Foto

Politiken beklager og dropper Jan Grarups Ukraine-fotos

Det sker, efter at fotograf Jan Grarup deltog i en krigshandling mod Rusland

Politikens læsere kommer ikke til fremover at støde på billeder fra Ukraine af fotografen Jan Grarup. Det oplyser Politikens chefredaktion i en pressemeddelelse.

Det sker, efter at det i sidste måned kom frem, at Jan Grarup brød ud af rollen som tilstræbt objektiv, da han i Ukraine i en skyttegrav på en mortergranat skrev navnene på to ukrainske teenagepiger, som kort forinden var blevet dræbt under et russisk angreb.

Derefter satte han mortérgranaten ind i mortérrøret, som få sekunder efter blev fyret af mod den russiske del af frontlinjen, forklarede han på det tidspunkt.

I den forbindelse udtalte Jan Grarup, at:

”Jeg har for længst mistet min objektivitet i den her krig. Jeg står 100 procent på ukrainsk side. Jeg ønsker intet godt for de her russiske soldater eller for det russiske styre.”

Den udtalelse har givet anledning til overvejelser hos Politiken.

”Vi har besluttet ikke længere at købe freelancefotos fra fotograf Jan Grarup fra krigen i Ukraine, hvis vi får dem tilbudt. Jan Grarup erklærede for nylig i flere medier, at han ikke længere er objektiv i dækningen af krigen,” udtaler chefredaktør Amalie Kestler i pressemeddelelsen.

Amalie Kestler understreger over for Journalisten, at det kun gælder i dækningen af Ukraine.

Fejl i tre konkrete tilfælde

Samtidig er Politiken blevet gjort opmærksom på, at der var ”mulige fejl” i Jan Grarups udtalelser i to interviews, avisen bragte i sommer. Det er blevet undersøgt af Læsernes Redaktør på Politiken, der på den baggrund bringer en rettelse af artiklen.

Det handler blandt andet om, at nogle oplysninger har været forkerte.

Ifølge Politiken bekræfter Jan Grarup, at der er sket fejl i de tre konkrete tilfælde, og han beklager forløbet.

Den rettelse, Politiken bringer, lyder:

Politiken beklager

Centrale oplysninger i to interviews med fotograf Jan Grarup, bragt i Politiken lørdag 1. juli på side 4 i 1. sektion og i PS søndag 30. juli, var forkerte.

I artiklen 30. juli fortæller Jan Grarup, at han har affyret en mortergranat mod russiske stillinger. Det er ikke korrekt. Jan Grarup skrev en ’hilsen’ til russerne på granaten, men selve affyringen blev foretaget af en ukrainsk soldat.

I samme artikel gengives to episoder, som om Jan Grarup selv har oplevet dem. Den ene drejer sig om, hvordan ukrainske soldater skræmmer russiske krigsfanger ved foran dem at diskutere, om de skal henrette dem eller skære hænderne af dem. Den anden drejer sig om, at den 3. angrebsbataljon på en enkelt nat mistede 40 mand i kamp. Begge dele er episoder, som Jan Grarup har fået gengivet af en kilde. Han har ikke selv oplevet dem, og tabstallet drejer sig ikke om den 3. angrebsbataljon, men om en anden enhed.

I interviewet 1. juli fortæller Jan Grarup, at han og hans ukrainske hold besøgte pizzeriaet RIA i Kramatorsk, tre timer før det 27. juni blev ramt af russiske missiler. Besøget fandt imidlertid sted dagen før missilangrebet. Der stod også, at der sad en gruppe colombianere på restauranten, men det gjorde der ikke.

Politiken beklager de ukorrekte oplysninger.

Legitimt mål

Ud over sin objektivitet mistede Jan Grarup med stor sandsynlighed også den beskyttelse, der dækker beskyttede personer som eksempelvis journalister i en krigszone.

Det har Kenneth Øhlenschlæger Buhl, som er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet og ekspert i de folkeretlige dimensioner af krigen i Ukraine, tidligere forklaret til Journalisten.

Samtidig ville han ifølge militæranalytikeren også kunne straffes for eksempelvis at slå ihjel på en slagmark, idet han som ikke-soldat ikke er beskyttet af den samme internationale lov som Ukraines soldater.

”I givet fald vil russerne kunne retsforfølge ham for forsøg på drab eller mord af russiske soldater, hvis han kommer i kløerne på dem. Så efter den historie ville jeg nok ikke rejse til Rusland eller et land, der har en udleveringsaftale med Rusland,” har Kenneth Øhlenschlæger Buhl forklaret.

0 Kommentarer

Læs også

Ukraine

Jan Grarup var med til at affyre mortérgranat i Ukraine: Kan retsforfølges af Rusland

09. AUGUST 2023