Ukraine
Otte ukrainske fotografer: Her er mit vigtigste foto fra krigen
Krigen i Ukraine har varet et halvt år. Journalisten har bedt otte ukrainske fotografer vise os det foto, de har taget under krigen, som har betydet mest for dem.
Julia Kochetova har fotograferet sin 25-årige veninde Margaryta Rivchachenko, der før krigen arbejdede som journalist, men nu har meldt sig som paramediciner.
Vi blev spredt for alle vinde. Mine venner greb til våben. Vi bliver aldrig de samme igen.
Julia Kochetova
Julia Kochetova
Julia Kochetova: Blomsterbutik i Irpin, som blev delvist besat af russiske tropper 13. marts
Vores øjne og vores historier er falmet siden 24. februar. Krigen begyndte i 2014, og nu er den blusset op igen. Jeg lægger mærke til døde blomster overalt – og tænker, at det er tegn på, at livet er frosset til is.
Julia Kochetova
Julia Kochetova
Evgeniy Maloletka: Barselshospital efter luftangreb. Mariupol, 9. marts
31-årige gravide Irina blev båret ud af redningsfolk og politi. Jeg husker, hun var i live. De løb imellem ruiner, smadrede biler og væltede træer og fik hende ind i en ambulance. Næste dag var dette billede overalt, og hele verden kendte til det ødelagte hospital.
Evgeniy Maloletka
Evgeniy Maloletka
11. marts hørte vi, at Irina og hendes baby ikke havde overlevet. Før Mariupol havde jeg været vidne til megen menneskelig lidelse, men jeg havde aldrig set så mange børn blive dræbt på ét sted på så kort tid.
Evgeniy Maloletka
Evgeniy Maloletka
Mikhail Palinchak: Bevæbnet beboer redder kæledyr
Om morgenen havde jeg læst, at en boligblok i Kyiv var blevet ramt, så jeg kørte derhen for at dokumentere det. Jeg lagde mærke til en fyr med en kalashnikov, som bar en kat og et akvarium ud fra den ødelagte bygning.
Mikhail Palinchak
Mikhail Palinchak
Det var noget, vi skulle komme til at se mange gange de følgende dage; hvordan ukrainerne tog deres kæledyr med sig, når de evakuerede – og dermed demonstrerede en enestående menneskelighed for hele verden.
Mikhail Palinchak
Mikhail Palinchak
Serhii Hudak: Afsked, 26. april
En ven, der før havde arbejdet som computer-specialist, havde meldt sig til de territoriale forsvarsstyrker. Mange andre kloge mennesker, jeg kendte, skulle også afsted. Folk, som frem til den 24. februar havde været musikere, journalister, kunstnere, forlagsfolk, og som nu er krigere.
Serdii Hudak
Serdii Hudak
Jeg så, hvordan Olga og Max omfavnede hinanden, og det så ud, som om tiden stod stille for dem i det øjeblik. Der var kun de to. Den smerte, Olga udstråler ved at sige farvel til en elsket, deles af tusinder af ukrainere.
Serdii Hudak
Serdii Hudak
Volodymyr Petrov: Barn på gynge foran smadret boligblok. 25. februar
Natten efter Ruslands invasion genlød hovedstaden af luftalarmer. Det ukrainske luftforsvar fik ram på et krydsermissil, som styrtede ned ved et boligområde. Jeg sov ikke den nat og tog derhen om morgenen. Det, jeg så dér, indrammer meget godt krigens surrealistiske stemning.
Volodymyr Petrov
Volodymyr Petrov
Det er svært at tro på, at et sådant had til et naboland er muligt i det 21. århundrede. Russiske soldaters tortur, voldtægt og mord på ukrainere. Det er vores nye virkelighed. Det, jeg så på andendagen for invasionen, var billedet på, hvad ukrainerne er blevet vant til i den krig, der stadig buldrer afsted.
Volodymyr Petrov
Volodymyr Petrov
Oleksandr Navrotskyi: Lokal bastion
Billedet blev taget i de første uger af krigen, da der stadig var kaos overalt. Rusland angreb fra alle sider. I en landsby ikke langt fra Kyiv gik lokale frivillige sammen om at forvandle landsbyen til en forsvarsbastion. De forsvarede deres lille fort døgnet rundt med nogle få rifler.
Oleksandr Navrotskyi
Oleksandr Navrotskyi
Et par kilometer væk, i en nabolandsby, var russiske soldater med tanks og tunge våben parat til at sprede død og ødelæggelse. Civile med frygt i øjnene flygtede gennem markerne om natten til ukrainsk-kontrollerede områder.
Oleksandr Navrotskyi
Oleksandr Navrotskyi
Olena Morozova: ’Et Andet Liv’
Nyhederne om de torturerede landsmænd i Ukraine genoplivede et gammelt traume i mig fra min søsters død for 13 år siden. Billedet er en slags metafor for en ny begyndelse for mig og min familie.
Olena Morozova
Olena Morozova
Eksplosioner i nabogaderne, sirener og militære kampfly, som fløj lavt over vores hus, fik mig til at flytte til Polen med mine tre børn i slutningen af februar. Her fandt vi midlertidig beskyttelse, og et nyt liv i tvungen landflygtighed begyndte. Det føles, som om jeg er på en rejse, der aldrig slutter.
Olena Morozova
Olena Morozova
Alina Smutko: Muslimer til fredagsbøn, Kyiv
Billedet er vigtigt for mig, fordi det illustrerer to oversete ting: For det første at muslimer er en aktiv del af samfundet og forsvaret af Ukraine. Trods fordommene undslog medlemmer af dette trossamfund sig ikke deres borgerpligt, men greb frivilligt til våben.
Alina Smutko
Alina Smutko
For det andet, at moskéerne forblev åbne, og de religiøse ledere blev i byen og fortsatte bønnemøderne, selv når kun fem mennesker dukkede op. Vestlige medier anskuer Ukraine med deres egne fordomme, og ofte ser vi kun de billeder, som bekræfter vores forestillinger om Ukraine i medierne.
Alina Smutko
Alina Smutko
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.