Sidste år tog det gennemsnitlig 249 dage at få behandlet en sag i Pressenævnet.
Der er tilsyneladende ingen, der er tilfredse med Pressenævnets sagsbehandlingstider.
Hverken Pressenævnet selv, den tidligere kulturminister Jakob Engel-Schmidt eller de tre medieorganisationer, TV 2, DR og Danske Medier, der finansierer nævnets drift.
For i 2025 satte den gennemsnitlige sagsbehandlingstid en ny rekord. I gennemsnit tog det over otte måneder - mere præcist 249 dage. Det er 64 dage mere end den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i 2024, og det er første gang, at sagsbehandlingstiden krydser 200 dage.
Hos Danske Medier, der står for 50 procent af finansieringen, tager man sig til hovedet over sagsbehandlingstiderne.
”Sagsbehandlingstiderne er alt for lange,” konstaterer chefjurist hos Danske Medier, Holger Rosendahl.
Mens Pressenævnet oplyser, at man har sat flere initiativer i søen for at nedbringe sagsbehandlingstiden, står medierne bag finanserne i nævnet tilbage uden at kunne gøre noget ved problemet.
”Nævnet er som bekendt uafhængigt, og vi har derfor ikke – og skal ikke have – indflydelse på, hvordan nævnet disponerer,” lyder det fra Holger Rosendahl.
TV 2 bakker man op Danske Mediers udtalelse og har ikke yderligere at tilføje.
Duer simpelthen ikke
Noget skal der bare gøres, understreger Allan Boye Thulstrup, forperson for Dansk Journalistforbund, der står for at udpege to af de faste medlemmer af Pressenævnet.
”Det ser vildt ud med de sagsbehandlingstider. Det duer simpelthen ikke,” siger han.
Journalisten har spurgt Pressenævnet direkte, hvad der skal til for at nedbringe sagsbehandlingstiden. Det spørgsmål bliver der ikke svaret på, men nævnet fastholder, at der er sat initiativer i værk, og at man håber at det vil hjælpe.
Sidste år blev der ansat flere mennesker i Pressenævnets sekretariat, og i år er der blevet indført et nyt klageskema, der skal lette sagsbehandlingstiden. Nævnet ser også på muligheder for at udnytte teknologi til at transskribere udsendelser, der er blevet klaget over.
”Jeg er glad for, at der gjort nogle ting, men det er jo ikke nok, når sagsbehandlingstiderne stadig stiger,” siger Allan Boye Thulstrup, forperson for Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation (DJ), der står for at udpege to af de faste medlemmer af Pressenævnet.
”Vi skal finde en løsning på det,” fortsætter Allan Boye Thulstrup.
Hvem skal finde den? Medierne, der finansierer, mener ikke at kunne gøre noget, og Pressenævnet har allerede sat flere initiativer i værk?
”Der er ikke nedskrevet en procedure for, hvad man gør, når sagsbehandlingstiderne bliver for lange. Det skal vi og Danske Medier tale om, og så kan det være, vi også skal have den nyudnævnte justitsminister med,” siger Allan Boye Thulstrup med henvisning til, at Pressenævnet ligger under Justitsministeriet.
Minister opfordrede til fremskydning sidste år
Flere penge til nævnet er i sig selv ikke nødvendigvis den rigtige løsning. Derfor vil DJ i første omgang have kortlagt, hvorfor sagsbehandlingstiderne er blevet så lange.
”Pressenævnet har nok afdækket og forsøgt at gøre noget ved de nemme ting. Skal vi så tilføre flere ressourcer? Eller skal vi genoverveje, hvordan klager bliver formuleret, så det ikke er meget lange sager, der er hyret advokater til?,” siger Allan Boye Thulstrup.
Allerede i slutningen af sidste år fik de lange sagsbehandlingstider den daværende kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, til at komme med en klar opfordring til Pressenævnet og medierne bag Pressenævnet om at få fremskyndet sagsprocesserne.
”Jeg håber, at Pressenævnet, medlemmerne af Pressenævnet og de medier, der finansierer Pressenævnet, vil overveje, om ikke det kunne være en god idé at fremskynde sagsprocessen en lille smule,” sagde daværende kulturminister Jakob Engel-Schmidt, da aftalen om medieombudsmanden blev præsenteret i december.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.