Den tidligere Se og Hør-journalist Kasper Koppings karriere har været iskold siden maj 2014, hvor Se og Hør-sagen eksploderede i pressen. Kasper Kopping var en af de involverede i sagen. Nu slutter to års intens jobsøgning, hvor ingen arbejdsgivere ville røre ved ham.
Kasper Kopping starter i nyt job på mandag som SoMe-manager i natklub-branchen. Det nye job skal på sigt hjælpe ham tilbage til tabloid-pressen.
“Næste skridt ville være kontanthjælp, og det ville bevirke, at jeg måtte gå fra hus og hjem,” siger Kasper Kopping til Journalisten.
Klar til at sidde bag kassen i Netto
Se og Hør-sagen fik den konsekvens for Kasper Kopping, at 10 års succesfuld journalistkarriere på Se og Hør blev afløst af kolde skuldre overalt i mediebranchen. Han fik en fratrædelsesordning og løn gennem et år, men derefter ramte den økonomiske alvor. I sommeren 2015 kom han på dagpenge, og siden da har han ikke kun søgt journalistjobs, men også ufaglærte job – fra pædagogmedhjælperjobs til tankpasserjobs. Alt sammen uden held. Indtil nu.
[factbox:0]”Jeg har altså tre børn som alenefar og en lejlighed, jeg elsker, så koste hvad det ville: Jeg skulle have et eller andet. Jeg var desperat her til sidst. Derfor var jeg også for længst begyndt at søge job, jeg normalt ikke ville søge. Jeg havde bestemt i et skræmmescenarie set mig selv sidde ved kassen i Netto inden for en nær fremtid. Ikke et ondt ord om kassedamer, men det er nok ikke lige mig,” siger Kasper Kopping.
Kun én jobsamtale på to år
Indtil for nylig havde jobsøgningen kun udløst én jobsamtale over Skype, som endte med et afslag. Men nu er situationen altså vendt. Om sit nye job siger Kasper Kopping:
“Det er et job i natklub- og restaurationsbranchen, som jeg har fået gennem netværket. Min stilling er kommunikations- og Social Media-manager. Jeg skal være med til at lave branding, pressehåndtering og sociale medier. Jeg skal forsøge at øge kundetilstrømningen og kendskabet. Jeg kan bidrage med journalistisk knowhow. Samtidig har jeg været dj i mange år. Jeg har også været butiksleder hos Baresso. Så de elementer kan jeg inkorporere i ét og samme job her.”
Kasper Kopping har dog ikke tilladelse til at nævne den konkrete virksomhed før på mandag.
Journalisten møder Kasper Kopping på Kofoeds Skole på Amager, hvor han “afsoner” de 100 timers samfundstjeneste, som han blev idømt i forbindelse med Se og Hør-sagen ud over en dom på fire måneders betinget fængsel. Her har han blandt andet skrevet historier til Kofoeds Skoles avis. Da Journalisten er på besøg, er der otte timer tilbage af tjenesten.
Vil tilbage til tabloid-medierne
Kasper Kopping håber, at han nu kan begynde at arbejde sig tilbage til den tabloide del af mediebranchen.
“Jeg har trådt et lille skridt væk fra den klassiske mediebranche med mit nye job. Men jeg har gået efter at få en stillingsbetegnelse, der giver mig mulighed for at gøre det, der er min force: Det journalistiske,” fortæller Kasper Kopping.
“Det skal nødigt lyde, som om jeg straks er på vej videre. Men som jeg efterhånden har sagt til flere, så håber jeg, at jeg en dag kan vende tilbage til den tabloide del af mediebranchen, eller til mediebranchen i det hele taget, men gerne i den tabloide del. Der er der, mine erfaringer ligger.”
Står det til Kasper Kopping, har han ikke for sidste gang ligget i en busk og lavet paparazzi, men det bliver uden kreditkortoplysninger, lover han.
“Nu er der nogen, der har budt mig op til dans. Så håber jeg, der er nogle andre, der får lyst til at sige: Ham kan vi sgu godt bruge. Jeg føler virkelig, jeg har spildt min tid i tre år. Jeg har så mange historier inde i mig og på hjertet. Det er også derfor, jeg har skrevet min bog og min blog om retssagen. Jeg føler, at der er meget energi i mig,” siger han.
