To artikler har imidlertid så omfattende mangel på kildehenvisninger, at de bliver fjernet helt, oplyser redaktør. Foto: Ntb Scanpix/Reuters/Ritzau Scanpix
Der er blevet fundet såkaldte fejl i 23 af de 49 artikler, som freelancejournalist Lasse Skytt har skrevet for det norske magasin Aftenposten Innsikt.
Det oplyser Tine Skarland, der er redaktør for Aftenposten-magasinet, til Journalisten.
Aftenposten Innsikt har ligesom en stribe danske medier været hele freelancerens produktion for mediet igennem, efter at Kristeligt Dagblad råbte vagt i gevær og gjorde opmærksom på, at avisen havde fundet eksempler på plagiat i flere af de artikler, Lasse Skytt havde skrevet for avisen.
Det meste bliver genudgivet
Aftenposten Innsikt afpublicerede i første omgang alle Lasse Skytts artikler, mens undersøgelsen af dem stod på. Nu har man valgt at udgive alle dem, der ikke var nogen problemer med, mens størstedelen af de andre også bliver genudgivet.
”I dem vil det blive gjort synligt, hvad der er rettet, og citater vil blive udstyret med kildehenvisninger,” skriver Tina Skarland til Journalisten.
To artikler har imidlertid så omfattende mangel på kildehenvisninger, ”at vi ikke føler, vi kan have kontrol over helheden, og derfor forbliver de to artikler afpubliceret”, skriver redaktøren.
Den nyeste udgave af magasinet bliver sendt ud til abonnenterne i dag. I det vil der blive bragt en beklagelse og redegjort for vurderingerne.
Jyllands-Posten sagsøger
Herhjemme meldte Jyllands-Posten i morges ud, at avisens undersøgelse af Lasse Skytts artikler var færdig.
Den er endt med, at 39 artikler bliver trukket tilbage, og avisen indleder en erstatningssag mod Lasse Skytt.
Avisen vil rejse et erstatningskrav på 150.000 kroner, som både dækker tilbagebetaling for artiklerne og finansiering af den efterfølgende undersøgelse af plagiatets omfang.
Sagen har også givet Jyllands-Posten anledning til at revurdere de interne procedurer for samarbejdet med freelancere.
Fremover vil avisen sikre dokumentation i form af kildelister eller anden dokumentation, der gør avisen i stand til at faktatjekke oplysninger i artiklerne.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.