville også kunne lade sig gøre at tage lyden fra den ”professionelle” telefon og synkronisere det med optagelser fra en anden telefon, vurderer Steven Feraru. Men det har Socialdemokratiet altså ikke lyst til at tale mere om.
DR var første medie til at fortælle om TikTok-profilen, hvor Socialdemokratiet svarede:
”I det konkrete tilfælde med profilen @mette_insider er der tale om en profil drevet af en ansat i Socialdemokratiet, som af egen drift har lagt indhold op. Profilen er privat og er ikke en af Socialdemokratiets SoMe-profiler.”
Rådgiver: ”Bullshit”
Over for DR vurderer digital rådgiver Astrid Haug, at forklaringen ikke holder:
”Det er bullshit,” siger hun:
”Det er en ansat i partiet, der får penge for at følge med Mette Frederiksen rundt og lave videoer til Instagram. Og altså også TikTok. Hvis den ansatte stod i sin arbejdstid og solgte tøj på Vinted, ville partiet nok bede hende passe sit arbejde. Så det er selvfølgelig clearet. Ellers ville hun blive fyret,” lyder det.
Socialdemokratiet har heller ikke ønsket at uddybe over for DR.
Netop Mette Frederiksens ageren i forbindelse med den kontroversielle platform TikTok har vakt opmærksomhed, da hun i et ellers harmløst interview under kommunalvalgkampen kom til at svare, at en aldersgrænse på TikTok er vigtigere end både lavere fødevarepriser, højere løn til sygeplejersker og flere penge til grøn omstilling.
Efterfølgende erkendte Mette Frederiksen, at hun formulerede sig uheldigt.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.