Fyringsrunde

Nu har alle medarbejdere, som DR vil fyre, fået besked

Alle, der skal til sindesamtale i DR Nyheder og DR Kultur, Børn og Unge, har nu fået besked

De ansatte i DR, som ledelsen har i sinde at fyre, har nu fået besked.

Det fremgår af en mail fra underdirektør i DR Nyheder Anders Kern Boje og en mail fra Natascha Dexters, underdirektør i DR Kultur, Børn og Unge, som Journalisten har set.

I alt skal der nedlægges mellem 90 og 100 stillinger. Det vil betyde, at DR kommer til at afskedige 60-70 medarbejdere. 40-45 af afskedigelserne sker i DR Kultur, Børn og Unge, mens 20-25 rammer medarbejdere i DR Nyheder.

”Det er en hård tid, og jeg håber, I vil tage jer godt af hinanden,” skriver Anders Kern Boje i mailen til medarbejderne.

Tillidsfolk og DJ sidder klar

Af mailen til medarbejderne fremgår det også, at de såkaldte sindesamtaler vil foregå i løbet af formiddagen, mens der i eftermiddag vil være samtaler med de medarbejdere, der skal rykkes til andre redaktioner og afdelinger.

Ifølge fællestillidsmand i DR Henrik Friis Vilmar sidder han og husets andre tillidsfolk klar til at tage sig af kollegerne.

”Vi er klar til at tage imod dem på gruppekontoret både her i DR Byen og i Aarhus. Begge steder har vi også rådgivere fra DJ til at tage imod folk og snakke med dem om deres tanker om fremtiden,” fortæller han.

Klokken 15 er der fællesmøde i DR Nyheder. Her forventes det at blive meldt ud, hvilke konsekvenser fyringsrunden får for DR’s programmer.

Nødvendigt at omprioritere kræfterne

Fyringerne i DR er en udløber af DR’s digitale strategi, der blev præsenteret sidste år. Som et led i den digitale omstilling lægger DR op til at skære i mediehusets journalistiske kræfter for til gengæld at få råd til at udvikle platformene DR TV og DR LYD.

DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, sagde i sidste uge til Journalisten, at det er nødvendigt at omprioritere kræfterne.

”Det, vi gør nu, er at flytte midler, så vi kan investere i it-udviklere, dataanalytikere og UX-folk, og man kan ikke bare tage journalister i DR Nyheder og uddanne dem til det,” sagde Maria Rørbye Rønn.

 

Opdateret kl. 11.16

0 Kommentarer