Ferietid er højtid for store karrievalg. Hen over sommeren taler vi med 10 branchefolk, som har truffet et usædvanligt karrieskift og i dag er landet i et helt andet arbejdsliv, end det, der oprindeligt lå i kortene for dem.

I dag skal du møde 51-årige Pia Bajlum.

Hun er uddannet fra Mediehøjskolen og havde indtil for syv år siden en hæsblæsende karriere som AD’er på forskellige magasiner og reklamebureauer i København.

Men da hun i 2017 blev ramt af en diskusprolaps, blev hun tvunget til at sætte tempoet ned. Og det blev skelsættende for den drejning, hendes liv og karriere siden har taget.

I dag er hun partner i Strandhotellet i Sandvig på Bornholm.

Siden gymnasiet har jeg vidst… at jeg ville arbejde med noget kreativt. Så da jeg hørte om den grafiske højskole, var jeg ikke i tvivl. Jeg kom ind i første forsøg, og da jeg var færdig, fik jeg job med det samme. Det gjorde vi alle sammen dengang.

Min store drøm var… at blive art director i reklamebranchen, og allerede på studiet blev jeg håndplukket af en gæstelærer til at arbejde hos Kvorning Design & Kommunikation. Jeg lavede internationale udstillinger og  pladecovers og bogomslag, og efter syv år rykkede jeg til magasinbranchen, hvor jeg var art director på en masse forskellige magasiner hos Aller og Egmont, inden jeg så skiftede til reklamebranchen.

Det skelsættende skete… da jeg blev sygemeldt i januar 2017. Jeg havde haft det fysisk dårligt i virkelig lang tid og kunne ikke forstå hvorfor. Jeg kunne ikke koncentrere mig eller samle mig om noget og faldt nærmest i søvn på arbejdet. Jeg kollapsede simpelthen fysisk. Det viste sig, at jeg havde en diskos i nakken og skulle opereres inden for 14 dage – ellers risikerede jeg at blive lam, hvis jeg faldt.

Jeg var sygemeldt… i mange måneder og blev tvunget til virkelig at sætte tempoet ned. Egentlig havde jeg slet ikke tænkt, at jeg skulle noget andet – jeg havde det jo fint i København. Men året inden havde vi været på Bornholm, hvor min mand er fra, og på havnen i Sandvig går vi forbi det her store hotel, hvor der i vinduet hænger et håndskrevet skilt med teksten ”forpagter søges”. Siden havde min mand ikke snakket om andet end det hotel.

I et svagt øjeblik… kom jeg til sidst til at sige: Jamen så lad os da prøve det i én sæson! Min mand er event-koordinator og elsker udfordringer, så jeg plejer at være den, der siger nej. Men hotellet lå jo helt fantastisk, og vi fik det nærmest kastet i nakken – så hvorfor ikke prøve det?

Vi fik nøglerne 1. april… og 1. maj åbnede vi for bookinger. Vi havde nul bookinger og vidste hverken hvor det varme vand var, eller hvordan elektriciteten virkede. Hotellet havde stået tomt i halvandet år og var nærmest blevet forladt fra den ene dag til den anden, så der var pletter på gulvtæpperne, og morgenmadsbuffeten stod stadig dækket op.

Det var virkelig en kamp… at klare sig igennem det første år. Men jeg opdagede hurtigt, at det var rigtig godt for min krop at arbejde fysisk i stedet for at sidde ved skærmen. Den fik det simpelthen bedre af det. Jeg tror faktisk, det var grunden til, at jeg blev glad for det.

Det bedste er… at hotellet er en kasse for vores kreativitet og mange idéer. Det er en forlængelse af vores værdier og drømme og en legeplads, hvor min mand kan booke bands og lave koncerter og events, og jeg kan lave branding og marketing og indretning. Jeg laver jo både merch og skilte og logoer og vælger farver, og det hele er gennemsyret af min æstetik. På den måde er hotellet et sideben til min faglighed. Nu styrer jeg bare selv opgaverne og har fuld kreativ frihed – og det er meget tilfredsstillende.

Jeg kan godt savne… fordybelse og fagligt fællesskab. Jeg havde nok en romantisk drøm om, at jeg skulle sidde og dreje lidt ler, når jeg flyttede til Bornholm. Men nu har jeg altså solgt den der drejeskive – det har jeg slet ikke tid til. Som hotelejer har man jo tusinde kasketter på hele tiden.

Når jeg ser tilbage… på reklame- og især magasinbranchen kan jeg se, at den forandrede sig meget. Der blev hele tiden færre kolleger og mindre mulighed for at være kreativ. Mere og mere blev automatiseret og udliciteret og skabelonbaseret, og det var nogle gange svært at forene de store kampagner med min kreative åre, som er meget håndholdt og slow.

Vi møder ofte… beundring og benovelse over, at vi turde tage springet. Jeg tror faktisk, der er mange, som drømmer om at lave det der sporskifte i deres arbejdsliv, men som måske ikke tør tage springet af frygt for, hvad det kan ende med. Men der var min frygt for hverdag og trummerum nok bare større end min frygt for at tage springet. Jeg er generelt ikke er så vild med repetition.

Mit bedste råd til andre… der gerne vil lave en u-vending i deres arbejdsliv, er at huske at spørge sig selv, hvad man gerne vil have ud af det. Hvis du gerne vil have økonomisk tryghed, skal du måske ikke gøre det. Men hvis den kreativt proces og friheden til at skabe dit eget produkt er mere værd, så er det måske et godt argument for at gøre det. Og så er det vigtigt at tjekke ind med sig selv til en årlig MUS-samtale og spørge: Er det endt med det, du drømte om?