Opkøb

Mediesucces på norsk – her er Berlingske Medias ny ejere

Amedia er sandsynligvis den koncern i verden, der har størst succes med lokaljournalistik, siger norsk medierådgiver. Spørgsmålet er, om de kan overføre succesen til Danmark

I årevis er danske mediechefer rejst til Norge med håbet om at forstå, hvordan Amedia har knækket koden og skabt et digitalt mirakel med masser af betalende abonnenter.

I dag var det så Amedias ledelse, der havde taget turen til Pilestræde i København, fordi den norske mediekoncern køber Berlingske Media for anslået 750 millioner kroner.

Målt i størrelse er Amedia i dag den norske medievirksomhed med det største oplag.

Geir Terje Ruud, tidligere digital chefredaktør på Ekstra Bladet, sammenligner Amedia med danske JFM. Bare meget større. Og bedre til at tjene penge.

”Det er sandsynligvis den koncern i verden, der har størst succes med at drive lokale medier. De har ekstremt mange digitale brugere. Det er helt unikt,” siger Geir Terje Ruud, der i dag er medierådgiver.

Han forklarer, at Amedia især udgiver lokalaviser, og nordmændene rykker nu ind i Danmark, fordi vækstmulighederne i Norge er ved at været opbrugt.

”Der er næsten ikke flere medier tilbage, som ikke er en del af en koncern,” siger Geir Terje Ruud.

Risikoen er, at Amedia har købt Berlingske Media af forfængelighed.
Roger Aarli-Grøndalen, chefredaktør på Journalisten i Norge

Norsk forfængelighed

Et af de få landsdækkende medier i Amedias portefølje er det tabloide netmedie Nettavisen, der minder om B.T..

Men Amedia har ikke landsdækkende medier i deres portefølje, som ligner Berlingske og Weekendavisen.

Redaktør på det norske Journalisten, Roger Aarli-Grøndalen, har svært ved at se de dansk-norske synergieffekter.

”Risikoen er, at Amedia har købt Berlingske Media af forfængelighed. Det er sjovt at eje et kendt dansk mediehus som Berlingske Media, men spørgsmålet er, hvor meget de kan bruge ejerskabet til,” siger Roger Aarli-Grøndalen.

Han forklarer, at Nettavisen sikkert kan bruge nogle af artiklerne fra B.T..

”Men det gør jo ikke Berlingske Media bedre,” siger Roger Aarli-Grøndalen.

Han tror derfor, at bagtanken er at få foden indenfor på det danske marked.

”Jeg tror, det her kan være første skridt i retning af, at Amedia køber flere medier i Danmark, for eksempel lokalmedier,” siger Roger Aarli-Grøndalen.

Fakta om Amedia

Amedia har omkring 1.100 redaktionelle medarbejdere og ejer over 100 aviser i Norge.

Omsætningen var i 2023 på 2,6 milliarder danske kroner, og overskuddet lød på 184 millioner norske kroner.

I Sverige er Amedia medejer af 65 avistitler sammen med Bonnier News Local.

Amedia er fondsejet ligesom fx JP/Politikens Hus og Egmont Story House, og det betyder i praksis, at overskuddet i virksomheden ikke går til aktionærer, men reinvesteres i journalistikken.

Som et eksempel på Amedias publicisme, trak Amedia sig ud af Rusland i 2022 og overlod kontrollen over det russiske trykkeri til chefredaktør og Nobels Fredsprismodtager Dmitri Muratov og avisen Novaya Gazeta.

 

Amedia elsker login

Ifølge Roger Aarli-Grøndalen og Geir Terje Ruud er en af nøglerne bag Amedias succes, at de ikke giver journalistisk indhold væk gratis. Og brugerne – i Norge – er åbenbart parate til at betale.
I dag er over halvdelen af Amedias betalende abonnenter digitale, og Amedia elsker login, fordi det giver flere penge i kassen.

I Danmark var der i en kort periode i 2023 også login på B.T., da Pernille Holbøll var chefredaktør. Men det gik for meget ud over trafikken, og efter få måneder blev hun fyret.

Geir Terje Ruud forudser, at Amedia vil genindføre login på B.T..

”I dag kan du ikke overleve på annoncer, så B.T. er nødt til at indføre login og tage betaling for en del af deres journalistik, så de over tid kommer til at tjene penge på både annoncer og brugerbetaling,” siger han.

Selv om overskuddet i Amedia går til at skabe bedre journalistik, elsker virksomheden overskud.
Geir Terje Ruud, medierådgiver

Geir Terje Ruud forventer desuden, at Amedia bliver en mere offensiv ejer end belgiske DPG Media, der gik ind på det danske marked med høje vækstdrømme i 2015, men endte med at være mest kendt for utallige fyringsrunder.

”Jeg håber, at vi kommer til at se en tilgang, hvor man søger at skabe vækst i stedet for bare at trimme økonomien,” siger Geir Terje Ruud.

Er Danmark noget helt andet?

Men selv om ejerne nu er en fondsdrevet virksomhed, skal journalisterne i Pilestræde ikke forvente, at pengene kommer af sig selv.

”Selv om overskuddet i Amedia går til at skabe bedre journalistik, elsker virksomheden overskud,” forklarer Geir Terje Ruud.

Det store spørgsmål er, om betalingsvilligheden blandt mediebrugerne i Danmark er lige så stor som i Norge.

”Det er en udfordring, der kan løses. Men de vil nok blive overraskede over, hvor forskelligt det danske marked er fra det norske,” siger Geir Terje Ruud.

Og han tror, at Amedia med direktør Anders Opdahl i spidsen kan omsætte succesen på den norske hjemmebane til Danmark.

”Anders Opdahl er journalist by heart og har været det hele sit liv. Han ved godt, hvordan man bruger et regneark, men han er først og fremmest journalist,” siger Geir Terje Ruud.

Roger Aarli-Grøndalen tror, at Berlingske Medias medarbejdere blive tilfredse med opkøbet.

”Som jeg kender ledelsen i Amedia, tror jeg, at Berlingske Media kunne få en dårligere ejer end Amedia,” siger Roger Aarli-Grøndalen.

Geir Terje Ruud går skridtet længere: Berlingske Media kunne ikke drømme om en bedre køber.

”Det bliver sikkert også barske tider, og der vil komme besparelser, men det er en bedre ejer for Berlingske end deres nuværende ejere.”

Kongetro og arbejderbevægelse

Med dagens opkøb bliver Berlingske Media, der i redaktørerklæringen lover troskab mod fædreland og kongemagt, overtaget af nogle nordmænd med historiske rødder i den norske A-presse.

Men der er dog ingen grund til at frygte, at Berlingske Medias borgerlige profil bliver udvisket af socialdemokratiske paroler, lyder det fra Geir Terje Ruud.

Amedia blander sig nemlig ikke i deres avisers redaktionelle profil, forklarer han.

”Amedia ejer i forvejen både konservative medier og medier med andre politiske ståsteder, og de er ekstremt loyale over for alle titlers formålsparagraffer og vedtægter,” siger Geir Terje Ruud.

Det samme siger Roger Aarli-Grøndalen:

”Amedia er helt apolitisk, og de blander sig ikke i de enkelte avisers politiske profiler. Så det er der ingen problemer med,” siger Roger Aarli-Grøndalen.

0 Kommentarer