I kulturcentret Katuaq i det centrale Nuuk er der gjort klar til konferencen Future Greenland. På et klapbord ligger navneskilte til lokale og internationale spidser fra både erhvervslivet og det politiske lag.

Dette arktiske drømmeteater skal de kommende to dage være rammen om højtravende drømme om milliardinvesteringer og en grønlandsk fremtid, der er lige så lys som himlen over Nuuk i maj, hvor mørket aldrig rigtigt sænker sig over byen.

Derfor er Kalaallit Nunaata Radioa (KNR, red.) naturligvis også på plads i forhallen, hvor de gør klar til et indslag om konferencen til aftenens nyhedsudsendelse.

Men dækningen af konferencen bliver næppe så kritisk, som den kunne have været.

For den grønlandske presse, der primært udgøres af aviserne Sermitsiaq og AG samt public service-mediet KNR, står i en historisk krise, der kun forværres dag for dag.

Medarbejderne på KNR siger nemlig op på stribe, og nyhedsafdelingen er så presset, at KNR i november var nødt til at genudsende middagsradioavisen om aftenen.

”Det har været kritisk længe, men nu er det katastrofalt,” konstaterer Arnaq Nielsen.

Hun er redaktør i nyhedsafdelingen på KNR, men har netop selv afleveret sin opsigelse og forlader stillingen som redaktør til august til fordel for en anden stilling på stationen.

”Hele Grønland betaler prisen, når KNR ikke kan løfte sin opgave. Det er et demokratisk problem i et land, der ønsker at være selvstændigt,” siger Arnaq Nielsen, der også er formand for det grønlandske medieforbund, Tusagassiuinermi Sulisut Peqatigiiffianni (TP), der organiserer de grønlandske journalister under Dansk Journalistforbund.

Medarbejderflugt

Arnaq Nielsen er langtfra alene.

De seneste år har medarbejdere på KNR i hobetal sagt op, og alene det seneste år har 35 medarbejdere afleveret deres opsigelse på stationen, der hvert år bruger 20. mio. kr. af en bevilling på 73,4 mio. kr. på at producere nyheder.

Årsagen er for manges vedkommende, at arbejdsforholdene og lønvilkårene på KNR er for ringe, lyder det.

Startlønnen er på 25.000 kroner, og hvis man skraber alle tænkelige tillæg til sig for redaktøransvar og værtsarbejde, kan lønnen klemme sig lidt over 30.000 kr.

Derfor vælger mange at bytte et journalistjob på KNR ud med et job i den offentlige administration eller i en af landets store virksomheder som eksempelvis Air Greenland eller Royal Greenland.

Her kan man tjene omkring 6.000 kroner mere om måneden, og det kan mærkes i en by som Nuuk, hvor benzinen godt nok er billig, men hvor huspriserne er stigende, og de importerede varer fra Danmark presser husholdningernes økonomi.

Kritisk tidspunkt

Den tiltagende krise ramler sammen med et tidspunkt i Grønlands historie, hvor der for alvor er brug for netop en kritisk presse.

Grønland står nemlig foran en kavalkade af afgørende beslutninger, der får stor betydning for, hvordan det grønlandske samfund kommer til at udvikle sig i fremtiden.

Den nye storinvestering, lufthavnen i Nuuk, er i sin slutfase. Den skal tiltrække flere turister, hvilket er et af de store økonomiske satsningsområder i Grønland. Men lufthavnen, der ifølge planen skal åbne i november i år, har været forsinket, og fra byggepladsen forlyder det, at det kan blive en udfordring at blive færdig til tiden.

Derudover tales der om milliardinvesteringer i store vandkraftværker og nye mineprojekter.

Men mest aktuelt er den netop vedtagne fiskerilovgivning, der har været to år undervejs.

Den har vakt heftig debat mellem politikere og erhvervslivet, der groft skitseret har kæmpet om, hvordan fremtidens kvotesystem skal se ud. Det har de sådan set gjort i snart 45 år, siden man i begyndelsen af 1980’erne begyndte at regulere området tættere.

Lovgivningen er helt central i lyset af, at fiskeriet er den absolutte drivkraft i grønlandsk økonomi. Derfor har flere stemmer i erhvervslivet savnet en presse med flere muskler.

