Viralt

Nej, pizzabakke fældede ikke kickbokseren Andrew Tate

Der er ikke hold i historien om, at pizzabakke førte politiet på sporet af de eftersøgte Tate-brødre, skriver Reuters

Den seneste uge har en vild historie cirkuleret på sociale medier, nyhedsbureauer og i publicistiske medier overalt i verden – også i Danmark.

Historien handler om en beef på Twitter mellem klimaaktivisten Greta Thunberg og den eftersøgte tidligere kickbokser Andrew Tate.

33 benzinslugende biler

Meningsudvekslingen mellem Greta Thunberg og Andrew Tate handlede om, at Andrew Tate blærede sig med at være den stolte ejer af 33 benzinslugende biler.

Andrew Tate skulle angiveligt have afsløret sit opholdssted i Rumænien, da man i en video til Greta Thunberg kunne skimte en pizzabakke fra et bestemt pizzeria i Rumænien. Dermed kunne rumænsk politi med lethed anholde Andrew Tate og hans bror, der er eftersøgt for trafficking, voldtægt og organiseret kriminalitet.

Men nu viser et grundigt faktatjek lavet af Reuters, at der ikke er hold i historien. Der er nemlig ikke nogen beviser for at kæde pizzabakken sammen med anholdelsen. Samme konklusion lyder fra faktatjekkerne hos Snopes.

De rumænske myndigheder afviser også, at der skulle være en sammenhæng.

Offentlige dokumenter fra politiets afdeling for bekæmpelse af organiseret kriminalitet peger på, at beliggenheden af brødrenes ejendom allerede var lokaliseret i april 2022, hvor bygningen var blevet ransaget af politiet.

I perioder – også før anholdelsen – har navnet Andrew Tate været mere googlet end Kim Kardashian og Donald Trump.

På TikTok har han videoer med dyre biler, fitness-citater og kvindehad fået milliarder af visninger. I august 2022 valgte Instagram og Facebook at suspendere Tates adgang til deres tjenester.

Anholdelsen af Tate-brødrene kort før nytår førte til, at de blev varetægtsfængslet i 30 dage.

I faktatjekket konkluderer Reuters, at der ikke er beviser for, at pizzabakken fældede Tate-brødrene.

0 Kommentarer