I Politiken kunne man i sidste måned læse, hvordan Euromans chefredaktør Kristoffer Dahy Ernst har besiddet en konfliktfyldt dobbeltrolle. Mens han har siddet i spidsen for mode- og livsstilsmagasinet til mænd, har han samtidig været bestyrelsesmedlem i tøjfirmaet Wood Wood, som Euroman har skrevet om i samme periode.
”Det er imod alle journalistiske dyder,” udtaler Peter Bro, professor i journalistik og leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet, i samme avis om sagen. Og det kan faktisk være ulovligt, lyder det endda i artiklen. Kristoffer Dahy Ernst har efterfølgende valgt at droppe bestyrelsesposten, men problemet stopper ikke her, for denne sag er hverken den første eller sidste af sin slags.
For snart 10 år siden bragte Journalisten historien om, hvordan moderedaktørerne på Euroman, Cover og Costume dengang blev lønnet af modehuse, og at de samme modehuse optrådte i magasinerne oftere, efter at redaktørerne var begyndt at arbejde for dem.
Denne besynderlige forgrening af journalistikken drives typisk ikke af journalister, hverken af uddannelse eller ånd, men af folk, der elsker mode. Folk, der bekymrer sig mere om at sidde på forreste række til næste modeshow, end om at producere gedigen journalistik.
I starten af året udtalte ELLEs redaktionschef sig offentligt om, at hun ser sig selv som en del af ”medie-/modebranchen” – men hvad er det for en branche? Udtalelsen afslører disse personers konfliktfyldte positioner, for de to brancher er naturligvis ikke forenelige. I hvert fald ikke så længe deres arbejde sælges som en form for journalistik.
Men jeg kan da godt forstå forvirringen, for jeg har selv arbejdet i denne såkaldte medie-/modebranche som journalist for et modemedie og kender derfor denne verden indefra – og den er sammenfiltret i magtstrukturer, der infiltrerer begge brancher, som vi så det med Euromans chefredaktør.
Mikkel Lind Sorgenfrey, journalist
Jeg har set, hvordan dobbeltroller bliver opfattet som noget helt naturligt, hvordan kommercielle interesser kommer før journalistiske kriterier, og hvordan gaver og tjenester fra dem, man skriver om, modtages med kyshånd både før og efter deadline – og jeg har set, hvordan det undergraver journalistikken.
Det større perspektiv er, at modebranchen omsætter for milliarder; i Danmark er mode typisk i top fem over vores største eksportvarer. Samtidig er det den fjerdestørste klimasynder i EU, og produktionen af tøj estimeres at stå for op mod 10 procent af verdens samlede CO2-udledning. Sammenligner man med andre tunge industrier, er modeindustrien svært underreguleret og har alt for længe fået lov til at flyve under den politiske radar. At den så endda har sit eget heppekor af modemedier, der bifalder hvad som helst og dækker over industriens skandaler og løgne, gør kun problemet større.
Der er ingen armslængde, og det er dybt bekymrende. For hvad er det for en falsk virkelighed, der bliver skabt i befolkningen om en afgørende industri i forhold til at få løst mange af tidens største udfordringer, der ikke kun gælder klima, men også miljø, biodiversitet, ligestilling, anti-racisme og menneskerettigheder? Alle problemområder, som modeindustrien er medskyldig i.
Mikkel Lind Sorgenfrey er journalist
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.