Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Det var en fejl, da Mette Frederiksen i et ellers hamløst interview under kommunalvalgkampen kom til at svare, at en aldersgrænse på TikTok er vigtigere end både lavere fødevarepriser, højere løn til sygeplejersker og flere penge til grøn omstilling.
Det erkender statsministeren nu i et opslag på Facebook.
”I valgkampen deltog jeg i mange interviews. Et af dem var i et format, jeg ikke havde prøvet før på sociale medier. Lidt hurtigere og skarpere. Der begik jeg en fejl om stigende fødevarepriser kontra en aldersgrænse på de sociale medier,” skriver Mette Frederiksen.
Det var den 28-årige såkaldte nyhedscreator Frede Dyrnesli, som stod bag interviewet, som har vakt opsigt.
I video-interviewet beder han statsministeren om at vælge mellem, hvad der er vigtigst af en række forskellige politiske prioriteringer. For eksempel aldersgrænse på TikTok eller lavere fødevarepriser.
Og her faldt Mette Frederiksen altså i med begge ben.
”Jeg skulle have sagt, at sådan kan man ikke stille det op. For begge dele er vigtige. Det fik jeg ikke gjort i situationen,” erkender hun i sit facebookopslag.