Indtil videre har han dog ikke oplevet andet end lukkede døre i tabloid-medierne.
“Tabloidbranchen er der, hvor jeg har oplevet den største berøringsangst. Og så mange tabloid-jobs er der ikke. Se og Hør og Aller er udelukket. Jeg kan ikke komme tilbage, efter at de har fyret mig på grund af den sag.”
Er du sikker på det?
“Jeg ville da elske at komme tilbage til Se og Hør. Men jeg blev nærmest losset ud efter 10 års tro tjeneste – for reelt set at være ultimativt loyal og gøre det, cheferne har bedt om,” siger han.
Nu kribler det for at komme videre med skriveriet.
“Det er nærmest lige meget, hvad man skriver om. Bare det, at man får lov til at skrive. Bare det at komme ud til et publikum. Bare det at have nogle modtagere til det, du skriver. Så er det lige meget, om det handler om agurker og malerbøtter. Bare det at få noget ned på papir og formulere noget. Det er det, man som skrivende journalist lever for,” siger Kasper Kopping.
“Vi var begge pisse stive”
De tre års tys tys-mareridt starter for Kasper Kopping om morgenen søndag d. 27. april 2014. BT banker på døren hos henholdsvis tys tys-kilden og Kasper Koppings private hjem og vil have ”svesken på disken”, som Kasper Kopping siger det.
“Det sjove var, at mig og tys-kilden havde været ude aftenen før. Vi var begge pisse stive. Han ringede til mig og sagde, at de stod derude, og spurgte, hvad fanden han skulle gøre,” siger Kasper Kopping.
Denne morgen begynder Kasper Koppings karriere at bryde sammen. I ugerne derefter bliver historien om tys tys-kilden vendt og drejet i medierne. Kasper Kopping valgte at kommunikere vidt og bredt og stille op til interviews hos adskillige medier herunder Journalisten og skrive en bog om sin version af sagen, mens andre af de involverede holdt en mere afdæmpet profil.
Var det en god idé at være så kommunikerende?
“Mediestrategien for mig har været at være åben og ærlig. Men konsekvensen er, at jeg ligger så mange steder på nettet. Hvis du søger på mig på Google, kan du ikke få indtryk af andet, end at jeg har været ‘mega bad ass’,” siger Kasper Kopping.
“Når man googler mit navn, så kommer Se og Hør-sagen frem som det første. Så jeg følte mig altid bagud på point, når jeg trykkede ‘send’ på en ansøgning. Skulle jeg have holdt mig under radaren? Så var det måske ikke dukket så meget op. Men jeg har haft et ekstremt kommunikationsbehov for at komme ud med nogle ting. Det har været en mental helingsproces at være kommunikerende omkring det. Jeg har kunnet mærke, at det ville have nedbrudt mig endnu mere, hvis jeg bare skulle have lukket i omkring mine følelser,” forklarer han.
“Prisen har været, at jeg ligger overalt på nettet”
Men omtalen har nok ikke gavnet Kasper Koppings jobchancer, ræsonnerer han.
“Jeg tror, at min mediestrategi kan have været med til at skade mine jobchancer. Jeg tror ikke, det har været hovedårsagen til, at jeg ikke har fået et job. Men det havde været en fordel, at der ikke var en skid på Google,” som han siger det.
“Jeg mener bare, at man som journalist har en forpligtelse til … at give noget igen. Du sidder hver dag i dit job og håber, at der er nogen, der stiller op. Det har især været et tema på Se og Hør, hvor man får nej ni ud af ti gange. Så jeg har set det som min forpligtelse at give noget igen,” forklarer Kasper Kopping.
“Det nytter ikke noget at stikke hovedet i busken. Især i sådan en sag, hvor der har været så mange myter. Så kommer man hurtigt til at virke fordækt, hvis man lukker i. Jeg har følt, at åbenhed var det vigtigste, men alt har en pris. Og prisen har været, at jeg ligger overalt på nettet,” siger han.
Den berøringsangst, som det har udløst i branchen – har du også oplevet den, når du har været til arrangementer eller privat?
