Teknologi

Nyt værktøj giver grønlandske journalister enestående mulighed

En digital løsning til oversættelse mellem grønlandsk og dansk rummer potentiale for en lille revolution

Kigger man på forsiden af den seneste udgave af den grønlandske avis Sermitsiaq ser man det med det samme.

Alting står to gange. Først på grønlandsk. Så på dansk.

”Partiit illuatungiliottut: - Naalakkersuisut angusinngillat” - ”Oppositionspartierne: Naalakkersuisut (regeringen, red.) dumper”

Det er naturligvis smart i et land, hvor meget foregår på to sprog.  Men det er også besværligt og langsommeligt, forklarer Masaana Egede, der er direktør og chefredaktør på Sermitsiaq.

”Tid er et konkurrenceparameter, når man er et medie. Det handler om at være først, men nu kan det i realiteten nogle gange tage mellem en time og tre timer, før en topnyhed kommer på, selvom den er færdig, fordi vi skal vente på oversættelsen.”

En mindre revolution

Hos Sermitsiaq har man i dag fire oversættere ansat. De arbejder med løbende at oversætte artikler fra dansk til grønlandsk.

Men med en digital løsning skabt i samarbejde med den danske virksomhed Mediacatch har mediehuset fået et nyt hjælpemiddel, der samtidig indvarsler en ny virkelighed i grønlandsk journalistik.

Når du er færdig som journalist, så skriver du på dansk og får det oversat
Masaana Egede, direktør og chefredaktør for Sermitsiaq.AG

Den digitale løsning, som for alvor blev lanceret i begyndelsen af året, kan nemlig oversætte mellem dansk og grønlandsk. Det letter ikke bare arbejdet for oversætterne.

Det skaber langt bedre muligheder for, at journalister, der ønsker det, kan arbejde på grønlandsk.

"Vi har en yngre generation af journalister, som faktisk ønsker at skrive på deres oprindelige sprog. Det har tidligere ikke været muligt, fordi det er så svært, fordi det var besværligt, og fordi ødelagde vores arbejdstempo,” siger chefredaktøren og uddyber:

"Nu kan man faktisk arbejde på sit eget oprindelige sprog, og det har vi eksempler på her i huset.”

Systemets skyld

Årsagen til, at alting blev skrevet på dansk og så oversat til grønlandsk, skyldes flere faktorer, men en af forklaringer ligger i uddannelsessystemet, mener Masaana Egede.

For selvom samfundet er bygget op om begge sprog, så dominerer dansk i høj grad i uddannelsessystemet.

Her ser man allerede i gymnasiet og senere i allerhøjeste grad på universitetet, hvordan både dansk og engelsk fortrænger det grønlandske sprog.

Det betyder noget for uddannelserne og den måde folk, der har læst dem, arbejder med deres fag efterfølgende.

”Når du er færdig som journalist, så skriver du på dansk og får det oversat fra dansk til grønlandsk - ikke den anden vej rundt,” forklarer chefredaktøren, der selv blandt andet har en fortid som kommunikationschef for store virksomheder i Grønland samt som freelancer for DR i Danmark.

Havde dømt ideen ud

Derfor spidsede han også særligt ører under en løs snak for et års tid siden.

De fleste havde nemlig dømt idéen om en digital oversætter, der kan oversætte mellem dansk og grønlandsk, ude.

For mens resten af verden i mange år har brugt løsninger som Google Translate, har den slags værktøjer ikke dækket oversættelse til og fra grønlandsk.

”På det tidspunkt sagde jeg ligesom 99,9 procent af alle andre grønlændere, at det aldrig ville komme til at ske. Vi ville aldrig få en digital oversætter, som kan hjælpe os på Grønland, fordi grønlandsk er så svært et sprog,” siger Masaana Egede.

Men nøglen til at løse netop det problem lå Masaana Egede og hans eget mediehus selv inde med. For for den nye løsning var Sermitsiaqs arkiv det rene guf.

Man begyndte således at træne løsningen på baggrund af tekster og oversættelser fra i alt 23.000 artikler fordelt over 20 år - alle professionelt oversat til begge sprog.

Det var en helt unik mulighed, der ifølge leverandøren MediaCatch har dannet grundlag for en løsning, der er langt skarpere end tilbud fra Google og ChatGPT, der er kommet til senere.

Løsningen kan også bruges af andre dele af det grønlandske samfund og hjælpe med at nedbringe de store udgifter, der generelt er til oversættelser. Den mulighed kan også give mere forretning til mediehuset.

Men for journalisterne er det det faktum, at løsningen oversætter begge veje, der er vigtigt. Det gør det  mere frit for journalisterne, om de vil arbejde på det ene eller det andet sprog.

Løsningen har ikke betydet fyringer blandt de fire oversættere hos Sermitsiaq.

0 Kommentarer

Læs også

Krise

Mediekrisen i Grønland er nu så ”katastrofal”, at mediebosser i kor råber om hjælp

23. MAJ 2024