”Jeg synes , at vi har nogle gode journalister, men de arbejder som regel i virksomhederne,” siger Michael Binzer, der er bestyrelsesformand i Polar Seafood, en af de virksomheder, der står til at miste forretning som konsekvens af den nye lov på fiskeriområdet.

”Sermitsiaq forsøger med de folk, de har. Men de mangler den undersøgende journalistik. Det er for nemt bare at skrive, hvad der bliver sagt,” siger Michael Binzer.

Han får opbakning fra Vitus Qujaukitsoq, de er administrerende direktør for Fisker- og Fangersammenslutningen i Grønland (KNAPK), og desuden er tidligere finansminister.

”Vi savner en slagkraftig presse, der kan skrive kritisk og stille spørgsmålstegn ved, hvorfor tingene er som de er,” siger han.

Fiskerilovgivningen blev vedtaget i sidste uge, men flere spekulerer allerede nu i, om regeringen bliver udfordret af en retssag om ekspropriering fra de store kvoteejere.

Et forløb, der med garanti vil have godt af pressens kritiske blik.

Få muligheder

Men selv om Grønland altså mere end nogensinde har brug for en slagkraftig presse, har KNR kun ringe mulighed for at reagere på den nuværende situation.

Det forklarer Annga Lynge, der siden september har bestridt posten som  direktør i KNR.

KNR er nemlig bundet af en række stramme overenskomster med det offentlige, der ikke giver mulighed for at matche de lønpakker, der trækker i journalisterne.

Samtidig er budgettet stramt, siger Annga Lynge og peger på den nuværende bevilling, som hun ikke mener rækker til, at stationen kan levere indhold, der matcher befolkningens forventninger til kvaliteten.

”Det er svært for de ansatte i nyhedsafdelingen at producere optimalt under de her vilkår,” konstaterer hun.

Selv om bevillingen er blevet øget med 5 mio. kr., er det langtfra nok til at løse problemerne, siger direktøren.

For samtidig med, at KNR siger farvel til medarbejdere, er rekrutteringsgrundlaget særdeles tyndt. Særligt hvis journalisterne skal have papir på deres kundskaber fra den lokale journalistuddannelse på universitetet i Nuuk.

Her har man de seneste år 20 år uddannet 60, hvilket svarer til tre om året i gennemsnit. Det viser tal fra Grønlands Statistik.

”For øjeblikket bruger vi mange ressourcer på freelanceordninger, og selv om vi får en del ansøgninger til de stillinger, der skal genbesættes i nyhedsafdelingen, er det svært, når journalistuddannelsen udklækker så få journalister,” siger Annga Lynge

Kurs mod kollaps

Situationen hos KNR er nu så grel, at man selv hos konkurrenten, Sermitiaq.AG, der altså udgør den anden centrale del af grønlandsk presse, følger udviklingen med stor bekymring.

På kontorerne, der ligger i det centrale Nuuk, arbejder administrerende direktør og chefredaktør Masaana Egede sammen med sine journalister med at producere ugeaviserne Sermitsiaq og AG, som også udkommer dagligt på nettet.

Han modtager årligt et tilskud på en million kroner fra selvstyret, og kan sædvanligvis tilbyde en bedre løn end KNR.

Alligevel er han ikke tilfreds med pressens tilstand.

”Der er mange emner at tage fat på, men vi har ikke kræfterne til at dække alle områderne, hvis der ikke er en stærk presse.”

Er det her problem forstærket af, at Grønland står midt i eller i hvert fald over for en rivende udvikling af samfundet?

”Det er det absolut, når den ledende del af samfundet sidder og diskuterer fremtiden med store ord og taler om store investeringer,” siger han.

Mistet respekten

Den nuværende krise har sat sig dybe spor i forholdet mellem magtpositionerne i det grønlandske samfund.

På Sermitsiaq oplever Masaana Egede desuden, at medarbejdere bliver ringet op og derefter overfuset af politikere, hvis de skriver kritiske historier. Samtidig fortæller han om episoder, hvor politikerne ikke vil stille op til interview og benytter deres egne platforme til at gå til modangreb på en i forvejen svag grønlandsk presse.

Det har betydning for hele samfundets måde at betragte pressen og dens repræsentanter på, siger han.