“Jeg har følt megen støtte rundt omkring. Men samtidig har jeg også haft en følelse af, at folk i mediebranchen har skabt noget distance til den sag og for alt i verden har ønsket ikke at blive associeret med den. Jeg ved, at folk på Se og Hør har haft meget paranoia omkring sagen, hvilket er forståeligt nok, men af samme grund fornemmer jeg samtidig, at der er folk derinde, som ikke har turdet være i kontakt med mig. Det er jeg lidt ked af.”
Som bekendt er retssagen overstået nu, og Kasper Kopping håber, hans dårlige rygte vil fortage sig over tid.
”Jeg er sgu da ikke blevet en dårligere journalist af det her. Chancen for, at det her sker igen, er lig nul,” siger Kasper Kopping.
9 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tak for at nuancere, Thomas. Gid, der var flere som dig, der blandede sig i debatten :-D.
Jeg siger ikke, at folk skal synes om det, der foregik. Slet ikke. Man må sgu gerne synes, det var noget lort. Det var det også. Men det er så nemt bare at kritisere og moralisere set i bakspejlet, og der er sgu ikke en sjæl derude, som kan sætte sig ind, hvordan tingene fungerede og hvordan man tænkte på SH dengang under den syge sladderkultur, uden selv at have været der.
Det er meget nemt at sige idag, at man som menig journalist bare skulle have sagt fra. Sagt fra over for metoder, der egentlig bare var en forlængelse af mottoet "Der gik vi over stregen - og på torsdag gør vi det igen". Metoder, som chefer og topledelse billigede. Metoder, som de selv havde indført. Kørt som led i en stil, som man død og pine ville have for at bibeholde sin frække niche midt i en stadig tiltagende ugeblads- og tabloidkrig på daværende tidspunkt, hvor AlLE begyndte at ty til sladder i spalterne.
Præmissen for jobbet, hvis man ville lave forsider og få de gode historier var, at man gik "the ekstra mile". Gav sig 100 procent for bladet. Skulle man så bare sige fra, når en god kilde henvendte sig og alle cheferne jublede samtidig? Så skulle man nok have været på Ude og Hjemme, hvis man havde dén holdning.
Vi skulle have sagt nej tak. Enig. Jeg skulle have sagt fra. Men sådan var mindset og tankegang ikke i den hardcore sladderboble, man befandt sig i i 2008.
Jeg har jo hele tiden ment, at store dele af branchen har udnyttet denne sag til at pudse egen glorie og fremstå bedre og mere artige. At frikende sig selv fra at bruge kontroversielle kilder og metoder. Selv om langt de fleste medier lever af gode kilder som ved noget, andre ikke ved. Muligvis frembragt på en måde, der ikke er helt fin i kanten eller i hvert fald givet videre til medier, uden at kildens arbejdsplads eller omgangskreds ville billige det.
Ikke at det retfærdiggør brugen af en mand som tys tys-kilden. Slet ikke. Men gode, hemmelige kilder blev et fy-ord efter tys tys-skandalen, og det synes jeg - på branchens vegne - er synd.
Forskellen er, at SH brugte tingene til "ligegyldig" sladder. Man væltede ikke verden. Afslørede ikke brodne kar. Så var det for galt. Mens det nok var gået knap så galt, hvis en hemmelig tipper havde afsløret kreditkort-info, så man som medie kunne vælte en politiker eller lignende pga. mærkelige transaktioner og magtmisbrug.
Men afslørede det egentlig ikke brodne kar? Nej, artiklerne gjorde ikke. Men brugen af kilden gjorde. For hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre? Hvorfor var det så nemt at snyde hos NETS? Hvorfor lavede man ikke stikprøver? Tjekkede sine medarbejdere og den adgang, de havde og - har vi set - kunne misbruge næsten så nemt som at klø sig bagi?
Det var så nemt at hate på SH. Velfortjent, måske ja. Men i mine øjne er NETS sluppet for nemt, og jeg synes, det her lige så meget er en NETS-skandale som en SH-skandale. Så var det bare meget nemmere at bitche mod at uldent sladderblad, mange i forvejen havde en meget kritisk holdning til. Sådan er vi danskere. Vi elsker at blive bekræftet i det, vi i forvejen mente.
