Pressenævnet
Sidste år bragte Se og Hør en artikel om, hvordan en række kendte personer på forskellig vis havde oplevet at blive stalket igennem deres karriere og liv i offentligheden.
På forsiden af Se og Hørs hjemmeside kunne man dengang finde artiklen med overskriften ”De blev også stalket”, ledsaget af et portrætfoto af en kendt person, der på udgivelsestidspunktet var tiltalt for stalking og identitetsmisbrug over for et unavngivet offer.
Den kendte person klagede til Pressenævnet, da hun mente, at overskriften gav indtryk af, at hun havde stalket flere personer, hvilket ifølge hende var misvisende.
Pressenævnet er enige i, at formuleringen af overskriften i kombination med billedet er misvisende, og at god presseskik i dette tilfælde er blevet tilsidesat, hvorfor de udtaler kritik af Se og Hør. Nævnet udtaler dog ikke kritik af Se og Hør for manglende forelæggelse.