”Der er ingen af de unge, der gider være journalister. Jeg har selv boet i Danmark i mange år og arbejdet der. Når man er til en fest eller sidder på en café og siger, at man er journalist, så ser folk på en med respekt. Det har en wow-effekt i Danmark. Men siger man det heroppe, fnyser folk af en,” siger Masaana Egede, der i sin tid i Danmark arbejdede på blandt andet DR, inden han for 10 år siden tog til Grønland.

En ond spiral

For at løse noget af problemet søger de grønlandske medier ofte hjælp blandt fagfællerne i Danmark.

I Grønland har der i årenes løb arbejdet mange danske journalister, og det gør der fortsat.

Desværre er det kun få, der hænger ved og slår sig permanent ned i Grønland. Mange ser det som et fagligt eventyr, der varer nogle få år, inden de så vender snuden hjem, når de skal stifte familie.

Det er ærgerligt, mener Masaana Egede, der har bemærket, hvordan de danske journalister ellers ser på Grønland med friske øjne.

”Det har en enormt positiv effekt på medierne, at de kommer. Men der sker et videnstab, når de rejser. Det er et kæmpe problem,” siger han.

Derudover taler de danske journalister ofte ikke grønlandsk og kan derfor ikke bidrage til produktionen af indhold på grønlandsk.

En uholdbar løsning

Hvis Grønland skal løse problemet, findes løsningen måske et andet sted i det arktiske område.

I det nordlige Norge har man nemlig erfaringer med, at man fra offentlig side bakker op om en stærk presse i den arktiske region. Det har givet gode resultater.

Det fortæller Nina Einem, der står i spidsen for NRK’s nordligste region, der har hovedkontor i Tromsø, men dækker hele den nordlige del af Norge.

Her har man oplevet de samme tendenser som i Grønland, når det kommer til udfordringen med rekruttering.

”Jeg genkender situationen i Grønland. Vi mangler også folk og mister dem løbende til kommunikationsjobs,” fortæller Nina Einem, der har ansvaret for 150 journalister fordelt på 12 kontorer.

Hun har dog en helt anden bevilling at arbejde med end sine grønlandske kolleger på KNR. NRK Nord bruger hvert år 90 mio. norske kr. til produktion af nyheder, og ser man på mediet som helhed, har NRK’s kritiske journalistik vist sig hårdtslående.

Flere ministre har måttet træde tilbage efter afsløringer om insiderhandel og plagiat i akademiske afhandlinger. Derfor er opfordringen fra de norske kolleger klar.

”Jeg vil opfordre politikerne i Grønland til at tage debatten om de grønlandske medier op. Det er en investering i demokratiet,” siger Nina Eimen.

Klare rammer

Men hvis de grønlandske medier og i særdeleshed KNR skal komme sig, kræver det, ifølge Masaana Egede og Annga Lynge, at politikerne trækker i arbejdstøjet.

Begge efterlyser de, at man fra politisk hold afklarer, hvilken presse man ønsker at Grønland skal have på dette kritiske tidspunkt i historien.

Herefter skal der skabes nogle rammer, der sørger for, at både økonomi og rekrutteringsgrundlaget understøtter ambitionerne.

Og måske er der håb for de grønlandske mediebosser.

For deres råb om hjælp er nu blevet hørt i regeringens kontorer.

”Det er vigtigt for Naalakkersuisut (regeringen .red) at samarbejde tæt med KNR, som er en offentlig institution med henblik på at sikre de bedst mulige rammer for institutionens virksomhed. Det er også i Naalakkersuisuts interesse at arbejde for bedre vilkår for både KNR og for journalisterne,” skriver Aqqaluaq Egede til Journalisten i et skriftligt svar. Han er Naalakkersuisoq (svarende til minister, red.) for børn, unge, uddannelse, kultur, idræt og kirke.

Her betoner han også, at han allerede har igangsat en dialog med KNR om udfordringerne med rekruttering og fastholdelse af medarbejdere, og at regeringen også ser på mulighederne for at forbedre de fysiske rammer for KNR. Derudover er der også nyt på uddannelsesområdet, siger han.

”Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet .red) har endvidere i april måned besluttet, at journalistuddannelsen på universitetet skal evalueres, hvilket muliggør en undersøgelse af , hvad der skal forbedres med henblik på at sikre, at journalistuddannelsen fremover vil være et relevant og attraktivt uddannelsesvalg,” skriver han.

Hvor langt tid der går, før det får effekt, og i hvor høj grad det er nok til at styrke den svage presse, vil tiden vise.