Når det er sagt - og som jeg har sagt hele tiden - var det noget dumt noget, vi gjorde. Det var strafferetsligt ulovligt. Det troede jeg ikke dengang - tro det eller ej. Og selv om jeg var uenig i præmissen for min dom - at jeg har været med til at hacke (for det har jeg ikke - har aldrig kendt til den del af hans metoder) - så har jeg nu taget min straf og levet i helvede i tre år med alt hvad det indbærer af persona-non-grata og berøringsangst.
Nu ønsker jeg blot at komme videre og at bare nogen derude vil tilgive. Det er mit nye job første skridt imod. Jeg er glad. Gladere end længe, og det føles godt. Alligevel er jeg åbenbart en tudeprinsesse. Fred være med dét.
/K
Det er ingen tvivl om, at dette i lige så høj grad burde have været en NETS-skandale som en SH-skandale. Der er blevet sløset med sikkerheden, det har været alt for nemt tilgængeligt, der har ingen sikkerhedstjek eller stikprøver været og det har efter min mening ikke været afdækket nok i medierne, hvordan og hvorfor sådan et læk kunne ske.
Det var alt for nemt bare at skyde med skarpt mod det kontroversielle ugeblad, de fleste i forvejen havde en kritisk holdning til. Det var en bedre historie. NETS var mere tørt og uforståeligt stof. Men at et ugeblad, de fleste elskede at hade, begik en synd og dybest set bare bekræftede folks holdning og fordomme - se det var noget, nyhedsaviserne kunne forholde sig til og skabe gode læsertal på.
Jeg forstår ikke helt det, du skriver omkring, at det må være en journalists fornemmeste opgave at afsløre den dårlige sikkerhed hos NETS. Ja, det er da en super historie for det rette medie - men da ikke for et ugeblad, der aftog infomationerne. Det kan man mene om, hvad man vil, men det ville da ikke være helt almindeligt at en kontroversiel kilde henvender sig til et sladderblad med info, de kan bruge, hvorefter de så går ud og afslører hele lortet og skider på kildebeskyttelsen og skriver en type historie, der slet ikke passer til dem. Man skulle have sagt nej. Punktum. Så langt er jeg enig.
Vi lukker den her, men vil gerne lige påtale dit ordvalg: Det var ikke journalisterne (og dermed også mig), der købte informationer af kilden. Det var bladet. Beslutningstagerne. Dem, der sad på pengepungen. Det frikender ikke os journalister for vores beslutning om at medvirke eller vores rolle, men vi betalte altså ikke for noget. Du fremlægger det som om, vi var en lille skare af menige folk, der handlede uden bladets og chefernes viden og nærmest betalte af egen lomme.
/K
Hej Kasper, jeg kender dig ikke, og der er ikke nogen grund til, at jeg ikke skulle bryde mig om dig, men jeg må indrømme, at jeg har været og er egenlig stadig meget forarget over, at nogle journalister valgte at købe fortrolige oplysninger, som en EDB-operatør uretmæssigt havde trukket ud af Nets systemer, og så dernæst bruge dem til at skrive sladderhistorier.
Det kan godt ske, at det bare er mig som er en blåøjet idealist, men jeg vil se det som en journalist fornemste opgave at afsløre, at centrale systemer er så dårligt sikrede, at en EDB-operatør kan trækker person-data ud af systemet, og sælge dem til højstbydende.
Og det er nok årsagen til, at du løber panden i mod en mur når du søger jobs, for potentielle arbejdsgivere og mulige kollegaer vil med rette kunne frygte, at du igen vil kunne træffe et uhensigtsmæssigt valg, hvis en dubiøs kilde tilbyder dig en saftig historie.
Hej Niels.
Beklager mit sidste ordvalg, som ikke var det mest pæne, men jeg er simpelthen træt af notorisk at få at vide, at jeg klynker og skal tage en tudekiks, bare fordi jeg optræder i en artikel, hvor jeg åbner op omkring min situation. Det er jo ikke mig, der har opsøgt Journalisten, men derimod dem, som gerne ville høre, hvordan det har været at gå uden job så længe og nu endelig have oplevet en forløsning med nyt arbejde.
