Koncernchef for Amedia, Anders Opdahl, i Berlingske Media i København tirsdag den 3. december 2024. Berlingske Media skifter ejer. Belgiske DPG Media sælger til norske Amedia. Salget har virkning fra i dag. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Det var store smil over hele linjen, da Berlingske Media i dag inviterede til pressemøde i kølvandet på nyheden om, at norske Amedia overtager ejerskabet af koncernen efter belgiske DPG Media.
En af de smilende mediechefer var koncernchefen for Amedia, Anders Opdahl.
”Vi er glade og stolte. Og ydmyge. Berlingske er en redaktionel ædelsten i Skandinavien, som vi er meget stolte af at blive ejere af og meget stolte af at kunne udvikle et stærkt partnerskab med,” forklarede han.
Modsat de tidligere belgiske ejere bliver Berlingske Media nu ejet af en fond, hvis formål er at drive publicistiske medier.
”Vi driver ikke aviser for at tjene penge. Vi tjener penge for at drive aviser – for at drive journalistik,” lover Anders Opdahl og tilføjer:
”Når vi tjener penge og har en bæredygtig forretningsmodel, så investerer vi i mere journalistik.”
Syv gange nej på norsk
Amedia beskriver sig selv som en ”upolitisk, fondsejet mediekoncern” og har langt tilbage historiske rødder i den norske arbejderpresse.
Men det får ifølge Anders Opdahl ingen betydning for hverken Berlingske, B.T., Weekendavisen eller Euroinvestor.
Man er blind, hvis man ikke ser potentialet i en avis, der har 1,1 millioner brugere hver uge. Det er et fantastisk potentiale.
Anders Opdahl, koncernchef for Amedia
Direkte adspurgt, om Amedia kommer til at ændre ved den B.T.’s borgerlige profil, i daglig tale udtrykt med brandet ”borgerlig tabloid”, svarer han med hele syv gange nej på norsk.
”Nej nej nej nej nej nej nej. Tværtimod forsvarer vi den selvstændige udgivererklæring for hvert enkelt mediehus,” siger Anders Opdahl.
Han understreger desuden, at cirka halvdelen af Amedias aviser i dag er socialdemokratiske, mens den anden halvdel er borgerlige.
”Så i denne portefølje er der god plads og højt til loftet for Berlingske og deres værdier,” sagde han.
”Læserne skal vide, hvad man ideologisk står for. Og så skal journalistikken være sandhedssøgende og korrekt.”
Ser stort potentiale i B.T.
Der har den seneste tid svirret rygter om, at B.T. i forbindelse med et salg af Berlingske Media ville være i så dårlig forfatning, at tabloidmediet er blevet beskrevet som en nedlukningscase.
Men sådan ser topchefen for Berlingske Medias nye ejer ikke på sagen.
”Vi ser et stort potentiale i B.T.. Man er blind, hvis man ikke ser potentialet i en avis, der har 1,1 millioner brugere hver uge. Det er et fantastisk potentiale,” sagde Anders Opdahl.
Der har været mange nedskæringer og sparerunder i Berlingske Media. Kan I love medarbejderne, at der kommer mere ro på den front med jer som ejere?
”Det er vigtigt for mig at understrege, at for at journalistikken kan være fri, skal man have en bæredygtig forretningsmodel. Det har været krævende tider for både Berlingske Media og andre mediehuse. Og det er vigtigt for mig at understrege, at vi fortsat står midt i en krævende omstilling fra analoge medier til fuldt digitale medier. Det vil tage tid. Du skal have et product-market-fit, der fungerer. Og det vil være krævende. Så det er ikke min ambition at udstede garantier her og nu,” siger Anders Opdahl.
Opdateret kl. 18.48: Tidligere skrev vi, at ”borgerlig tabloid” er B.T.’s tagline. Der var en misforståelser.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.