Den nye oversigt på nettet over freelancere, hjemmesiden Find-freelancer.dk, er blevet ramt af problemer i opstarten. Freelancere med nul først i cpr- eller medlemsnummer kan ikke logge ind. Forbundet arbejder på en hurtig løsning.
Som led i relanceringen af alle Dansk Journalistforbunds hjemmesider gik Freelancenøglen torsdag i luften i en ny udgave, som skal gøre det lettere for arbejdsgivere og kunder at finde frem til den rigtige freelancer. Men den nye hjemmeside www.find-freelancer.dk modtaget med blandede reaktioner.
Flere af kommentatorerne på Pressefotografforbundets hjemmeside retter kritik af, at der er problemer med at logge ind på hjemmesiden og rette i egne brugeroplysninger.
»Uanset hvordan man forsøger at komme ind på siden for at registrere oplysninger, så får man fejlmeldinger fra serveren. Det er simpelthen for dårligt, at man søsætter en version, der ikke fungerer. Jeg er EDB-mongol, ingen tvivl om det, men når mine gode kolleger, der er langt bedre til edb end jeg, heller ikke kan komme på, så må der være noget helt galt. Og så ville det måske være en ide ikke at lægge den offentligt tilgængelig, før det hele virkede, og alle havde haft mulighed for at komme med,« skriver Finn John Carlsson i en kommentartråd på Pressefotografforbundets hjemmeside.
Finn John Carlsson er ikke alene om at have svært ved at komme ind og rette sine brugeroplysninger på den nye freelance-opslagsside. En fejl i programmeringen har givet hjemmesiden en børnesygdom.
Webkonsulent i Dansk Journalistforbund Louise Theil oplyser, at medlemmer, hvis cpr-nummer eller medlemsnummer starter med nul, ikke har kunnet logge sig ind på hjemmesiden, siden den gik i luften.
»Problemet har allerhøjeste prioritet, og vi arbejder på højtryk for at få det løst. Jeg forventer, at vores leverandører finder en løsning på det meget hurtigt,« siger Louise Theil til Journalisten.dk mandag formiddag.
Dansk Journalistforbund havde torsdag præmiere på i alt 13 nye hjemmesider. Forbundets hjemmeside og undersider blev relanceret i et nyt design og med mange nye funktioner.
Læs også Ole Muncks anmeldelse af DJ's nye hjemmesider.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Og så ville det være smart at have sikret sig findfreelancer.dk også, men det er selvfølgelig ikke sket.