Når nu jeg har stillet op til alt andet i negativ kontekst tidligere, ville det da være en smule ironisk, hvis ikke jeg også stillede op, når der - endelig - er noget mere positivt at berette fra min side. Og igen: På opfordring.
Fortjener alle ikke en chance til på et tidspunkt? Vi er alle mennesker - og vi begår alle fejl. Jeg begik så bare en af slagsen, der sendte min tilværelse og jobsituation på katastrofekurs. Det har jeg sonet for i tre år nu - både hvad angår ry, agtelse, manglende job og via en betinget fængselsstraf med dertil hørende samfundstjeneste. Nu vil jeg så gerne videre. Det må jeg vel gerne fortælle om? Jeg må vel gerne have et håb for fremtiden, uden at det gør mig til en notorisk kold skid (eller gemen kriminel, som du kalder mig), der skal leve i helvede for evigt, fordi jeg valgte at udføre, hvad der blev udstukket dengang på bladet som det mest selvfølgelige i verden. Hvad mere vil du have, at jeg skal gøre? Gå i kloster og græde for evigt? Må jeg ikke forsøge at kæmpe mig tilbage?
Det er jo i øvrigt ikke sådan, at jeg siger, at jeg slet ikke forstår, hvorfor ikke alle og enhver ville hyre mig straks efter min fyring fra SH. Det er naturligt, at der har været berøringsangst.
Det kan godt være, du ikke bryder dig om mig og i øvrigt synes, jeg har været en klaphat at deltage i sådan noget, men derfor er det altså stadig lidt for nemt straks at sige, at jeg skal tage en tudekiks og holde min kæft, bare fordi jeg er blevet bedt om at give et interview til dette website, hvorefter du i samme moment tillægger mig holdninger, som du intet belæg har for at konkludere, jeg skulle have (eller mangle). Jeg har tværtimod hele tiden sagt, at jeg jo bare har smagt min egen medicin. Jeg har aldrig klynket i medierne. Jeg har konstateret, fortalt og været eftertænksom. Forsøgt at nuancere. Det er ikke det samme som at klynke og søge medlidenhed.
Jeg synes bestemt ikke, jeg har klynket i denne sag. Jeg har derimod valgt at være kommunikerende og (for det meste) stille op, når jeg er blevet spurgt. Fortælle min historie. Fortælle, hvad det gør ved en mand, at ende op i denne kattepine. At have været i unåde i tre år. Det kan du mene, er fortjent (at jeg har været i en kattepine), men det ændrer jo ikke på, at det har været hårdt for mig, at jeg har accepteret min dom/straf og at jeg har nu har afsonet den og betalt tilbage til samfundet.
Det ville have været klædeligt, at du - på trods af din åbenlyse harme og mening om tys tys-skandalen og mig som person - kunne unde mig at have fået en ny chance et sted. Jeg er også bare et menneske. Og i øvrigt et menneske som synes, folk skal have en chance til i livet, når de har dummet sig, erkendt det og betalt for deres synder. Men i stedet skal jeg have at vide, at jeg er en patetisk tude-Marie. Det var dét, jeg reagerede skarpt på.
Hav en god dag :-)
/K
Hej Kasper, dine retoriske evner er ikke imponerende, men prøv at se med de kritiske briller på den branche, som du selv har været en del af, du og andre journalister har aldrig skånet de kriminelle, det er nemlig smadder godt stof som sælger aviser og ugeblade, og hvis det er en kendt som har dummet sig, så er der næsten ikke nogen nedre grænse for, hvor lille en forseelse der medfører, at ugerningen bliver udbasuneret på forsiden af sladderbladene.
Og hvor mange journalister er det lige, som har brugt tid på, at skrive historier om, at unge mennesker der er i gang med en vidergående uddannelse, kan ha' meget svært ved, at få et job, hvormed de kan supplere studiestøtten, blot fordi de har en plettet straffeattest, for en dumhed som de begik da de var 16 år gammel.
Det er også noget pjat, at du undskylder med, at du blot var menig journalist, og at det var ledelsens ansvar, for der var jo ikke noget som forhindrede, at du kunne ha' besluttet, at du ikke ville deltage i de ulovligheder der foregik på SE&HØR, og var du smuttet på et tidligt tidspunkt, så var du med garanti ikke blevet rodet ind i den sag.
Flere